11 dage siden

Nu er det 11 dage siden jeg sidst tjekkede ind herinde, og det er der en helt særlig grund til.

Sidste lørdag da jeg fik fri fra arbejde, faktisk midt i vagtskifte blev jeg ringet op at jeg skulle komme ned til min mormor, jeg ankom dernede kl 18, og det var meget skidt. Min mormor havde stort set ikke været kontaktbar hele dagen, men hun registrerede at jeg kom. Kl 21:15 sagde vi det sidste farvel, for der åndede hun ud. Det hele var stille og roligt og det blev som hun ønskede det.
Men der har helt naturligt været rigtig meget praktisk bagefter, og især omkring bisættelsen. Hun blev bisat i torsdags ved en stille og intim ceremoni.
Det har været monster hårdt og jeg kan godt mærke at jeg stadig er påvirket af det, men livet går jo videre, og det havde min mormor også ønsket, så derfor skal jeg jo ikke sidde og dvæle i sorgen, men istedet fokusere på min egen familie og vores hverdag.
Jeg skal også have færdiggjort min praktik, og det ved jeg er meget vigtigt for min mormor at jeg gør. Så nu handler det om at få det færdigt og så derefter kunne fokusere på familien og ikke mindst min nye titel som social og sundhedsassistent.

BUM!

Det var så det, halvandet år er gået, og da jeg efter 5 minutter blev kaldt ind i rummet igen af eksaminator sagde hun “Tillykke, du er nu social- og sundhedsassistent”!

Lige der, der begyndte jeg at hyle, af glæde selvfølgelig, og så væltede alle følelser fra de sidste 3 uger ud af mig. Endte sq med et kram af læreren haha, på trods af alt det jeg har været igennem det sidste halve år på privatfronten, så endte jeg med et 10 tal, og jeg er yderst tilfreds. Det er overstået, og efter en weekend hvor jeg har holdt min mormor i hånden istedet for at forberede mig, så er jeg sq ret imponeret over hvad jeg lige kunne hive frem fra allerbagerst i hovedet. Sådan helt ærligt, så har jeg ikke fået læst ret meget, og jeg havde ikke regnet med mere end bare lige at bestå denne gang.
Jeg er glad, og om 3 uger er det helt overstået, så er jeg ikke længere elev, men faktisk en vigtig brik på arbejdsmarkedet igen, og ved i hvad? Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme ud til arbejdet igen og ikke have lektier for, men bare kunne gå på arbejde, passe mine ting og så gå hjem igen.

 

Men den der følelse lige før man går ind, hvor man er lige ved at kaste op, og kroppen ryster, og man ikke kan finde ro eller være i sig selv, den bliver forløst i løbet af de der 20 minutter hvor man sidder og snakker og fører en samtale, og så kommer man ud fra rummet, man aner ikke om man er købt eller solgt. Når så man har været inde og fået sin karakter, så er det som om man rammer en mur, alt bliver tomt, man kan ikke helt forstå det, det er overstået og du skal ikke i skole igen, alt er slut! Det er altså ret surrealistisk er jeg nødt til at sige. Det kan jeg slet ikke forholde mig til, jeg tyllede lige en mokai, og så gik jeg ud for at spise brunch med en veninde og vi blev enige om at en strawberry daiquri var den mest perfekte drik til den her brunch. 😀

For at det så ikke skal være løgn, så kiggede jeg på min søn i eftermiddags og blev enig med mig selv om at is til aftensmad var den bedste menu vi kunne finde idag, og det fik vi, på trods af at farmand ikke var enig. 😀

En status på min mormor

Hun er nu endelig erklæret terminal.

