Åbenbart

Så må man som assistent mange flere ting end jeg egentlig lige havde regnet med, idag fortalte centersygeplejersken at vi assistenten faktisk gerne må anlægge en sommerfugl efter oplæring og uddelegering.
Som hun sagde, så er det jo en subkutan injektion, så det svarer faktisk til at give insulin, den anlægges i 90 grader, og skal jo så “bare” pakkes ind i noget plaster lignende som holder den på plads.

Spørgsmålet kom egentlig ud fra at vi lige nu har en der er terminal, vi har faktisk for bare et par dage siden sagt farvel til en anden beboer, og derfor stiller det jo nogle spørgsmål omkring kompetencer i de her forløb. For hvad må vi egentlig, altså sådan overordnet set, må vi bevæge os fuldstændig frit i det her forløb og bare kontakte sygeplejersken når vi føler os utrygge eller når det er slut?
Det må vi selvfølgelig ikke, det handler om at arbejde sideløbende med hinanden og heldigvis har vi en knalddygtig centersygeplejerske som virkelig gerne vil lære fra sig, men også hjælpe os til at udvikle sig i vores arbejde. Jeg vender mange faglige ting med hende, og det styrker altså bare lidt det her samarbejde, og det hjælper til at øge det generelle faglige niveau på arbejdspladsen, jeg er fan af en centersygeplejerske som ikke føler sig truet på sin faglighed, men istedet finder en glæde i at dele ud. 😀

Lidt om mig

Jeg har jo tidligere luftet tanken om at løfte lidt af sløret omkring mig. 🙂
Min position er knap så sårbar som den har været, jeg er ovre min elevtid og jeg har fast arbejde. Så mon ikke også i på et tidspunkt skal have lov at have et billede af mig og mit rigtige navn. 😉

Men here goes:

  • Jeg er 28 år gammel
  • Jeg har en dreng på 8 år
  • Jeg har været sammen med sønnens far de sidste knap 3 år
  • Jeg har tidligere været gift
  • Jeg har en studenter eksamen
  • Jeg har en halv bachelor i erhvervsøkonomi og noget af en finansøkonom
  • Jeg bor i Nordjylland, godt ude på landet, men jeg elsker det
  • Jeg har ingen kontakt til mine forældre, og har ikke haft det i næsten 4 år
  • Jeg er vokset op med en alkoholisk far, og min mor har slået mig flere gange
  • Da jeg fødte min søn vidste jeg ikke om jeg måtte beholde ham, eller om han skulle afleveres til jordemoderen, for på grund af min opvækst og unge alder var der tvivl om mine forældreevner, jeg fik heldigvis lov at tage ham med hjem

Det var de første 10. Jeg tænker at der kommer en opfølgning på et tidspunkt, er der noget i gerne vil høre mere om?

En lille drøm

Eller helt lille er den faktisk ikke. 😉
Jeg har en lille drøm i maven om at hive teltpælene op sammen med min familie og evt rykke til Norge. Mine arbejdsmuligheder er meget bedre deroppe, de danske sosu’er er så meget mere eftertragtede deroppe end herhjemme, for ikke at sige bedre aflønnet.
Alt skal ikke handle om løn, men når man i forvejen laver det man elsker til en ret lav løn, så må man vel godt tænke lidt på det, må man ikke?
Min kæreste vil også have gode arbejdsmuligheder deroppe, og Norge er bare meget mere børnevenlig for både forældre og børn. Det er en ret stor drøm og jeg håber den kan gå i opfyldelse, men det kræver jo ret meget, blandt andet at både mand og barn er med på den ide.
Det er helt sikkert noget der arbejdes videre på, vi har drøftet det herhjemme, og manden var ikke afvisende, så tænker da at det kan blive aktuelt på et tidspunkt. 🙂
Der er dog mange ting der skal afdækkes først, såsom priser på bolig, lidt mere reelle priser på fødevarer osv. Så tænker da at jeg inden for en overskuelig fremtid skal have fundet ud af hvad de forskellige ting koster deroppe.

Er du gravid?

Det er et spørgsmål jeg får jævnligt af min lille 8 årige. Der er intet han ønsker mere end at få en lillesøster, ikke en lillebror, han vil kun have en lillesøster.

Hver gang han spørger må jeg skuffe ham og sige nej. Hvis bare han vidste hvor stort ønsket faktisk er fra forældrene også, men nogen ting må man skåne en 8 årig for, og jeg tænker da at han skal have det at vide på et tidspunkt, men først når han er ældre og bedre forstår det.

Bassen er født i april 2010, og imellem hans fødsel og min graviditet udenfor livmoderen i 2013 har jeg tabt 8 ønskebørn, det hverken kan eller vil jeg udsætte mig selv og min krop for igen! Siden maj 2013 hvor jeg havde min graviditet udenfor livmoderen, har jeg slet ikke kunnet opnå en graviditet, det er 5 år siden nu, og jeg er gået fra at være 23 til at være 28 år gammel, og smerten er stadig stor, men jeg har lært at leve med den. Livet går videre uanset om man ønsker det eller ej, men jeg tror aldrig smerten over kun at få ét barn når man ellers havde ønsket sig en håndfuld går over. Nogle vil nok undre sig over at vi ikke bare går i reagensglas behandling, men det er faktisk ikke en mulighed da lægerne meget ærligt har fortalt, at min krop højst sandsynligt vil udstøde ethvert foster de forsøger at sætte op.

Ønsket om et barn mere forsvinder heller aldrig, men istedet må jeg se det som en mulighed for at gøre en forskel om nogle år. Når bassen når en alder hvor det er forsvarligt, har vi snakket om at ansøge om at blive plejeforældre. Vi har overvejet adoption, men er i klar over hvor lang ventetid der er på et skandinavisk barn? Så vil jeg hellere lade de børn gå til dem der slet ingen børn har, og så hjælpe et barn eller flere der har haft en svær start.

Måske det hele lyder lidt modsigende, men jeg er selv vokset op i et dårligt hjem, og det fortjener ingen børn. Alle børn har fortjent uforbeholden kærlighed, et trygt hjem og en god opvækst hvor man faktisk kan få lov at være barn.

At give injektioner

Det er bare en anelse surrealistisk, men ikke mindst en stor del af vores hverdag på et plejehjem, hvadenten det er B12 injektioner, insulin eller morfin i den sidste fase, så er det en ret stor del af vores arbejde som assistent.

Det er dog lidt skræmmende første gang man sådan rigtigt giver en injektion, tænk hvis man stikker forkert, eller hvis man kommer til at trække den ud igen. Hvad hvis man stikker sig selv? Der går mange spørgsmål igennem hovedet på én første gang man stikker.
Vi fik faktisk muligheden for at stikke i hinanden på skolen, her måtte jeg gå grædende ud af lokalet, for i virkeligheden er jeg virkelig bange for nåle og jeg kan slet ikke have tanken om at risikere at stikke i mig selv.
Jeg er dog for længst kommet over den angst. Først i min praktik på sygehuset hvor jeg havde en kanon vejleder som virkelig formåede at gøre mig tryg ved at stikke. Hun lod mig tage det stille og roligt og inden jeg stoppede i min praktik deroppe, så kunne jeg stikke med stort set alle slags nåle. Da jeg så kom til England fik jeg lov til at stikke endnu mere end jeg nogensinde havde gjort herhjemme i Danmark i en praktik.

Nu er jeg færdiguddannet og det forventes faktisk at jeg kan give stort set alle injektioner i mit arbejde, og det kan jeg faktisk også, jeg skal bare endnu engang sidemandsoplæres ved sygeplejersken og så bliver det en del af mit kompetence skema.