Vi har taget en beslutning

Bassen trives ikke i skolen, han ønsker at komme på en ny, han bliver mobbet og har det generelt ret svært hvor han er nu. Derfor har vi taget vores forhold skridtet videre, vi flytter sammen, det gør vi fordi at bassen jo alligevel gerne ville skifte skole, og samtidig så er vi træt af at bo halvt ved mig og halvt ved kæresten, så derfor tager vi skridtet. Det føles rigtigt, og bassen glæder sig, han ser virkelig frem til at få en have at lege i igen, et sted at spille bold og et sted hvor der er ro.
Derfor flytter vi midt i april, og vi glæder os allesammen.
Nu skal vi igang med at gøre bassens nye værelse klart, han ønsker sig en væg med farve, og det skal han selvfølgelig have, så først skal vi lige have lavet en hvid base farve og så skal der males med farve, derefter skal der lægges nyt gulvtæppe og så er vi klar til at rykke ind.
Vi er allerede enige om hvilke møbler der skal bruges, både af hans og mine, det er aldrig nemt at lægge to hjem sammen til et, men vi har en ret ens boligstil, så det bliver forholdsvist nemt at kombinere vores ting.

Nu skal vi bare have overstået alle de praktiske ting og have solgt de ting vi ikke skal bruge, det håber vi på kommer til at gå forholdsvist smertefrit.

Skal vi lige snakke om?

Mennesker med demens?

Noget omkring medierne undrer mig ved sager om mennesker med demens der går væk, eller bare generelt når ældre mennesker forsvinder fra deres hjem. Medierne er virkelig langsomme til at reagere, de er langsomme til at sende efterlysningerne ud, og når så borgerne er fundet igen, så går der to timer og så kan man nærmest ikke finde artiklerne igen. Er det ikke netop her medierne har deres kræfter? Er det ikke netop lige her medierne kan hjælpe med at sætte fokus på et problem der er ret stort i vores samfund? Mennesker der forsvinder fra deres hjem uden mulighed for at finde hjem igen?

Demens er en sygdom, det er noget man får eller allerede har, det er ikke noget man er, det er ikke en del af ens personlighed, men det er en sygdom der angriber ens personlighed og gør at man ikke længere er som man var før. Men selvom det er en sygdom og en rigtig grim en af slagsen, så er det ikke en sygdom man kan slippe af med igen, når først man har den, så sidder den fast resten af livet, nogen mennesker ender faktisk med at dø af netop den sygdom, nogen får tilstødende sygdomme som følge af at være ramt af demens, nogen stopper med at spise fordi de ikke kan huske hvordan man synker sin mad eller hvordan man bruger bestikket. Demens er en virkelig grim sygdom der angriber hjernen og nedbryder kroppens funktioner én efter én. Som pårørende kan man ikke gøre andet end bare at se til og hjælpe med at det menneske der er ramt af demens får den aller bedste afslutning på livet.

Her kan vi vel alle være enige om, at det ikke er en god afslutning på livet, at gå væk fra sit hjem, og så  blive fundet død eller svært kvæstet? Det er i de tilfælde jeg ikke forstår mediernes tankegang? Vi har så travlt med at spørge hvordan personen overhovedet kunne gå hjemmefra, vi bruger kommentarfeltet på facebook under artiklen til at stille os undrende overfor hvor personalet var henne i situationen, hvorfor ledte personalet ikke mere, hvorfor var de ikke mere opmærksomme, hvorfor har man ikke bare sat en GPS på personen, men det er faktisk ikke så nemt. På de fleste plejehjem idag er personalenomeringen så elendig at der ikke er noget at gøre. Personalet er magtesløse, og hvis man går to i en afdeling med 10-14 beboere i en weekend og måske 3 i hverdagene, for ja, det er faktisk sådan virkeligheden er mange steder idag, så er det svært at være opmærksom på alle beboere hele tiden. Der arbejdes under umenneskelige forhold i nogle tilfælde, og selv beboerne lægger mærke til det.

Der bliver stillet spørgsmålstegn til hvorfor der ikke sættes en GPS på en person med demens som noget af det første, men der er nogle regler, og man skal søge om at sætte sådan en på et andet menneske, og ofte får man afslag. Det er nemlig indtrængen af privatlivet, det er et brud på loven bare at gøre det, alle har selvbestemmelsesret så længe de ikke er umyndiggjort.

