Imens jeg leder

Imens jeg leder efter et andet sted at bo, så er jeg delvist i en anden lejlighed og delvist i hvad der før var vores fælles hjem. Igår aftes kørte jeg så hjem i huset for at få lidt tid med bassen, og jeg skal så være her hele ugen da jeg skal arbejde virkelig meget, og kun har mulighed for at se bassen om morgenen, så det prioriteres altså.
Min eks har så åbenbart igen fri fra arbejdet, kan ikke helt finde ud af om han stadig har sygemeldt sig, eller om han rent faktisk har fri fordi der ikke er så meget at lave, men han er her ihvertfald, og det betyder omrokering, for han er allerede ved at flytte mine møbler ud af fællesrummene så han kan danne sig et overblik over hvad han mangler, jeg synes det er lige tidligt nok, jeg har jo ikke engang et nyt sted endnu, men ham om det. Jeg synes det er synd for bassen at der sker så meget allerede nu, især fordi vi ikke har en tidshorisont på hvor lang tid der går inden jeg har en ny bolig.
Men på den måde kan han da virkelig få mig til at føle mig meget lidt velkommen i mit eget hjem, for det ER stadig mit hjem, jeg står stadig på lejekontrakten og det kan han ikke komme udenom, men jeg kan godt mærke at jeg er knap så velkommen mere. Han ville ønske at jeg havde et nyt sted imorgen, men så nemt går det næppe. Jeg står nr 8 til en lejlighed, og det er ovenikøbet kun en 2 værelses, altså en lejlighed der i princippet er for lille, men så må jeg sove på sofaen i stuen, det er heldigvis en sovesofa.
Men jeg synes det er hårdt at komme hjem og så allerede føle sig smidt ud, eller ihvertfald meget lidt velkommen, og jeg stod sågar op til et spørgsmål imorges om jeg havde tænkt mig at søge børnepenge. Say what?! Er det virkelig hans eneste bekymring?
Det har jeg selvfølgelig ikke, for vi skal have bassen ca lige meget, så det bliver ikke aktuelt at søge børnepenge, medmindre han lige pludselig vil have at jeg skal have bassen mere end ham.
Derudover så har jeg bare haft et par virkelig hårde dage på job de sidste dage, så kunne godt have brugt lidt afslapning, men det fik jeg ikke!
Kryds lige fingre for at jeg hurtigt får et sted at bo!

Intimitet

At være intim med sin kæreste er så meget mere end at have sex, man kan være intim på mange måder.
Noget af det vigtigste er faktisk de der små kærlighedserklæringer i hverdagen, en sød sms eller at man lige får et kys når man laver aftensmad, det kan være hjælp til at skære gulerødderne, altså bitte små ting man kan være sammen om.
At være intim er at være sammen. Det er at være tæt med hinanden.
Jeg tror for mig handler det om at mærke at min kæreste vil mig, at han faktisk har lyst til at være sammen med mig, og ikke kun med sex for øje.
Det at man kan gå hånd i hånd igennem gågaden eller lave noget sammen, det betyder så meget mere for mig.
Det er de ting jeg ikke fik, sexen kunne jeg vel nok have fået hvis jeg gad, men hvem gider have sex med en mand der dræner dig for energi fremfor at tanke dig op?
For mig handler det om at være sammen med et andet menneske som tanker mig op mentalt, som udfordrer mig mentalt til at blive det bedste menneske muligt.
Jeg kommer fra en familie hvor nærvær ikke er noget man dyrker, man snakker ikke sammen, men rør ikke hinanden, man giver for pokker ikke engang en krammer! DET er i min verden så forskruet og forkert, hvorfor ikke vise de følelser man har? Hvorfor blive i noget hvor man ikke bliver set som det individ man er?
Jeg tror det er én af de forskelle der er på vores generation og vores forældres, og det er derfor skilsmisseraten vokser, man vil ses, man vil ikke bare være en eller anden statuette i baggrunden, man vil mærke at ens partner er glad for én, og hvis man ikke kan få det så dør forholdet stille og roligt.
Jeg vil ikke nøjes, og det kommer jeg aldrig til, så hellere være alene. Det kan man vel også sige er at nøjes, men det synes jeg faktisk ikke, det er istedet et aktivt valg man tager i forhold til sig selv. Det handler om at være tro mod sig selv og sine omgivelser.

