En ny uge venter

Så fløj weekenden også afsted, og imorgen starter en ny uge.
Jeg har brugt min weekend med familien, og så lige lidt arbejde også selvfølgelig. 🙂

Jeg er super glad for at jeg har muligheden for at arbejde lidt ved siden af skolen, både på grund af pengene, men også fordi at jeg så kan spare lidt med de assistenter der er på stedet, hvis jeg er i tvivl om noget. Men jeg er også glad for lige at få det der lille afbræk og en reminder om hvorfor jeg er startet på videre uddannelse. Jeg ved selvfølgelig godt hvorfor jeg er startet, og min motivation er i top lige nu. Men på sigt er det nok meget godt at man lige kan komme ud og få den reminder og på den måde holde motivationen oppe hele vejen igennem.
Jeg er spændt på at lære dem i klassen bedre at kende, og se hvad det er for nogen folk man er endt op sammen med, og som man skal følges med de næste 20 mdr.

Idag skal jeg vidst tidligt i seng, men først skal jeg lige have læst 2 kapitler til dagen imorgen. 🙂

Muligheder i uddannelsen

Da jeg startede på skolen var det med høje forventninger til mig selv, jeg vil presse mig selv mest muligt så jeg får mest muligt ud af min uddannelse.
Jeg vidste på forhånd at jeg ville få merit for dansk og naturfag, samt at jeg ville vælge engelsk fra. Engelsk blev så aldrig en mulighed for mig. Jeg er nemlig student, og derfor har jeg allerede disse fag på højere niveau end skolen kan tilbyde, og derfor må jeg ikke gå til eksamen i disse fag, da man jo ikke kan tage en eksamen om, du kan kun opkvalificere dig. Derfor blev engelsk aldrig et valg for mig, for der er lavet obligatorisk eksamen for alle der følger faget, og derfor måtte jeg slet ikke få lov at følge undervisningen.
Any how, så betyder det at jeg skal have en hel masse timer i noget der hedder læringsværksted, og det skal jeg fordi at arbejdsgiveren forlanger at vi har en form for undervisning og ikke bare fri. Det er fair nok i min verden, men jeg kender også mig selv, og hvis jeg ikke har noget at gribe i, så kommer jeg til at sløse de dage i læringsvækstedet væk. Derfor vil jeg som skrevet længere oppe give mig selv lidt ekstra udfordringer!

Derfor blev jeg også ret hurtig enig med mig selv da jeg hørte om de udfordringer jeg kunne give mig selv.

Idag er det nemlig sådan at hvis man har nogle bestemte karakterer i nogle bestemte fag fra hjælperen, så kan man komme på noget der hedder talentspor. Det betyder egentlig bare at jeg skal have 3 af fagene i undervisningen på ekspertniveau istedet for avanceret.
Og gæt engang, det er nemlig:

Sygepleje
Koordinering, kvalitetssikring og dokumentation
Forebyggelse og rehabilitering

Det bliver vanvittig hårdt, men jeg er også sikker på at det bliver vanvittig godt! Jeg glæder mig til at udfordre mig selv på alle mulige områder, og jeg er SÅ klar til at kæmpe for det!

Den første uge

Så fløj den første uge på skolen afsted. Vi lagde ud med intro i 3 dage hvor vi fik alle de informationer de overhovedet kunne mase i os og lidt flere til.
Man var træt i hovedet da man gik hjem, og det er jeg faktisk også stadig lidt, men det er mest fordi at man igen skal vænne sig til at sidde på skolebænken og koncentrere sig på en helt anden måde.
Vi har haft 2 dage med reel undervisning og jeg synes det er super spændende. Vi lagde ud med en dags undervisning i motivationsterorier og motivationsmål, det er pisse spændende, især hvis man som jeg faktisk har hjertet placeret godt og grundigt i rehabilitering. Der handler det netop om at motivere borgeren til at være med i rehabiliteringen så det foregår i et tempo borgeren selv kan følge med til. Idag stod den på undervisning i teoretikeren Virginia Henderson, det er hende der har implementeret de universelle behov i sygeplejen, forstået på den måde at hun sagde at der var nogle behov der skulle være opfyldt for at man kan yde sygepleje på patienten, samtidig siger hun at man skal arbejde efter at få patienten selvhjulpen. Hun er dog meget firkantet i sin teori, og hos hende er der dog ikke “plads” til de patienter der er så syge at de ikke kan hjælpes til at blive helt selvhjulpne igen.

Jeg synes det er vanvittig spændende stof, og jeg kan slet ikke vente med at dykke ned i det sådan for alvor.

