Medicin

Jeg bruger rigtig meget tid på at læse om de forskellige medicinpræparater vores patienter de får, og jeg er faktisk ret chokeret over hvor mange forskellige antipsykotikum der findes derude, både med mindre og større sedativ effekt. Jeg har sågar læst om bivirkninger ved produkter hvor der står under sjældne “pludselig død” altså det de siger er at en sjælden bivirkning ved et givent præparat er pludselig død? 😳 Jeg ville sq ikke æde de piller hvis jeg læste indlægssedlen! Jeg er også ret chokeret over hvor mange der spiser antidepressiva, er der virkelig så mange deprimerede mennesker i dk eller er det bare fordi man har følt sig lidt nede og så er gået til lægen?
Faktisk har jeg ofte set at ca 95% af det medicin vores patienter indtager ikke har noget med deres sygdomsforløb hos os at gøre. Rigtig mange får vitaminer, og det gør jeg også selv, derudover er paracetamol også en stor synder på medicinkortene, og så antidiabetikum. Jeg tager jo også selv smertestillende, og det er efterhånden en historie for sig selv omkring mine piller! Men hvis man ser bort fra de 3 ovennævnte, så er det bare antidepressiver der fylder mest. Hvis man så tager de der ekspert udtalelser om at Danmark er det lykkeligste folkefærd, så hænger det bare ikke helt sammen med den mænge depressions præparater der deles ud, eller også gør det netop det? For med alle de lykkepiller i de danske hjem, så må folk fandme være lykkelige?

NEJ!

Man bliver IKKE lykkelig af at tage lykkepiller, de bevirker hjernen kort til at tro at man har det rigtig godt, men lykkepiller er ikke et vidundermiddel, hvis man har en depression så er piller ikke nok, piller kan holde dig ovenvande og i et stabilt humør, men de kan faktisk også gå ind og spærre for de ting der gør dig glad. Altså vil dit humør altid være status quo, du vil aldrig være rigtig glad, men du vil heller aldrig være rigtig trist. Det er ihvertfald sådan lykkepiller BURDE virke. Nogen har de en anden effekt på, og nogen virker de overhovedet ikke på! Jeg håber virkelig at alle dem der tager de her piller gør det fordi de stadig har brug for dem og ikke bare fordi de er bange for at stoppe med dem igen.
Faktisk ser man idag at 99% af alle ældre på plejehjem får lykkepiller, men hvorfor egentlig? Fordi de bliver triste når de ikke kan klare sig selv mere? Fordi de er triste over at de måtte sælge det hus de har tilbragt alt deres voksentid i? Fordi deres børn måske er døde før dem? Fordi de ikke får besøg så tit? Fordi det faktisk er ensomt at bo på plejehjem? Man kan stille mange spørgsmål, men faktum er at rigtig mange ældre mennesker starter op på lykkepiller, fordi så har man ligesom forebygget lidt af reaktionerne hos dem, men er det korrekt? Nej det er det så sandelig ikke! Livet byder på rigtig mange op og nedture, og at sælge til hus og flytte ind på et plejehjem er bare en total nedtur for mange, og så er det faktisk op til personalet at hjælpe beboeren på benene igen, og ikke nogen piller!
Jeg bliver rigtig trist af at se hvordan mange får en masse piller de måske ikke har brug for.

Faktisk kan jeg huske at på det første sted jeg arbejdede som ufaglært, der skiftede en masse beboere læge fordi den gamle stoppede, den nye ville så gennemgå alle deres medicinkort, og én af beboeren blev skåret ned fra 30 præparater til 7, og ved i hvorfor? Der var en masse hun ikke længere havde behov for, og så havde hun fået piller til at tage bivirkningerne fra de andre, og den slags var der en del af. Så faktisk kan det godt betale sig at gennemgå sin medicin noget oftere hvis man får rigtig meget. Ældre mennesker tænker ikke over at de måske ikke har behov for de ting, de spiser oftest bare hvad lægen udleverer.