Jeg kunne nok være blevet i det her forhold i mange år endnu, men for hvilken grund? Var jeg blevet, så var jeg nok endt med at hade manden istedet for, og det er virkelig ikke et godt grundlag for et godt samarbejde omkring vores søn i fremtiden. Det handler lige så meget om at vise den nye generation at man ikke skal finde sig i hvad som helst, det handler om at vise dem hvad kærlighed er, og hvor godt det er når det fungerer. Det handler om at vise at et godt forhold går begge veje, man kan ikke som ene individ kæmpe for et forhold hvor man faktisk er to individer.
Mange vil sige at det også handler om at tilsidesætte egne behov, og det er korrekt, man skal også kunne sætte sin partner før alt andet, og det tror jeg på man kan når man først finder den rigtige partner. Ham har jeg så bare ikke fundet endnu.

Hvad mener i er vigtigt i et forhold? Hvad er intimitet for jer?

Det er mærkeligt

Det er underligt at man kan sidde med en følelse af at have smadret alt, når man faktisk har taget en beslutning som den jeg har. Men faktum er at jeg har smadret den trygge base som min søn havde, og jeg har smadret en livsdrøm for en mand der virkelig troede på at vi skulle være sammen for evigt.
Vi havde bare ikke samme syn på livet og på hvad et parforhold går ud på. Jeg vil have kærlighed, jeg vil have nærvær og ikke mindst så vil jeg have intimitet, noget vi ikke har haft siden før jul, så hvor var det her forhold egentlig? Der VAR ikke noget forhold, og når man er så langt ude at man ikke engang er intim mere, så forsvinder det fundament som man skal bygge videre på.
Han havde det fint med at sidde til leje og arbejdede kun for at have til mad. Jeg vil ikke sidde til leje resten af mit liv, jeg har oplevet fidusen ved at eje selv, og det er fantastisk, man kan jo gøre som det passer én i den bolig. Derudover så arbejder jeg ikke kun for at overleve, jeg går op i at have et arbejde der tilfredsstiller mig fagligt hver dag. Jeg går op i at have et arbejde jeg er glad for, et sted hvor jeg kan sparre med mine kollegaer uden at synes de er idioter. Men når man dag ud og dag ind skal høre på hvor store idioter mandens kollegaer er, så bliver man træt, og det er altså sådan rigtig træt, helt ind i knoglerne.
Jeg manglede noget meget vigtigt, jeg manglede omsorg, jeg manglede at blive hørt og ikke mindst at blive set. Jeg har haft et virkelig hårdt forår og har brug for én der faktisk ser det og anerkender mig i den store sorg jeg er i, i forvejen og det gjorde han bare ikke, han kunne ikke rumme andre end sig selv. Han kan til tider have svært ved at rumme vores søn!
Nogen vil til enhver tid mene at jeg er egoistisk og et svin, og det er jeg vel til dels også? Men behøver man kaste det i ansigtet af mig? Man kan vel godt udvise bare en smule empati overfor folk der sidder i den her situation, uanset om det er selvvalgt eller ej?

Imens jeg sidder her helt alene i en lejlighed der ikke er min, så kan jeg ikke lade være med at fundere over hvordan mit liv bliver fremadrettet. Nu skal jeg have fundet min egen lejlighed igen, jeg skal have bygget en ny base for min søn og jeg, og derudover så skal jeg ud på singlemarkedet igen, og er der noget jeg for alt i verden ikke magter, så er det, det kødmarked der er derude i disse teknologiske tider. Jeg har før været aktiv på tinder, og lur mig om ikke jeg ender der igen, om ikke andet så for at få stillet de lyster man nu engang har, men en dag skal jeg faktisk også finde ham som jeg skal leve sammen med, ham som er alt det jeg mangler, og findes han overhovedet? Findes der den perfekte mand til mig? Jeg er sq lidt kræsen, og vil jo gerne have the best of both worlds, men det er bare ikke altid muligt. Jeg vil have en der behandler mig ordentligt, og så vil jeg have en som har de samme arbejdsværdier som mig, samtidig skal jeg have en der kan holde mig lidt i ørerne så jeg ikke ender med at løbe om hjørner med ham, for det er det jeg kan, jeg kan kontrollere og jeg kan bestemme. På det punkt kan jeg virkelig ødelægge en mand, og det er bare sket for tit nu. Jeg skal have en der kan stå imod på de kanter og faktisk give mig tilbage, så det ikke er mig der styrer hele showet.

