Det at have et delebarn!

At dele sit barn i en 7/7 ordning, det kræver at man er enige om tingene, at man har ens værdier og at man kan snakke om de ting man er uenige omkring, og det formår vi bare slet ikke.
Jeg fik min søn hjem den 27/12, og de to første dage brugte jeg med et barn der havde udpræget sukkerabstinenser, et barn der kun kunne koncentrere sig om sin iPad, han kunne slet ikke forholde sig til andre mennesker. Han har været ved sin far siden den 16/12, og da jeg afleverede ham der gik han direkte i køleskabet efter en sodavand, for så bagefter at hente is og slik frem, og jeg var mildest talt chokeret, hos hans far får han lov at gøre som det passer ham, om så det er at spise slik til morgenmad. Når jeg snakker med hans far om de lidt mere usunde valg, og at de måske mere hører til i weekenderne, så får jeg at vide at jeg ikke skal blande mig i hvordan tingene kører hos ham og at jeg ikke har noget at sige i forhold til hvad der sker hos ham, og han har jo ret, juridisk set har jeg ingen bestemmelsesret over hvordan tingene kører hos ham, men kan det virkelig passe at jeg skal bruge 2 dage på at få min søn af med abstinenser?
Det kan det tydeligvis, jeg har intet at sige what so ever omkring hvad mit barn indtager og ikke indtager hos sin far, men jeg kan dog gøre én ting, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Samværet skal ændres. Ikke kun på grund af kosten, men fordi mit barns mest basale behov bliver overset, han får ingen opmærksomhed, han sidder og spiller konstant, han kan for pokker ikke engang finde ud af at spise aftensmad med andre, han kan slet ikke agere i et samspil med andre mennesker, og sådan skal det ikke være. Men det kan også undre mig over hvordan man på så få dage kan formå at ødelægge så meget.
Barnet begynder jo også at syntes der er stor forskel på at være hos mor og far, og med den alder han har lige nu, så vil han til enhver tid vælge at være hos den uden regler og rutiner, fremfor at være hos den der faktisk opretholder de her regler og rutiner.
Jeg er måske lidt streng, men i hverdagene skal sengetiderne overholdes, og man får ikke sukkerholdig morgenmad, man kan godt få en lille god ting med i madpakken, men den vil som oftest være fyldt med sunde ting. Jeg går ret meget op i det, og det er af den simple grund at jeg faktisk selv har problemer med vægten så snart jeg tager usunde valg, og jeg ønsker ikke at mit barn skal kæmpe med de samme problemer som jeg selv har. Jeg giver heller ikke saftevand med i drikkedunken, for jeg syntes faktisk ikke det hører sig til!
Derudover så er det en forældres ret at bestemme over sit barn, det skal vi, også selvom det kræver en smule uenigheder mellem forældre og barn, man skal bare efterfølgende kunne have en dialog med sit barn omkring det som barnet mener er uretfærdigt, og så skal man kunne begrunde sine valg ordentligt.
Men at få en basse hjem der meget tydeligt ikke har fået børstet sine tænder i 11 dage, og som så samtidig har fået så rigelige mængder sukker. Derudover så havde han render under øjnene som viste at søvn også havde været en mangelvare, og han kravlede jo nærmest op på skødet af mig inden vi var ude af bilen.

Jeg føler mig lettere rådvild, og jeg har faktisk ikke lyst til at aflevere ham til sin far den 1/1, men det er hans uge, og indtil der bliver lavet om på det, så må jeg bide tænderne sammen.

Jeg stemplede ud!

Jeg valgte simpelthen at lukke ned for alt hvad der hed sociale medier, jeg kunne sq ikke lige overskue det. Jeg har haft den værste jul jeg nogensinde kan huske jeg har haft. Jeg kunne slet ikke finde glæden frem, og jeg har brugt stort set alle juledagene på at arbejde, og når jeg så har haft fri har jeg lagt i fosterstilling under en dyne og grædt. Det lyder måske voldsomt, og det er det også, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har reageret sådan på et savn.
Men efterhånden som jeg er på den anden side, så kan jeg måske godt forstå at det lige er i år og i julen jeg bryder sammen, for mit 2018 har været alt andet end hyggelig faktisk.

