Eksamensangst

Så er jeg tilbage på skolen for at komme til eksamen, jeg havde min første eksamen ud af de to afsluttende i sidste uge. Faget der var udtrukket var sundhedspædagogik og kommunikation.
Jeg startede med at synes at det da var det letteste i hele verden og at den skulle jeg nok klare som ingenting, men jeg blev da lige kastet tilbage i sædet, for den var faktisk slet ikke så nem som først antaget.
Jeg havde forventet det ville være nemt at gå til eksamen i et fag hvor der ikke er noget facit, altså come on, det er kommunikation det drejede sig om, og jeg var sikker på at jeg sagtens kunne score højt på den!
Det kunne jeg IKKE må jeg indrømme, jeg har aldrig i mit liv været så bange for en eksamen som da jeg stod på skolen den morgen lige inden jeg skulle ind og præstere. Jeg endte med et 7 tal og det er jo rigtig flot, det er over middel, men for pokker hvor var jeg ked af det. Ikke så meget over karakteren, men over min egen præstation derinde. Jeg var SÅ nervøs at jeg brugte halvdelen af tiden med tårer der løb ned af kinderne på mig, og det er ikke rart skulle jeg lige hilse at sige. Det må det heller ikke have været for lærer og censor, for de var vidst lidt nervøse for mig på et tidspunkt. Men jeg kom igennem den, og jeg er blevet lovet en samtale inden jeg skal op til den sidste eksamen for at finde ud af hvor det hele går galt for mig, og så skal jeg vidst have fundet ud af at forebygge lidt inden næste eksamen, for det er jo den afsluttende og den ville jeg da helst gerne ende med et godt resultat i.

Gratulerer i dit ansigt

Det var ca sådan en kollega fik sagt til mig idag. 😛
Jeg er blevet tilbudt OG har sagt ja til en stilling hvor jeg er i praktik. Den stilling er dog først fra den 1/9 og derfor skal jeg som først besluttet tilbage til min gamle arbejdsplads.
Jeg blev tilbudt den her stilling allerede efter en uge, jeg har dog haft ret lang betænkningstid, og det har jeg fordi min samvittighed lige skulle renses. Jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om det der med at skifte arbejdsplads, for jeg føler altid at jeg skuffer det sted jeg rejser fra. Desværre ved jeg også at den opsigelse jeg skal ud med den kommer til at betyde endnu en omgang med afløsere og forskellige ansigter hele tiden for beboerne.
Altså kaster jeg dem direkte tilbage i løvens hule som de lige er kommet ud af.
Derfor har det ikke bare været sådan en beslutning der blev taget henover bordet, den har været tygget igennem mange gange og jeg vil frygte den dag jeg skal gå ind på kontoret med en opsigelse.

Anyways, så har lederen åbenbart i weekenden udsendt en meddelelse om at jeg har takket ja til den her stilling og en kollega kommer hen og siger, jeg vil lige gratulerer i dit ansigt! Så var vi ellers flade af grin allesammen, ja selv beboerne, og hun fik da også lige rettet til og sagt at hun ville gerne gratulerer direkte ansigt til ansigt, og ikke I mit ansigt. 😉
Der er vidst heldigvis kun tilfredshed over at jeg starter.

Tiden flyver

Jeg knokler derud af i praktikken og holder lige nøjagtigt hovedet ovenvande. Jeg har haft så sindssygt travlt efter jeg kom hjem, og desværre ikke kun på den gode måde.

Jeg kom jo hjem lige til fastelavn, så oveni praktik start havde vi nogle fastelavnsfester med sønnike der skulle klares, og så var der lige en skolefest og en vinterferie. Desværre kom så også beskeden om at de børn jeg har passet i 10 år, og hvor jeg stoppede for 8 år siden, havde mistet deres mormor. En kvinde der var så utrolig stærk, en kvinde der lærte mig mange vigtige ting i livet, en kvinde med stort K. Desværre tabte hun kampen mod kræften efter 16 måneder og det var ret nedslående at få den besked. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg har fortalt jer ret meget om min opvækst og mit forhold til min biologiske familie? Anyways, så har jeg den her familie som er et tilvalg fra begge sider, og de har bare altid været der for mig, så selvfølgelig skulle jeg være der for dem i den her tid.
Jeg fik arrangeret at jeg kunne få tidligt fri og deltage i bisættelsen og efterfølgende mindehøjtidelighed, og det er nok den bedste beslutning. Moderen til de her børn havde holdt sig i skindet og var ikke helt så berørt af alle de folk der ankom, lige indtil jeg trådte ind af døren, der begyndte hun at græde, og jeg fik bagefter at vide af hendes bror at de alle havde set hvor stor betydning det havde for hende at jeg mødte op lige netop den dag. Jeg kan jo slet ikke forstå hvis jeg ikke skulle møde op, den familie betyder alt for mig, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at bede om fri, men hun ved jo godt at jeg er elev og at det ofte kan være lidt svært at få fri. Men det fik jeg, jeg har heldigvis en ret god leder lige i det tilfælde.

Derudover blev jeg i sidste uge kaldt ned til min mormor, det går voldsomt ned af bakke for hende og hun kan faktisk overhovedet ikke passe sig selv og jeg er ret nervøs ved at hun bor alene i den lejlighed, især fordi at på det knap 4 timer min søster og jeg var på besøg så vi ikke én eneste fra hjemmeplejen, og hun er altså visiteret til maks hjælp!

Jeg er efterhånden nået dertil nu hvor jeg bare håber hun kommer afsted uden smerter, når det nu ikke kan være anderledes må det gerne være smertefrit og gå lidt hurtigt. Det lyder barskt, men kræften spreder sig helt enormt lige nu, de har opgivet alt behandling og kan ikke hjælpe hende mere. Så hvorfor skal pinen trækkes ud?