Jeg vil have et aktivt social liv SAMMEN med min kæreste, jeg vil have en svigerfamilie der faktisk godt kan lide mig, og jeg vil have en mand med børn. Jeg skal ikke have én uden som ønsker sig børn, for det ønske kan jeg jo af gode grunde ikke opfylde. Jo hvis manden har mange penge, så kan jeg da opfylde det, men det tænker jeg alligevel er ret urealistisk, haha.

Jeg har mange drømme og ønsker for min nye fremtid, og én af dem er at jeg skal nyde livet som single og ikke lede efter en ny mand lige nu. Kommer han, så kommer han, men jeg har ikke tænkt mig at gøre den store indsats lige nu.

De der ændringer

Dem snakkede jeg lidt om for nogle dage siden, og så har der været stille lige siden, og ved i hvad? De ændringer i er trådt i kraft, og i skrivende stund sidder jeg med min måltidssalat fra føtex i en lejlighed der ikke er min.
Jeg har gjort det forbi med min kæreste, det var det bedste for alle, og imens jeg leder efter et nyt sted at bo til mig og bassen, så opholder jeg mig så lidt som muligt i vores fælles hjem.
Det er vidst det bedste for os alle 3. Min nu ekskæreste havde slet ikke set den komme og blev åbenbart ret chokeret, så fakta er at han ikke rigtig kan holde ud at se på mig lige nu, og det forstår man jo godt, især hvis manden ikke havde set den komme. Det jeg ikke forstår er at man kan have SÅ svært ved at skjule sine følelser foran sit barn, barnet skal ikke til at være den der trøster, barnet skal heller ikke have overført nogle følelser som ikke er hans, og det har farmand lidt svært ved at forstå.

Jeg forstår at jeg har rykket tæppet væk under os alle sammen, men derfor kan man godt klare det her som voksne mennesker, og det kommer vi også til, han skal bare lige have lov til at være teenager i lidt tid, og i den tid, der forsøger jeg at trække mig, for jeg er ret sikker på at min tilstedeværelse gør det endnu sværere for ham at være i det her.

Nu skal jeg bare have fundet en ny bolig, et sted jeg igen kan kalde for mit eget, og så skal det hele nok blive godt. Det er jeg sikker på, ellers havde jeg jo slet ikke taget sådan en beslutning, jeg tror på at vi er bedre hver for sig.

Life

Citatet “life is what happens to you, while you’re busy making other plans”

Det er faktisk ret sigende, for imens vi lægger planer for hvad vi gerne vil i fremtiden, så sker livet lige nu og her. Livet venter ikke, det er der altid og det kører afsted med 300km/t uanset om vi vil det eller ej.
Vi har alle ønsker og drømme omkring vores fremtid, vi har nogle ting vi gerne vil nå, men imens vi planlægger den rejse vi skal på til næste år, eller den næste fest vi vil holde, så glemmer vi at leve livet samtidig. Vi når ikke engang at komme hjem fra den ene ferie før vi er igang med at planlægge den næste, men hvad blev der så af minderne fra den første ferie? Husker vi dem?

Hvad med tiden med vores venner? Husker vi at bruge den tid? Husker vi at give opmærksomhed til dem der virkelig betyder noget?

Arbejder vi tiden væk? Knokler vi hver dag kun for at kunne tage på ferie 2-3 gange om året? Arbejder vi for at sidde i det fedeste hus muligt? Eller måske for at have den største bil i nabolaget?

Benytter vi tiden med familien på den måde vi skal? Eller sidder vi med hver vores elektroniske apparat og kigger på det? Nyder vi vores børn? Husker vi at spille den fodboldkamp i haven? Husker vi at lege teselskab på værelset? Giver vi faktisk vores børn den opmærksomhed som de fortjener?

Der kan være mange svar på ovenstående, men jeg kan da starte med at svare for mig selv. 😉

Jeg nyder min tid med min søn, de få gange han rent faktisk gider lege med sin mor, der leger vi! Vi hopper på trampolin, vi spiller bold, vi bader i poolen, jeg samler på kvalitid med ham.
Jeg arbejder ikke for at have den fedeste bil, ej heller for at få de fedeste hus, jeg arbejder for at kunne give min søn nogen af de ting jeg ikke selv fik som barn, oplevelser MED mine forældre. Selvfølgelig arbejder man også for at få mad på bordet og andre lavpraktiske ting, men hovedsagen er min søn.
Jeg elsker tiden med mine veninder, og jeg bruger den ret fornuftigt vil jeg mene.
Jeg er et meget socialt menneske og jeg elsker at være sammen med andre, men til tider kan jeg også virkelig hige efter ro.

Er i andre gode til at nyde tiden med jeres nærmeste?