2018 var året jeg måtte sige farvel til min elskede mormor.
2018 var året hvor jeg gik fra sønnens far.
2018 var året hvor jeg måtte sande at økonomien som enlig bare ikke var for sjov.
2018 var for mig generelt et år fyldt med ulykkelige begivenheder, og selvom der også var rigtig mange gode stunder og begivenheder, så blev jeg bare så umådelig trist henover julen over at skulle undvære min søn. Nok mest fordi jeg skulle aflevere ham hos hans far før julen startede og fordi jeg først kunne hente ham når julen faktisk var overstået.

Heldigvis har jeg trods alt formået at have nogle gode dage på arbejdet, lige de 8 timer jeg opholder mig der, der formår jeg at skjule alt det der gør ondt. Jeg formår at være noget for andre, men måske det også er grunden til at jeg ikke har kunnet være noget for andre når jeg havde fri. Juledagene blev også der hvor jeg havde min første uenighed med kæresten, og det var ikke engang sådan en rigtig uenighed, det var mere sådan en, jeg er irriteret på dig situation som så udviklede sig lidt mere end det. Vi fik heldigvis snakket ud om det, og vi fik afklaret hvad der var gået galt, og så kunne vi ligesom tage den derfra.

Men julen 2018 er én af dem der får lov at gå fuldstændig i glemmebogen, for jeg har bare slet ikke lyst til at huske den!

Heldigvis

Jeg er SÅ glad for at have en kæreste der lytter og giver et kram når jeg har brug for det. Jeg har haft nogle ret elendige dage i den her uge, og jeg har været ret ynkelig, jeg har grædt en masse, mest når jeg er alene.
Men det at have en kæreste der lytter kl midnat når jeg kommer hjem fra job, en kæreste der står klar med et kram, et kys og ikke mindst et glas rødvin når jeg mest har brug for det, og som bare bliver siddende i sofaen og lytter og kommer med råd på trods af at han skal op kl 6 om morgenen. Det er sq det bedste.
Det her med at have fået en kæreste der sætter mit velbefindende over sin søvn, det er første gang jeg har prøvet det, det her med at have en kæreste der gør ligeså meget for et godt forhold som jeg selv gør, det betyder alt, endelig har jeg fundet én som faktisk sætter sit forhold foran alt andet ligesom jeg selv gør, det er guld værd.
En kæreste der prioriterer tid med mig og ikke mindst min søn, det er ret uvant for mig, og imorgen har han tænkt sig at tage mig under sine vinger og så skal jeg med ud blandt alle de sindssyge mennesker der endnu ikke har fået købt julegaver, præcis som jeg selv. Men han tager med, og han er der når jeg får stress over alt for mange mennesker på ét sted, og han hjælper mig med at beslutte.
Lige nu er det præcis hvad jeg har brug for. Lige nu er jeg fyldt op af mennesker, mest fordi jeg er lidt presset efter opstart af nyt arbejde, operationen på bassen, og kollegaer der ikke helt lytter.

Har lyst til at rejse væk

Julestemningen er her slet ikke, jeg skiftevis hyler og går på arbejde, og ikke mindst så bruger jeg ret meget tid på at snakke med min kæreste om hvorfor jeg hyler hele tiden.
Jeg undværede min søn i 5 uger i januar da jeg tog den egoistiske beslutning om at bruge noget af min praktik i England på et hospice, og nu sidder jeg og hyler over at jeg skulle undvære min søn til jul, faktisk i 12 dage, det vil sige at jeg har afleveret ham til sin far inden julen for alvor gik igang, og jeg får ham først tilbage når helligdagene er overstået, det betyder at jeg for første gang nogensinde skal undvære min søn hele julen. Den 24 er egentlig ikke så vigtig for mig, det er hyggen op til og efter den dag der er vigtig for mig, og i år er jeg frarøvet muligheden for at få min søn hjem igen til bare én af juledagene. Det er jeg af den ene grund at jeg skal arbejde den 24 og 25 og den 26 skal han med sin far til fødselsdag, så skal jeg arbejde igen den 27 og 28 og da hans far ikke helt kan forene sig med tanken om at min kæreste “passer” bassen, så er jeg tvunget til at undvære ham indtil den 28 efter arbejde, og det gør ondt!
Så tænker i nok at jeg jo bare kan køre hjem til hans far, og så får et par timer med ham der, men nej det kan jeg faktisk ikke, for det ønsker hans far ikke. Hans far er stadig frustreret og ked af det og bitter over at jeg gik, og det på trods af at det faktisk er ved at være et halvt år siden, jeg havde håbet at vores samarbejde efterhånden var ved at være rigtigt på plads, altså der hvor begge kan deltage i ting uden at det bliver ubehageligt for barnet, tilbage til hvor vi var for 2 år siden inden vi besluttede at give det en chance mere!

