EJ, det må du ikke sige!

Okay, jeg er sådan én af dem der snakker rigtig grimt om mig selv og min krop, det har jeg altid gjort. Det er noget der er svært at lade være med, især når man har gjort det siden man selv var teenager. Men nu er jeg faktisk i et forhold med én som bliver oprigtig sur på mig når jeg ikke snakker pænt om mig selv. Han vil simpelthen ikke høre på det.
Det har altid været mit forsvar, det har været den måde jeg har kunnet hanke op i mig selv på for at opnå de resultater jeg gerne vil. Især omkring min krop. Da jeg trænede rigtig meget for nogle år siden, så var det en måde at få mig selv afsted på. Det motiverede mig til at opnå resultater, og sådan er det stadig. Ikke så meget omkring min krop, jeg har efterhånden accepteret at den ikke bliver som den var før jeg fik min søn. Men når det kommer til at opnå resultater karrieremæssigt, så hjælper det ikke mig selv at jeg siger jeg godt kan, jeg opnår mere ved at fortælle mig selv hvor uduelig jeg er, for på den måde formår jeg at kæmpe mere for at opnå de resultater jeg gerne vil. Det lyder måske mærkeligt for nogen, men det er sådan realiteterne ér.
Inderst inde ved jeg jo godt hvad jeg duer til, og jeg er aldrig i tvivl når jeg står i situationen, men det hjælper ikke noget, at træde ind til en samtale om noget man gerne vil have, uden at være ordentlig forberedt. Derfor er jeg nødt til at presse mig selv ret meget, på den måde formår jeg at være ordentlig forberedt. Mine eksamensresultater er kommet på præcis samme måde.

Jeg siger ikke det hjælper for andre, men det hjælper for mig. Derfor kommer det også til at kræve en del at lave om på lige netop den del, men forskellen er at jeg faktisk nu har én der står bag mig og støtter mig i alt, han står klar til at hjælpe med alt uanset hvad det måtte være. Måske det kan hjælpe mig i min tilgang til tingene fremadrettet.

Sidste dag.

Igår var min sidste dag på mit gamle job, og det var ret vemodigt. Det er mærkeligt at gå ud fra en arbejdsplads som har været med til at forme én til den man er. Det var den arbejdsplads der uddannede mig, det var den der gjorde mig til assistent, og en fandens god én af slagsen, ihvertfald hvis du spørger mig, men også hvis du spørger dem. Jeg er faglig, jeg handler på ting, jeg lytter til mine borgere og jeg er en god kollega.
Det er også grunden til at mine kollegaer har reageret på min opsigelse som de har. Min nærmeste makker gav sig til at græde, min gamle vejleder skældte mig ud, og min leder gav mig en røvfuld. 😉 Men igår kom min leder og gav mig en kram og en lille opsang om at min plads altid ville være ledig og jeg kan altid komme tilbage hvis jeg fortryder.

På mandag skulle jeg være startet det nye sted, men det er udsat til den 7 fordi bassen skal opereres. Det er ikke fordi jeg glæder mig til at starte, men det bliver noget helt andet, det er et kæmpe plejehjem med flere afdelinger. Jeg skal være fast i én afdeling med lige omtrent 20 beboere, og jeg er spændt på at se hvordan nomeringen er sådan rigtigt. Jeg ved der er en køkkendame, men hvor mange vi reelt er i plejen det ved jeg faktisk ikke. Men det bliver spændende at starte. Jeg håber jeg har valgt det rigtige.

En operation i vente

Sønnen skal opereres, bare sådan en ret standard rutine operation, han skal have fjernet mandler. Men han er bange, han ved ikke hvad det betyder at komme i narkose, han ved ikke hvad det betyder at vågne op efter narkosen, og han er ikke klar over hvor ondt han har bagefter.
Vi har fået nogle fine brochurer med hjem, brochurer som fortæller ham hvordan det er at blive lagt i narkose, nogle som fortæller på barnesprog hvad det vil sige at få lagt drop, at få ilt, blive lagt til at sove, hvordan man vågner, og hvor man vågner, hvem der er der, og hvornår man må spise igen.

Det eneste problem? Hans far vil ikke tage fri til at deltage, meningen var at jeg skulle være der alene, jeg skulle gå igennem det at lægge mit barn i fuld narkose for første gang, helt alene! Det er ikke fair. Det er VORES barn, men når noget bliver svært eller udfordrende, så er han åbenbart kun MIT barn, det er mig der skal kæmpe kampe sammen med sønnen, det er mig der skal være der i de svære stunder, og det er mig der skal støtte. Alt imens kan faren stå på sidelinjen og bare springe til når det hele er let og ligetil. Det er i min verden IKKE sådan det fungerer at være en forælder. At være forælder indebærer at være der i de gode stunder, men det indebærer OGSÅ at være der i de svære stunder.
Man kan ikke bare vælge til og fra som man ønsker, det er ikke sådan det er at være forælder. Hvis man har det sådan, så skal man i min verden faktisk heller ikke deltage i de gode ting. Jeg er ikke engang sikker på at hans far dukker op på hospitalet efterfølgende for at tjekke til ham.
Bare det at jeg bad ham tage en enkelt fridag for at jeg kan starte op på mit nye arbejde, det var jo nærmest for meget at forlange. Samtidig, så brokker han sig faktisk over at han nærmest ikke skal have sit barn i december, jamen no shit, men når man ikke vil tage fri for at passe sit ny opererede barn, så kan man altså ikke også få samvær med sit barn som det lige passer ind.

