Nyt job

Igår underskrev jeg min opsigelse til mit nuværende job, for om en måned starter jeg et nyt sted. 😀
Jeg var til samtale i mandags, og blev ringet op efter 3 timer og tilbudt jobbet, jeg kunne selvfølgelig ikke sige nej, det er et større plejehjem med mange flere beboere, hvilket betyder endnu flere faglige udfordringer.
Det betyder også at jeg skifter vagter, jeg skal primært være i dagvagt nu, og det gør at jeg får kollegaer at spare med, det har jeg ikke haft så meget af i mit nuværende arbejde. Jeg har været meget alene, da jeg har været ene assistent på arbejde, oftest også i den tid jeg havde dagvagter, det betyder at jeg det sidste stykke tid har måttet møde før tid for at kunne spare med en anden og mere erfaren assistent hvis jeg har haft nogle spørgsmål. Derfor betyder det nye job, at jeg får mulighed for at øge min faglighed, jeg får mulighed for at udfordre den på en helt anden måde, da jeg kan tvinge mig selv til at tænke noget mere over hvorfor jeg gør tingene på den måde jeg gør.

Derudover så gør det at samværsordningen med bassen kan blive meget mere stabil end den har været nu, den bliver ihvertfald med en del færre skift end vi har været nødt til hidtil. Altså er den her beslutning taget ligeså meget fordi at bassen skal have en mere stabil hverdag hvor han ikke hele tiden skal omstille sig imellem at være hos mor eller hos far. Jeg er sikker på at det bliver det bedste for os allesammen at jeg kommer over i en dagvagt.
Tænker også at jeg selv i sidste ende vil blive mere tilfredsstillet arbejdsmæssigt med flere udfordringer end hvad jeg har lige nu.

Nu må den næste måned godt gå stærkt, for det er lidt svært at gå på job det gamle sted, mest fordi de alle er så kede af at jeg skal stoppe. Men sådan er livets gang jo, vi skal alle være tilfredse med det vi laver, og det kommer det nye job forhåbentlig til at gøre for mig.

Jobsamtale

Jeg er simpelthen kaldt til min første jobsamtale i så lang tid som jeg kan huske, de jobs jeg har haft indtil videre har været jobs der er kommet til mig, og det er jo egentlig ret fedt, men det gør det også lidt nervepirrende at skulle til sin første sådan rigtige jobsamtale.
Der skal tænkes over tøj, frisure og generelt fremstråling, der skal også tænkes over hvad jeg kan tilbyde arbejdspladsen, altså hvad bringer jeg ind i huset når jeg kommer. Jeg skal også lige huske hvad jeg selv forventer af dem, altså hvad de skal kunne tilbyde mig, både nu og her, men også i det lange løb. Kan de tilbyde mig det jeg har af ønsker for min egen fremtid?
Derudover skal jeg lige finde ud af hvad jeg er værd, altså skal der måske lige forhandles lidt til lønningsposen, eller skal jeg gå efter nogle kurser? Jeg er lidt i tvivl, men jeg har weekenden til at finde ud af hvad jeg vil lægge vægt på.

Men først så skal weekenden bruges på en masse dejlige ting. 😀

At starte en tradition

Når nu man finder en ny kæreste, så skal man til at se på hvilke traditioner man gerne vil have, hvad skal man tage med fra tidligere, og skal man overhovedet tage noget med?
Vi er ret enige om at vi ihvertfald skal starte nogle nye traditioner, og på de få uger vi har set hinanden sådan på den seriøse side, der har vi allerede fundet nogle traditioner vi vil starte.
Blandt andet så afskaffer vi fødselsdagsgaver og erstatter dem med oplevelser, både sammen som par, men også oplevelser der inkluderer bassen.
Derfor var min fødselsdagsgave også en oplevelsestur, omend en kort en af slagsen, men vi hoppede simpelthen på en færge til Sverige, og så brugte vi dagen deroppe sammen alle tre. Det var en fantastisk dag, og bare det at være sammen og få en oplevelse det var skønt. Jeg behøver ikke meget på min fødselsdag, jeg vil egentlig bare gerne være sammen med dem jeg føler elsker mig og omvendt.
Det betyder også at når han har fødselsdag her snart, så skal han også have en oplevelse, denne gang dog bare ham og jeg. Vi kan hurtigt ende i en hverdag fordi jeg har bassen, og det ønsker ingen af os endnu, altså selvfølgelig skal vi ikke absolut lave noget hele tiden, men det skal heller ikke bare ende i rutiner med det samme.
Han negligerer på ingen måde at jeg er mor, og det føles for ham som det mest naturlige i hele verden at bassen skal være deltagende når vi laver noget. Her er det nok mest mig der sætter hælen i og kræver at vi også laver noget alene uden ham. 🙂
Det er en balancegang i et nyt forhold, altså det her med børn, for i og med at han ingen har, så er der også ting han ikke tænker over, og andre ting skal bare have tid før de bliver aktuelle.