Så er det på mandag

På mandag går det løs, på mandag starter jeg endelig i skole, og jeg er mere end spændt. Det var rigtig trist at sige “farvel” til kollegerne, for jeg har virkelig haft det godt, og heldigvis får jeg jo også lov til at fortsætte derude engang imellem.
Med hensyn til bøgerne, så valgte jeg faktisk at købe dem i rigtig bogform, og så bestilte jeg igennem foa så jeg kunne få 25% på dem. Da jeg så kommer hjem, så opdager jeg faktisk at der følger E-nøgler med i alle bøgerne, så dem fik jeg også aktiveret, det betyder jo så også at jeg faktisk aldrig kan komme i skole og så have glemt mine bøger, for nu kan jeg altid komme til dem over internettet.
Jeg endte med at betale 2500kr for alle mine bøger, og så skal jeg så betale knap 400kr for at få min ipad sat op på skolens interne net, og så er der materialeudgifter på knap 600kr. Så alt i alt har det kostet mig 3500kr at starte i skole, hvilket egentlig er helt okay. 🙂

Nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme igang, og til at se hvilke folk det er jeg skal gå i klasse med. 🙂 Men inden da, så skal jeg lige fejre fødselsdag først. 🙂

Når demente går deres vej

En diskussion der har været virkelig oppe i medierne de sidste par år er omkring de demente der forsvinder fra plejehjem eller fra egen bolig. Der findes ikke noget mere frustrerende for de ansatte end når man står magtesløs overfor en dement borger der bare gerne vil hjem.
Når jeg skriver hjem, så er det fordi at selvom de bor enten i en beskyttet bolig eller på et plejehjem, så er hjem for dem der hvor de har boet hele deres voksenliv med deres ægtefælle og børn.
Vi kan gøre alt for at sikre at borgeren ikke går, vi kan låse yderdøre, vi kan udstyre dem med en GPS (hvis der er givet samtykke til dette) og vi kan være ekstra på arbejde så man kan være mere opmærksom. Men hvad de fleste ikke ved, så er det at en dement borger virkelig ikke er nem at holde tilbage. Ofte reagerer de med vrede og indimellem så slår de også ud efter de ansatte hvis de forsøger at guide dem væk fra at gå. Vi må ikke tvinge dem til at blive, for så bruger vi magt, og laver vi en magtanvendelse, så skal det dokumenteres og indberettes til rette instans, så kommer magtanvendelsen i høring, og bliver den afvist som værende forkert, så får man en påtale og i yderste tilfælde kan man faktisk blive fyret fra sit arbejde. Selvfølgelig skal den være rigtig slem for at man kan miste sit arbejde, og ofte så handler vi efter borgerens bedste, altså vi tænker på borgerens sikkerhed, og hvis vi vurderer at det er farligt for borgeren at gå ud i snevejr uden jakke for eksempel, eller hvis borgeren er på vej ud til en meget befærdet vej, så gør vi hvad vi kan for at beskytte borgeren og sørge for at borgeren bliver inde.
Jeg har oplevet at at borgere er gået, og ved i hvad? Det er den mest ubehagelige følelse man får i kroppen og det eneste der går igennem hovedet på én er at man bare gerne vil finde den her borger så hurtigt som muligt, men man aner ikke hvilken retning borgeren er gået, du ved ikke om borgeren ligger og er faldet et sted, om den er gået ind til nogen tilfældige.
At miste en borger på den måde er noget af det mest ubehagelige man kan komme til at opleve i vores fag, alle de andre ting vi kommer igennem er vi trænet til, men absolut ingen fortæller os hvordan det føles at miste en dement fordi borgeren går sin vej og vi ikke kan formå at holde borgeren tilbage. Heldigvis bliver de fleste fundet i god behold, men det er jo desværre ikke dem vi hører så meget om i medierne. Hver evig eneste dag er der en dement der går fra sin afdeling eller sit hjem, og heldigvis kommer de hjem relativt hurtigt igen. Men så er der også den lille procentdel som bliver væk og som man ikke kan finde, og desværre ender de tilfælde oftest tragiske til stor sorg for både pårørende og de ansatte der var på arbejde da den demente gik.

Jeg kan kun opfordre til at man som pårørende udstyrer den demente borger med et form for smykke hvori borgerens navn, adresse og telefonnummer på nærmeste pårørende (hvis borgeren bor på plejehjem, så skriv nummeret hertil) derudover så skriv at der er tale om en dement. Få det indgraveret i et personligt armbånd, et vedhæng til en halskæde, ja hvad som helst faktisk. Bare man har noget som kan identificere personen hvis man løber ind i vedkommende på gaden. De fleste demente kan nemlig ikke gøre sig særlig forståelige, de fleste glemmer sproget og kan ikke finde rundt i ordene, derfor vil de oftest ikke kunne gøre sig forståelige. Der findes selvfølgelig også de demente der virkelig snyder, altså dem som formår at holde en samtale kørende og ikke på noget tidspunkt snubler i det.
Men lad os nu alle hjælpe hinanden med at passe på de demente.