En dårlig oplevelse

Åbenbart har vi lige mistet vildt mange i vores klasse indenfor de sidste 14 dage! Der er rigtig mange der er blevet behandlet virkelig dårligt på deres praktiksted, og én er sågar blevet mobbet til at stoppe. Jeg er i chok over hvordan man behandler eleverne rundt omkring. Nogen har haft brug for psykolog hjælp her bagefter.
Når vi kommer tilbage så er vi pænt meget amputeret, ja nærmest halveret og det er jo helt vanvittigt.
Jeg er ked af at vi har mistet nogle rigtig gode klassekammerater som jeg virkelig havde regnet med at nå til enden med, nogle virkelig søde piger som gjorde skoledagen SÅ meget sjovere når man sad der og syntes at undervisningen var tung at komme igennem. Man kan næsten selv få lyst til at springe fra når dem man har snakket mest med ikke længere skal være der, men omvendt så orker jeg slet ikke at skulle igennem sygehuspraktikken igen! Så bare tanken om at skulle det igen får mig til at fortsætte, og så har jeg jo altså også kun 13 arbejdsdage tilbage på afdelingen og de skal nok flyve afsted.
Jeg er ligeså stille begyndt at forberede mig på at skulle i skole igen, bøgerne er så småt fundet frem igen for alvor, og der bliver tænkt over om jeg gider køre selv eller om jeg bare skal hoppe på toget og så få den halve times pause hver vej hver dag. Begge ting frister. 😉

Endnu en udskrivelse

Idag har jeg igen stået for størstedelen af en udskrivelse, og det er ubeskrivelig fedt når man får lov at arbejde så selvstændigt som jeg fik idag. 😀
Jeg har delt stue med den uddannelsesansvarlige på afdelingen og det var en helt fantastisk mulighed for rigtig at få tingene sat i perspektiv, alt det arbejde der foreligger når patienter skal udskrives er ubeskriveligt. Der skal gøres medicin klar, der skal laves udskrivelsesrapport, vi skal være sikre på at der er fulgt op på alt hvad patienten har været igennem under indlæggelsen. Er det en patient der ikke selv kan gå hjem, så skal der bestilles transport, og det i sig selv er en større opgave nogengange.
Jeg elsker de dage hvor jeg får lov at være så meget med i tingene og hvor jeg virkelig bliver inddraget i de ting der bliver gjort inde ved patienterne.
Man kan godt mærke forskel på hvem man går med, der er nogen der slet ikke formår at lære fra sig, og så er der dem der virkelig inddrager i det hele. Men det har jeg jo også skrevet om før.

Jeg har 15 arbejdsdage tilbage på afdelingen, og ja jeg tæller virkelig for alvor ned nu. Jeg GLÆDER mig helt vildt til at komme i skole igen, også selvom jeg idag faktisk nærmest blev tilbudt et job deroppe. Afdelingen mangler åbenbart en SSA lige nu, og jeg fik da afvide at det var en skam jeg ikke var helt færdig endnu, for de ville da gerne beholde mig deroppe. Det betyder jo heldigvis at de er tilfredse med min indsats og det arbejde jeg udfører, men derfor betyder det ikke at jeg er tilfreds med at være der!

Vejledning

Vi rammer efterhånden snart den sidste vejledning som jeg skal have, det vil sige næste gang er faktisk sidste gang inden stop.
Idag havde jeg vejledning, og det er efterhånden og 14 dage til 3 uger siden jeg sidst havde vejledning, så det var tiltrængt.
Jeg havde rigtig mange ting jeg skulle have vendt med min vejleder, og jeg fik da også sagt det meste. Meget af det jeg skulle have sagt er stadig baseret på nogen af de frustrationer jeg har omkring personalet på afdelingen, men jeg havde bestemt også meget godt at sige idag. Jeg havde en rigtig god uge i sidste uge, og den kan jeg faktisk godt leve højt på, og jeg er sikker på at den kan bære mig igennem de sidste uger. Jeg har noget der ligner 17 arbejdsdage tilbage på afdelingen og det gælder lige nu bare om at overleve dem og komme ud på den anden side.
Som skrevet før, så har det været en god afdeling at være på sygdomsmæssigt, jeg har virkelig fået lært nogle grundlæggende ting omkring sygeplejen, hvordan man passer en døende, hvordan man reagerer når patienterne går fra stabile til ustabile, og selvom jeg ikke helt får lov at være med på de stuer når patienter skifter status, så ser jeg jo stadig hvad sygeplejerskerne gør, og på den måde får jeg stadig noget nyttig viden med mig derfra.
Jeg er ked af at det er så forskelligt hvad jeg får lov til, og ikke mindst pisse frustreret, men jeg har efterhånden lært at navigere i det alt efter hvem der er på arbejde. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på de elever der kommer efter mig! For det første er det ikke længere den første praktik de kommer på sygehuset i, det er faktisk den sidste, og derfor er der mange flere arbejdsopgaver for dem de skal igennem, og det tror jeg bliver rigtig svært for de faste at acceptere på lige netop den afdeling. Jeg håber at det kommer til at fungere, men jeg kan godt være bange for at det ikke gør.
Jeg tæller efterhånden ned, og det skræmmende er faktisk at en af vores sygeplejestuderende gør det samme, og hun er først lige startet op igen, hun skal have 10 uger mere, og hun er bare glad for at jeg også er der, men om 4 uger så står hun ret meget alene ovre på den afdeling.
Jeg er glad for at have lært så meget og jeg får rigtig meget med mig derfra, ihvertfald af det faglige. På det personlige plan har jeg skullet sætte mig selv lidt til side for ikke at blive påvirket af den måde personalet har opført sig. Jeg håber virkelig at den næste praktik bliver en succes.