Desværre har min mormor været terminal i noget tid, hun har dog formået at takke nej til en terminalerklæring 2 gange fordi hun ikke ville indse hvor det bar henad, hun håber til det sidste på en åbenbaring der gør hende rask, og det gør vi andre da også, vi er bare desværre nødt til at se realiteterne i øjnene. Men nu sker der noget, jeg blev kaldt afsted sent torsdag aften fordi sygeplejerskerne var sikker på at nu var det nu, hun havde været ukontaktbar det meste af dagen og kun haft få korte opvågninger hvor hun havde været nogenlunde relevant.
Så jeg kørte afsted, og aldrig har jeg været så bange for at komme for sent! Jeg nåede det heldigvis og jeg sad ved hendes side hele natten, og næste dag livede hun helt op. Der var planlagt et lægebesøg der og jeg valgte at blive der fremfor at køre hjem for at sove, og det var rigtig godt, jeg fik deltaget i lægebesøget, og vi fik snakket om det hele, min mormor er nu en del af palliativ team. Derudover fik hun seponeret stort set alt sin medicin og så fik hun et smerteplaster istedet. Den eneste pille hun nu skal indtage er prednisolon, og det er for at mindske væsken og dermed hævelserne omkring knuderne i hovedet. Derudover fik hun en tryghedspakke udskrevet af lægen, altså en pakke der indeholder alt hvad en terminal patient kan få brug for til det sidste, altså for at lindre symptomer, enten angst, væske i lungerne eller smerter. Så det gav en helt anden ro, og så mente lægen godt at jeg kunne køre hjem og nå min eksamen.

Natten til fredag var jeg sikker på at jeg skulle miste hende og at hun ikke ville nå at se mig gøre det her færdigt, men idag er jeg mere rolig omkring den del. Nu skal eksamen overståes, og så skal jeg tage mig af min mormor.

Sidste eksamen

Nu sidder jeg her, der er knap 24 timer til at jeg kommer ud fra min sidste eksamen. Jeg forsøger at finde hoved og hale i mit oplæg til imorgen, min planche er der styr på, og jeg har sørget for at hvis jeg går død i mit oplæg, at der så er noget til hvert eneste mål på min planche de kan spørge ind til, på den måde kan jeg kontrollere, at jeg bliver spurgt til de ting jeg har helt styr på, og på den måde afholde dem fra at spørge til de ting jeg måske ikke er helt så stærk i.
I en eksamens situation handler det hele tiden om at finde sine styrker og svagheder, og så navigere i dem. Man vil jo helst gerne undgå at blive spurgt til noget man måske ikke har helt styr på. Jeg ville ønske at jeg var helt cool omkring sådan en eksamenssituation, men det er jeg bare ikke, og jeg starter altid dagen med at brække mig, jeg kan ikke spise eller fokusere på noget før det er overstået, jeg forsøger altid at drikke min morgenkaffe, men det er som om noget blokerer og jeg kan bare slet ikke få den ned.

Men nu gælder det den sidste eksamen, og jeg glæder mig til at få det overstået. Den her eksamen har bare været så præget af alt muligt i privaten, mest omkring min mormor, og det har jo taget nogle dage fra min forberedelse, men føler nu at jeg ihvertfald godt kan bestå, så må vi se hvad bedømmelsen bagefter bliver. Jeg glæder mig bare til at få det overstået nu.

Opgaven er afleveret

Idag har vi afleveret vores opgave, og nu er der helt ærligt ikke mere vi kan gøre, det er ude af vores hænder! Ihvertfald i forhold til den, for imorgen skal vi for første gang op og forsvare det vi har lavet. Den fremlæggelse kommer så også til at bestemme vores sidste standpunktskarakterer på den her uddannelse, og så den 17 skal hele uddannelsen afsluttes med en afsluttende eksamen.
Det er så FEDT at vi næsten er færdige, men samtidig ved jeg at de næste 8 dage bliver hårde og lange at komme igennem, der er SÅ meget der skal flaske sig at det nærmest virker umuligt lige nu.

Selve opgaven og eksamen er jeg slet ikke i tvivl om at jeg klarer, men lige nu er jeg bange for at den må udskydes, i weekenden fik vi nemlig en tidshorisont på min mormor af sygeplejerskerne og de siger MAKS 3 uger, og de mener slet ikke der går så lang tid.
Så min morgen er gået med at aflevere projekt og få alt det praktiske i orden med min arbejdsgiver i tilfælde af at jeg pludselig bliver kaldt afsted til min mormor midt i det hele.

Jeg håber dog at hun får lov at opleve at jeg bliver færdig, for det har hun set frem til siden jeg startede <3