Heldigvis for mig, og ikke mindst for sønnen, så har jeg nu en kæreste som faktisk ser vores behov, han ser os som en lille cirkel som han selv er en stor del af. Han tager ansvar hvor han faktisk ikke burde og ej helelr behøves, men han gør det uden at blinke, han ser hvor der er et behov for at han støtter noget mere og så står han der. Han er en urokkelig støtte for mig, men han er også blevet en vigtig brik i puslespillet for min søn, en brik vi ikke vil undvære nogen af os.
Det betyder også at han faktisk har taget fri, han tager med når min søn skal opereres, og han er urokkelig, han står der for os hele dagen, og han tager os med hjem dagen efter når vi bliver udskrevet, og han har faktisk tænkt sig at tage lige stor del i at sønnen ikke må være alene efterfølgende. Han skal sove i vores seng, og det var bare det mest naturlige i hele verden for min kæreste, selvfølgelig skulle han det, det var ikke engang til diskussion om så lægen foreskrev det eller ej.

Anyways, så kommer vi igennem den her operation, og imens så vil vi føle os yderst heldige og priviligerede over at have mindst én som faktisk står bag os imens.

Når barnet har det svært

Jeg synes det er monster svært at være mor lige nu, ikke fordi mit barn er særlig svært at have med at gøre, men fordi han har det svært. Sådan rigtig svært, han har det svært i skolen, der er nogen der driller ham, han er kommet hjem med blå mærker flere gange, mærker der ikke kan opstå ved naturlig leg, og det er her jeg som mor er nødt til at reagere. Jeg har skrevet til lærerne, og fik heldigvis ret hurtig respons. Der er startet en dialog, en dialog om at MIT barn har det svært. Det barn som ellers hjælper de andre i klassen når de har det svært, det barn der deler ud af sin madpakke når nogen har for lidt med, det barn der altid giver et kram til det andet barn hvis det græder. Hvorfor skal DET barn udsættes for så voldsomme ting at det giver blå mærker? Lærerne er selv uforstående, men de har haft en lang snak på klassen idag, og det viser sig faktisk at det barn som ER en god kammerat for alle også er det letteste offer. Så der er sat ind fra skolens side, og det letter lidt byrden for mig, det letter den der knude i maven som jeg har over at aflevere mit barn et sted, som det faktisk ikke har lyst til at være.

MEN! Det værste er faktisk at hans far ikke ser det, hans far ser ikke at han har det svært. Hans far er uforstående overfor alt hvad der sker i det barns liv, og lige om lidt skal vi faktisk dele 7/7, en ordning jeg er bange for kommer til at knække vores barn i sidste ende, en ordning jeg slet ikke er enig i, men en ordning som faderen kræver. DET gør ondt.
Da jeg fortalte sønnen idag at han snart skal deles på den måde, så brød han sammen! Han brød sammen fordi han ikke vil være væk fra mig så længe, han er bange for at savne mig, og selvom han ved han bare kan ringe, så er det ikke nok for ham. Det gør virkelig ondt på mig, det giver mig mavepine, for jeg ved inderst inde at det er den forkerte løsning der er valgt, men hans far vil ikke høre. Der er intet i hele verden jeg hellere ville end at han får lige meget tid med både hans far og jeg, men det er bare ikke det bedste for vores barn.
Det værste er at hans far ikke vil høre.

En sygemelding

Jeg sidder her, 14 dage før jeg skal stoppe på mit nuværende arbejde, og har måttet trække en sygemelding, jeg kom til skade med ryggen og nu har jeg bare sindssyg ondt. Det betyder at jeg er fanget i en liggende position medmindre jeg æder smertestillende, for så kan jeg lige holde til at være oprejst i et par timer.

Det er helvede for at sige det rent ud, for jeg er vant til at være virkelig aktiv, og det her med ikke at kunne noget, det er svært. Heldigvis så har jeg en ret forstående kæreste som står klar til at hjælpe mig når jeg har brug for det, og det er da fantastisk. Altså hvis man da lige skal se de gode ting, fremfor at dvæle ved de dårlige.

Nu håber jeg bare at ro og flere smertestillende kan hjælpe mig så jeg snart kan komme på job igen. 🙂