Svar

Jeg fik jo taget en masse blodprøver ved lægen i sidste uge, det gode er at de blodprøver var normale, det dårlige er at jeg skal igennem en omgang mere, altså er det her mareridt slet ikke slut endnu.
Og ja, for mig er det her faktisk et mareridt, jeg har nogle symptomer der virkelig ikke er sjove, slet ikke når man arbejder så tæt med andre mennesker som jeg gør. Det er flovt og virkelig ubehageligt.
Derudover så oplevede jeg idag for første gang en læge der faktisk italesatte det her med børn for mig, han spurgte ind, han lyttede og han udviste stor empati da jeg endte med at sidder der med tårer i øjnene over hans spørgsmål og tilkendegivelser. Det er stadig ret ømtåleligt for mig at snakke om in person, men jeg kan sagtens skrive om det, det er altså noget mærkeligt noget det der med hvordan psyken reagerer i diverse situationer.
Anyways, så ER det faktisk sådan at jeg nærmest er opgivet af lægerne, jeg får aldrig flere børn og sådan må det så være, det har jeg jo vidst længe, men det er faktisk første gang i det her forløb at de direkte har sagt, vi kan ikke gøre mere for dig! Ellers har de faktisk forsøgt at glatte den lidt ud og snige sig udenom ved at fortælle mig om alle alternativerne og hvor de kan henvise mig til osv. Men det er endegyldigt slut med børn for mig.

Derfor var lægen idag i tvivl om jeg skulle udredes yderligere lige nu, for kroppen har jo nok valgt sin vej, og det er efter alt at dømme en tidlig overgangsalder. Lægen udbad sig betænkningstid efter min aftale idag til at finde ud af hvad han kunne tilbyde mig, og så ville han vende tilbage til mig på mail op af dagen, han ringede kl 12:30. Enden bliver at jeg skal have taget nogle flere blodprøver på mandag og så skal vi se hvad de siger, men lægen er overbevist om at det er tidlig overgangsalder, og de vil højst sandsynligt ikke proppe mig med hormoner for at stoppe det, da jeg før har reageret voldsomt på kunstige hormoner. Derfor sidder jeg nu i min stue i en alder af 28 og skal forholde mig til at jeg muligvis allerede er i overgangsalderen.
Men lad os nu se hvad de sidste prøver siger i næste uge.

Veninder

Det er ikke noget jeg har haft mange af igennem min opvækst. Nu er jeg 28 og jeg har nogle få stykker som jeg er virkelig tæt med, og så har jeg en lille håndfuld udover det som jeg ser jævnligt.
Når man som jeg vokser op i et hjem der ikke helt er som de andres, så er det flovt at have legekammerater med hjem, de skal jo helst ikke se hvad jeg ser. Jeg har aldrig holdt en fødselsdag for min klasse, ja faktisk har jeg aldrig holdt en fødselsdag som barn der inkluderede andre end mine søskende og forældre. Noget der står rigtig tydeligt for mig fra min barndom er da jeg er omkring 9-10 år gammel og en pige fra klassen siger til mig, at hvis jeg ikke inviterer til en fødselsdag så skal hun sørge for at jeg aldrig bliver inviteret med til de andres igen. Dén gjorde ondt!
Selvfølgelig blev jeg inviteret med til de andres efterfølgende, men vi boede i et meget lille samfund og alle vidste hvad der foregik hjemme hos mig, det var flovt!
Jeg har ofte ikke deltaget i fødselsdage fordi jeg havde fået stuearrest for ikke at rydde op på mit værelse, eller fordi det havde taget mig 10 minutter ekstra at cykle hjem fra skole.

Anyways, tilbage til det med veninder. Jeg har altid haft svært ved at knytte mig til andre mennesker, det er ofte kommet til udtryk i at jeg trækker mig når noget bliver for seriøst, det gælder også mine kæresteforhold. Derfor har jeg igennem årene fået skræmt en del mennesker væk fra mig, både af det ene og det andet køn, der er få der har klaret den og holdt ved igennem årene og som stadig holder ved, nogengange kan det undre mig hvad jeg har gjort for at fortjene, at der faktisk er nogle der finder sig i at jeg engang imellem har behov for at trække mig, at jeg er dårlig til at holde kontakten i perioder, og at jeg indimellem bliver så overstimuleret af mennesker at jeg faktisk også bliver lidt en snerpe.

Så kan man undre sig over hvordan jeg kan arbejde med mennesker hver dag, men faktisk så nyder jeg det arbejde, jeg kan give det jeg vil af mig selv uden at forvente noget tilbage, altså er det forventningen om det der skal komme retur der skræmmer mig, mange ældre har ikke lyst til den store snak, de vil bare gerne have et knus eller en pæn bemærkning. Jeg kan dog engang imellem have svært ved at forholde mig til mine kollegaer og trækker mig lidt i baggrunden, men de ældre er så nemme at omgåes, de er bare taknemmelige for at man er der.