Det der med ikke at kunne få flere børn

Som i måske husker jeg skrev i forbindelse med min kontakt med lægen, så kan jeg jo ikke få flere børn hvis man spørger lægerne. Altså jeg kan altid gå i reagensglas behandling for at få en mere, men da vi sidder i den situation at vi faktisk har et barn sammen, så kan vi ikke få gratis hjælp til flere børn. Hvis jeg fandt mig en anden mand så kunne jeg sagtens få gratis hjælp, og det synes jeg sq er for mærkeligt altså!
Det de siger er jo faktisk at man ikke har krav på mere end ét barn sammen, men for hver ny mand kvinden finder og bor sammen med i 2 år, så kan hun også få et barn mere, for så er man jo barnløse! Det hænger i min verden slet ikke sammen, for det kan faktisk resultere i at nogen kvinder bevidst vælger manden fra for at få et barn mere, forstå mig nu ret, det kunne jeg aldrig drømme om, skulle jeg gå fra min kæreste, så skulle det ikke være for at få et barn med en anden, men nærmere fordi der var noget overvejende galt i vores forhold som vi ikke er i stand til at løse.
Men jeg forstår ikke helt ideologien i at man kun må få et barn sammen. For det er i princippet det de siger ved at lave reglerne sådan. Ja man kan altid vælge at betale hele gildet selv, men er i klar over hvad det koster? Du skal regne med minimum 50.000kr for 3 forsøg, og så er du ikke engang garanteret at det virker, du kan risikere at skulle igennem rigtig mange forsøg før det lykkes, og udover det 50.000kr så kommer der også diverse medicinudgifter osv. Så inden du står med barnet så har du jo nærmest opbrugt den opsparing der skulle betale for udstyret og den der forlængede barsel man måske godt kunne tænke sig, eller det huskøb der venter ude i fremtiden.
Vi har snakket om det herhjemme, og selvom vi måske nok kunne finde pengene til det hele, så må jeg også være ærlig at sige at jeg ville føle at de penge gik fra det barn vi allerede har! Ja så bliver det pludselig et aktivt valg ikke at få flere, men jeg synes jo så lige vi skal huske på at det er en lægefejl der er skyld i min situation, og inden den operation var jeg faktisk ret fertil, og så kan jeg godt blive harm over at de ikke tager ansvar for det og hjælper mig videre. Jeg er ikke engang tilbudt hjælp til at bearbejde den episode. Da jeg var igennem min operation var jeg kun 23 og jeg stod med et barn på 3 år. Inden da havde jeg været gravid flere gange, men altid tabt fosteret inden uge 12, så bliver jeg gravid igen, og så sidder den uden for livmoderen og pludselig skal jeg opereres på i mange timer, en rutineoperation der normalt tager en halv time tog over 4 timer ved mig, og de kan/vil ikke helt forklare hvorfor. Men hvad jeg kan læse i min journal faldt min blodprocent pænt meget lige pludselig og mine værdier dykkede, så jeg går jo ud fra at jeg mistede en masse blod oveni det hele.
Det var en ret traumatisk oplevelse at vågne op bagefter, og i flere uger efter døjede jeg med blod i bughulen de ikke helt kunne forklare. Det betød mange stærke smertestillende flere gange om dagen.

Anyways, så har jeg jo nok et ønske inderst inde om at få lov til at opleve det at være gravid igen, og ikke mindst at føde og have en nyfødt. Derfor bruger jeg også ofte tid på at sidde og google mig frem til hvad jeg kan gøre for at det kan ske, men jeg tør ikke gøre noget uden at have lægen med indover. Jeg er så bange for at det skal ende ud i endnu en akut operation, og det er jo ikke sikkert at jeg er ligeså heldig næste gang som sidst.

Det er en svær situation at sidde i som snart 28 årig og vide at det der med at få flere børn, det er ikke noget man skal gøre sig forhåbninger om. Normalt tager man det at blive gravid som en selvfølge, og det gjorde jeg også som helt ung, min søn er for pokker lavet på p-piller, så dengang havde jeg aldrig drømt om at jeg kun skulle have ét barn.