Bassens far er informeret om mit nye forhold, og det er ikke en hemmelighed i den forstand, men det var ret svært for ham at acceptere, og det forstår man, for det ER gået stærkt det hele. Men det her føles rigtigt helt ned i maven, og han gør mig sådan oprigtigt glad. Han er også oprigtig glad for bassen og lader ham deltage i de ting han laver i skuret osv. DET er altså fantastisk at se.

Et label

Når alle andre har mere travlt med at sætte et label på hvad det er der sker, så er det faktisk lidt frustrerende.
Hvorfor kan man ikke få lov til “bare” at ses? Hvorfor skal man absolut sætte det der label “kærester” på? Hvorfor er det at bare fordi man introducerer hinanden for venner og familie at så skal man ligesom være sådan helt fast?
Hvornår blev det sådan?
Altså man ved jo godt selv hvornår man ligesom er exclusive og ikke ser andre, det finder man sådan ret hurtigt ud af, men kan man så ikke også bare få lov at nyde den periode imellem at blive exclusive og så blive kærester? Det er som om at omverdenen er med til at lægge et kæmpe pres på skuldrene af et nyt par før parret egentlig er klar til det pres.
Jeg vendte den faktisk med en veninde også, og hun har lige været igennem det samme, altså at alle andre har brug for at man har et label på hinanden før man egentlig selv har det behov.

I mit eller faktisk vores tilfælde er det hele gået mega stærkt, ja faktisk er det bare gået så stærkt at vi ikke engang selv kunne følge med på et tidspunkt, altså vi var lige nødt til at stoppe op og kigge på hinanden og lige finde ud af hvor vi var henne i det her. Altså den der med lige at forventningsafstemme med hinanden omkring hvad man har gang i. Hvor skal det her føre hen?
Vi er heldigvis sådan ret enige, og vi var egentlig heller ikke bange for at kalde hinanden kærester efter sådan meget kort tid, ihvertfald ikke når andre spurgte hvem vi hver især var. Altså om det var en bekendt eller en kæreste. Men det der med at sige det til hinanden, det viste sig faktisk at være lidt sværere end det. Det gør bare det hele lidt mere seriøst, og det gør at det er noget vi faktisk skal forholde os til.
Men faktum er at jeg sådan åbenbart er blevet en eller andens kæreste igen, og det føles faktisk meget rart, og indtil videre nyder vi det bare og ser hvor det fører hen.
Indtil videre har det ført vildt mange gode oplevelser med på vejen, og det håber vi på kan fortsætte.
For nu nyder vi livet, både som to og ikke mindst som tre når bassen er hos mig. 😀

Når tvivlen træder ind!

Igår blev jeg pludselig præsenteret for en ny mulighed, en mulighed jeg overhovedet ikke havde tænkt var her allerede. En mulighed for at ende i en stilling som jeg virkelig gerne vil have på sigt. En mulighed som min chef har åbnet op for. En mulighed der viser hvor stor en tillid min chef har til mig, og nok det største skulderklap jeg nogensinde har fået!

Men jeg er i tvivl, og hvordan kan man overhovedet være i tvivl om, om man skal tage den mulighed? Måske fordi det betyder at, jeg ikke kan skifte stilling, og hvis i kan huske det, så er vi lige nu rimelig meget presset til det yderste når det kommer til beboere. Vi har alt for mange tomme stuer, og vi skal alle afholde alt den ferie som vi overhovedet kan for at få budgetterne til at hænge sammen. Det betyder at jeg skal fortsætte under samme chef, for det er chefen der har åbnet op for muligheden, og hvis jeg skifter arbejdsplads, især hvis jeg rykker til nabokommunen, så mister jeg den mulighed.

Altså det lyder også forkælet, for jeg er jo ikke ked af min stilling, jeg er faktisk rigtig glad for den, det er bare rigtig stressende ikke at vide hvad, og ikke mindst hvor fremtiden er.

Jeg havde en dialog med mig selv, og ikke mindst med ham jeg ser lige i øjeblikket, for hvis der på nogen måde skulle være en fremtid i sigte med ham, så synes jeg egentlig han burde tages med på råd. Derudover, så er han bare ret rationelt tænkende og ser på fakta og tænker ikke helt så meget med følelserne som jeg gør i det her. Som han sagde, jeg har jo endnu ikke fået svar på nogen af de stillinger jeg har søgt, og jeg kunne lade være med at søge flere lige nu, og så se tiden an. Som han sagde, hvorfor ikke give det et års tid og se hvordan det spænder an, om chefen faktisk overholder det der blev sagt, eller om det bare var for at holde på mig. Dog så er han ked af at jeg skal fortsætte i mine aftenvagter, for det kan være svært at ses. Men det er et offer han er villig til at lave på mine vegne hvis det kan bane vejen for drømmejobbet på sigt.

Jeg er som sagt lidt i tvivl, men jeg tænker at jeg lige vil vente lidt, og så se hvad der sker når ansøgningsfristerne udløber på de stillinger jeg har søgt.

Men uanset hvad jeg vælger, så var det her det største skulderklap jeg overhovedet kunne få, og jeg er meget benovet for overhovedet at være udvalgt til den mulighed.