Sidste praktik

Så skal jeg love jer for at jeg er smidt ud i min sidste praktik!
Det var lige på og hårdt, jeg havde lige fri mandag til at få styr på en masse praktisk efter hjemkomst, men derefter var det også bare 7-15 resten af den her uge! Og ved i hvad? Jeg elsker det, endelig får jeg lov at lave nogle af de opgaver jeg har længtes så meget efter alle disse år.
Det er lige hvad jeg havde forventet og meget mere. I løbet af den første uge har jeg haft 4 doseringer, sårpleje, opfølgende lægebesøg, insulin givning, og ikke mindst sonde pleje.
Min weekend skal gå på at skrive en opgave om medicin dosering, den skal omhandle alt hvad man gør i forhold til dosering, hvad man gør både før, under og efter en dosering.

Det er pisse spændende, og jeg glæder mig til at se hvad den næste tid bringer, jeg har 4 uger og så skal jeg begynde på mine eksamener.

På vej hjem

Så sidder jeg i lufthavnen og venter på take off. Det er vildt så hurtigt de her knap 5 uger er gået. Det er som om tiden bare er fløjet afsted.
Jeg har ikke fortalt så meget omkring det mere generelle ved min tur, men jeg vil nu også mene at det har været sjovere at læse lidt om hvordan det har været at arbejde herovre.
Nu har den her blog fra starten jo ikke handlet om alle mine indkøb og ture rundt, men mere om min uddannelse og arbejde, og selvom det på skrift kan virke som om man laver det samme hver eneste dag, så er det jo bare SÅ forskelligt, to dage er aldrig ens. 🙂

Jeg har virkelig nydt det herovre, og jeg har været meget beæret over at få den her mulighed.
Dog må jeg også sige at jeg ikke kan vente med at komme hjem og se min søn og min kæreste.

Hospice dag 16

Idag var det en travl dag i Day hospice, vi havde 18 patienter inde, og måtte derfor dele dem op i 2 rum da der ikke var stole nok til alle i det rum de normalt vis bruger. Derfor sad alle damerne i det ene rum, og alle mændende i det andet.

Det betød dog ekstra arbejde for os andre, for der skulle laves dobbelt af alting. Det vil sige at den træning de får som fys assistenten står for, den skulle laves over to gange, ja sådan var det med alt, og der er bare nogen ting som kun den direkte faggruppe må lave herovre.

Jeg tror til gengæld at alle patienterne nød det, der var herresnak i det ene rum og damesnak i det andet, og det gik virkelig godt, jeg synes dog godt at man kunne have tendens til at glemme det ene rum hvis snakken gik virkelig godt i det andet, og det synes jeg måske er synd.

Men så igen, det er jo virkelig tydeligt at mange af dem kun kommer for det sociale i det, og ikke mindst det gratis måltid. 😉

Hospice dag 15

Idag deltog jeg i heart failure gruppen som Day hospice har, faktisk er det en helt anden måde at have patienterne på end de andre dage har været. De andre dage jeg har deltaget i Day Hospice, der tager de patienterne med ned og har én til én træning med dem, men idag var de alle samlet som en gruppe og lavede præcis de samme øvelser alle sammen, og de gjorde det i fællesskab, hvilket nok er med til at motivere på en helt anden måde end når man bare er alene nede i et rum med en fysioterapiut.

Gruppen var ikke så stor, og ud af 9 patienter var der kun 1 kvinde. Hun var til gengæld med til at fyre op under mændende med hendes sorte humor, og det tror jeg er meget vigtigt, altså at have humor når man har sådan en livsvarig sygdom.

Humor kan være med til at sprede lys på selv de mørkeste dage, og det kan altså være ret livsreddende når det kommer til humøret.

Derudover var det jo bare en fantastisk gruppe at være i, de værdsatte virkelig at få lov til at komme i gruppen og være sammen med andre der er i samme position som dem.

Gruppen idag var der heller ikke så længe som de andre, de var der kun fra 9-12 og så skulle de hjem igen, det betyder at der ikke som de andre dage er mad med. De kan dog vælge at bestille noget i bistroen og spise inden de tager hjem, og det var der åbenbart nogen stykker af dem der har en aftale om at gøre, på den måde får de også opbygget et socialt bånd udenom gruppen som de kan fortsætte når gruppen er færdig.

Som med de andre grupper kan de maks få 12 uger der, og så skal de holde pause og gøre plads til nye.

Hospice dag 14

Idag var jeg tilbage i Day Hospice, jeg skulle være i Bereavement drop in, som er en slags sorggruppe for de pårørende der har måttet sige farvel til et nært familiemedlem, altså enten ægtefælle, børn eller forældre.

Det var egentlig meget rart at prøve, men følte mig faktisk lidt malplaceret, især fordi de her mennesker kommer her for at åbne op om deres følelser, og jeg tror ikke helt de var forberedte på at der ville sidde en studerende der.

Det varede kun halvanden time, og så kunne jeg gå hjem igen. Men i den halvanden time nåede jeg at høre mange gode ferieminder fra de pårørendes tid med deres ægtefæller, det var faktisk hovedemnet idag, altså ferier og hvor man tog hen.

Der var en med idag som kun havde været der én gang før, og hun var meget nyslået enke og hun blev nok lidt overvældet over alle de her lykkelige historier, og hun følte sig ikke helt velkommen af de andre i gruppen. Hun valgte at bryde op lidt før tid, mest fordi hun ikke magtede det og derudover fordi hun ikke kunne få sig til at sidde og græde i selskabet fordi alle de andre virkede langt længere i deres sorgproces end hun var.

Det var dog virkelig ærgerligt, for 5 minutter efter hun var kørt begyndte de andre at snakke om hvordan de ofte tog deres pokerface på og smilede udadtil imens de græd som pisket indvendigt. De fortalte om de dage hvor de nærmest ikke kunne komme ud af sengen, de dage hvor de brød grædende sammen over komfuret fordi de nu kun skulle lave mad til dem selv.

De fik snakket rigtig godt, og jeg tænker at det kunne have været rigtig rart for hende at være med til. På den måde ville hun måske føle sig bedre tilpas i gruppen ved at de andre faktisk viste hende at de nok ikke var meget længere i deres sorgproces end hende.

Det var meget rørende at få lov til at være med i denne gruppe, men jeg tillod faktisk mig selv at sidde lidt for mig selv og bare lytte. Normalt er jeg meget fremme og med i samtalerne, men jeg kunne ligesom godt føle på dem at de ikke havde vildt meget brug for en ekstra person som de ikke kendte.