Forskellen på England og nu, det er at da jeg var i England facetimede jeg med bassen dagligt, det gør jeg ikke nu.

Jeg savner helt ind i knoglerne, og jeg kan ikke lade være med at græde bare lidt hver dag.

Du skal tage stilling til om du vil fortsætte med at få boligstøtte!

Sådan en besked er lige tikket ind på min E-boks, og man kan undres. Jeg forstår ikke alle de vanvittige ressourcer de bruger hver måned på at sidde og tjekke indkomster og sende breve ud, men det skal jeg nok heller ikke forstå.
Men virkeligheden er at jeg i sidste måned havde tjent 1000kr for meget og fik trukket 500kr i boligstøtte, og i den her måned har jeg så fået en besked om at jeg har tjent alt for meget og slet ikke skulle have haft boligstøtte.
Men hvad så med de andre måneder hvor jeg tjener mindre og ikke får ekstra boligstøtte? Jeg tænker faktisk at det i sidste ende ville give det rigtige årsgrundlag for min boligstøtte hvis den kom kontinuerligt.
Jeg har dog fået lidt mere udbetalt her til den 1 december, men kun fordi jeg skiftede arbejdsplads og derfor er blevet opgjort på den gamle arbejdsplads, altså er der udbetalt noget ferie fra min 6. ferieuge som ellers ville have været delt ud på feriedage, som jeg faktisk godt kunne have brugt, derudover er der udbetalt noget afspadsering som jeg ikke har nået at få afholdt. Altså er den ekstra udbetaling jo ikke én jeg har bedt om, det er ikke engang fordi jeg har arbejdet mere end jeg skulle eller måtte, og min grundløn er jo præcis den samme som ellers.

Men der hvor det undrer mig, det er at jeg efter 2 mdr hvor de har skullet regulere min boligstøtte, bliver bedt om at tage stilling til om jeg overhovedet har brug for den? Hvordan kan man ud fra 2 mdr beslutte at hov, nu tjener jeg sq for meget, jeg må hellere droppe alt offentlig støtte? Kan i se hvad jeg mener? Mit rådighedsbeløb er i forvejen lille, og det er det fordi at jeg er tvunget til at bo et sted hvor priserne på en lejebolig er skruet helt op i vejret i forhold til andre steder, men jeg har ligesom et barn at tage hensyn til, og det barn har en far som ikke er med på at flytte til et sted der ville være billigere for os alle at bo. Derudover så bor jeg et sted hvor varmepriserne også er ret voldsomme, generelt er det et dyrt sted at bo her hvor jeg befinder mig, og det kan man jo undres over, når kommunen faktisk huserer på listen over landets fattigste kommuner, og som et af de steder med flest udsatte familier. Man begynder at forstå sammenhængen ikke?

Nogengange ville jeg ønske at man kunne få tilskud efter sit budget, altså så man fik regnet de faste udgifter med? Altså ikke til sådan noget som kviklån, eller andre ting man kunne have ladet være med at oprette, men nu sidder jeg faktisk med gæld efter en skilsmisse for nogle år siden, og det afvikler jeg en del på, netop for at komme af med det, men det er altså med til at gøre at mit rådighedsbeløb ikke er vildt stort. Så når de laver det her månedsberegning på min boligstøtte, så ved jeg bare allerede nu at januar bliver endnu værre at komme igennem end december var. Det er bare ikke fedt!