Jeg har én veninde som jeg har kendt siden vi var 7 år gamle, og hun hænger ved, vi har også lidt haft den samme turbulente opvækst, det har bare været på hver sin måde. Udover hende er det fleste af dem jeg har idag, mennesker jeg har mødt efter jeg blev mor, eller i forbindelse med uddannelser.
Jeg snakker altså ikke med nogen af dem fra min barndom ellers.

En tur til lægen

I torsdag måtte jeg en tur forbi lægen, en tid jeg bestilte fordi jeg pludselig ikke kan genkende min krop.
Det sidste halve år (ihvertfald) har jeg fået “hedeture” jeg vågner om natten badet i sved, vi er faktisk der hvor der skal skiftes sengetøj som minimum hveranden dag, og det hele er bare blevet lidt en hæmsko for mig. Jeg synes jo ikke det er normalt at svede så meget, og mine kollegaer begyndte at kommentere på det, for jeg kunne stå og bare hjælpe med at holde en beboer imens den anden vaskede, altså situationer hvor jeg ikke fysisk anstrengte mig nok til at jeg burde svede, men alligevel så piblede sveden frem på mig i en ret voldsom grad.
Jeg ringer til lægen og siger at jeg mistænker noget omkring mit stofskifte, eller måske en ubalance i de kvindelige hormoner fordi jeg ikke har nogle æggeledere og min krop derfor måske kunne blive forvirret og sende mig i tidlig overgangsalder.
Lægen er dog lidt mere seriøs end det. Altså jeg var jo mentalt forberedt på at han siger tidlig overgangsalder, det var bare slet ikke den besked jeg fik. Da lægen begynder at remse alle de blodprøver op som jeg skulle have taget måtte jeg især lige synke en ekstra gang da han nævnte noget med knoglemarven og mine blodlegemer. Altså det var jeg jo ikke forberedt på, han siger så at, nu tager vi alle de her lidt mere alvorlige ting og tjekker dig for, og så håber vi jo selvfølgelig at de er normale, men så er der noget at arbejde videre ud fra.
Jeg ved heldigvis at jeg ikke skal google symptomer, for så er man jo nærmest død imorgen, så det har jeg ikke gjort, men til gengæld så ved jeg jo qua min uddannelse at det der knoglemarv og blodlegemer faktisk er en ret alvorlig sag hvis ikke tallene er som de skal være.
Men lad os lige krydse fingre sammen for at de tal er fuldstændig som de skal de være.

Åbenbart

Så må man som assistent mange flere ting end jeg egentlig lige havde regnet med, idag fortalte centersygeplejersken at vi assistenten faktisk gerne må anlægge en sommerfugl efter oplæring og uddelegering.
Som hun sagde, så er det jo en subkutan injektion, så det svarer faktisk til at give insulin, den anlægges i 90 grader, og skal jo så “bare” pakkes ind i noget plaster lignende som holder den på plads.

Spørgsmålet kom egentlig ud fra at vi lige nu har en der er terminal, vi har faktisk for bare et par dage siden sagt farvel til en anden beboer, og derfor stiller det jo nogle spørgsmål omkring kompetencer i de her forløb. For hvad må vi egentlig, altså sådan overordnet set, må vi bevæge os fuldstændig frit i det her forløb og bare kontakte sygeplejersken når vi føler os utrygge eller når det er slut?
Det må vi selvfølgelig ikke, det handler om at arbejde sideløbende med hinanden og heldigvis har vi en knalddygtig centersygeplejerske som virkelig gerne vil lære fra sig, men også hjælpe os til at udvikle sig i vores arbejde. Jeg vender mange faglige ting med hende, og det styrker altså bare lidt det her samarbejde, og det hjælper til at øge det generelle faglige niveau på arbejdspladsen, jeg er fan af en centersygeplejerske som ikke føler sig truet på sin faglighed, men istedet finder en glæde i at dele ud. 😀

Lidt om mig

Jeg har jo tidligere luftet tanken om at løfte lidt af sløret omkring mig. 🙂
Min position er knap så sårbar som den har været, jeg er ovre min elevtid og jeg har fast arbejde. Så mon ikke også i på et tidspunkt skal have lov at have et billede af mig og mit rigtige navn. 😉

Men here goes:

  • Jeg er 28 år gammel
  • Jeg har en dreng på 8 år
  • Jeg har været sammen med sønnens far de sidste knap 3 år
  • Jeg har tidligere været gift
  • Jeg har en studenter eksamen
  • Jeg har en halv bachelor i erhvervsøkonomi og noget af en finansøkonom
  • Jeg bor i Nordjylland, godt ude på landet, men jeg elsker det
  • Jeg har ingen kontakt til mine forældre, og har ikke haft det i næsten 4 år
  • Jeg er vokset op med en alkoholisk far, og min mor har slået mig flere gange
  • Da jeg fødte min søn vidste jeg ikke om jeg måtte beholde ham, eller om han skulle afleveres til jordemoderen, for på grund af min opvækst og unge alder var der tvivl om mine forældreevner, jeg fik heldigvis lov at tage ham med hjem

Det var de første 10. Jeg tænker at der kommer en opfølgning på et tidspunkt, er der noget i gerne vil høre mere om?