Vi er gået ind i et valgår, vi ser politikerne diskutere og fortælle hvad de vil love os danskere, og det er ikke små ting, men kan de så ikke lige være opmærksomme på de ældre og ikke mindst personalet omkring de ældre? Det er her medierne kan være med, for hvis man nu ikke bare fjernede artiklerne omkring dem der går hjemmefra, så ville der være et meget større fokus på det. Hvordan kan det bare gå i glemmebogen?
Da lille Hugo forsvandt, og heldigvis blev fundet i god behold, kom familien i god morgen Danmark og fik en kæmpe eksponering, for det her var jo et barn der var forsvundet, så snart det handler om børn, så er der kæmpe fokus på det hele, men hvor er forskellen på et barn og et ældre menneske? De er begge mennesker, og skal behandles ligeligt, men det bliver de ikke. Når det drejer sig om børn der bliver væk kommer eftersøgningen i medierne med det samme, og helikopteren kommer i vejret, og der er fokus på det flere dage efter. Når det er et ældre menneske der går hjemmefra, så går der flere timer før det offentliggøres, og man venter lige lidt med helikopteren, og så snart personen er fundet, så er artiklerne væk.

Ved et barn vil det være breaking news, men så sent som her i januar hvor en ældre dame gik hjemmefra, der kunne man finde artiklen nærmest nederst på hjemmesiderne, der var ikke noget breaking news over det.

Hvorfor er et barn mere værd end en ældre? Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv ret tit. For hvem bestemmer det? Det er ligeså voldsomt for de pårørende til et ældre menneske, som det er for dem der er pårørende til et barn. Begge dele er traumatiserende for de pårørende.

Ferie

Vi snakker ferie herhjemme, vi kan ikke helt finde ud af hvornår vi skal afsted, skal vi rejse til sommer, eller skal vi vente til vinter og så rejse når der bliver rigtig koldt igen? Vi ved det ikke helt, det eneste vi ved er at vi på et tidspunkt skal have en forlænget weekend bare kæresten og jeg, men vi er også helt enige om at vi aldrig kunne drømme om at rejse syd på uden min søn. Det skal han ikke snydes for, den eneste mulighed han har for at komme ud at rejse er sammen med mig, og nu har vi ikke været afsted i et par år, så tænker at sønnen ville blive pænt ked af det hvis jeg rejste uden ham.
Kæresten og jeg er heldigvis enige om at rejser der varer længere end 3 dage, dem skal sønnen deltage i, men at vi gerne vil på diverse storby ferier som måske ikke helt er børnevenlige endnu, så dem holder vi på omkring 3 dage så vi kan tillade os at tage afsted alene.
Det lyder måske åndssvagt for nogen, men det er et princip jeg har haft lige siden jeg fik min søn, han skal ikke opleve de samme svigt som jeg selv har været igennem. Det jeg husker tydeligst fra min barndom er alle de ture mine forældre og søskende har været på, som jeg ikke har deltaget i, og det skal min søn ikke opleve. Han skal ikke sidde som voksen og se tilbage på ting han er gået glip af, han skal se tilbage på de ferier og ture vi har haft som gerne skulle være uforglemmelige for os allesammen.
Vi har mange destinationer som vi snakker om lige nu, både os alle 3, men også dem som vi skal på uden barn. Vi har faktisk rigtig mange steder som vi gerne vil opleve sammen.

Hvor skal i holde ferie henne? Og ikke mindst, hvornår skal i afsted?

Nye blodprøver

Så gik der 3 måneder, og jeg har igen fået taget blodprøver, denne gang opfølgende blodprøver i forhold til om noget havde ændret sig.
Jeg fik taget blodprøver den 3 januar da jeg alligevel var ved lægen, og jeg ringede idag for at få svar på dem, der er kun kommet svar på nogen af dem, og andre ventes der stadig på.
Mit stofskifte var der svar på nu dog, og det ligger som det skal nu, det vil sige at det er gået fra at være alt for lavt, til faktisk at ligge indenfor normalen på 3 måneder, jeg har dog også knoklet for det. 😉 Der bliver spist anderledes, der bliver dyrket en del mere motion end før, og jeg tager bare generelt nogle hensyn. Jeg spiser stadig sukker, men slet ikke i samme grad som jeg gjorde før, det er minimeret til meget få gange. Er i egentlig klar over hvor mange ting der er sukker i? Sådan af ting man spiser i hverdagen? Der er faktisk sukker i rigtig mange ting, også ting man ikke lige regnede med.
Men altså, jeg har skåret ned på noget og sat forbruget af noget andet op, og altså, det virker jo til at det virker. 😉 Så jeg fortsætter som hidtil.

Noget jeg ikke forstår?

Jeg kan forstå at man ifølge protokoller har nogle bestemte præferencer der skal følges. Her blandt andet om man skal have den ene eller anden slags permanent urin kateter.
Hvor jeg står af, det er når den ene slags faktisk virker, der er ingen infektioner, og har ikke været så længe patienten har haft den slags kateter. Kateteret har fungeret fuldstændig som det skal, med fast skifteinterval, det har været tilstoppet 2 gange på et år, altså 2 gange er det skiftet med kortere tidsinterval end ellers, men fortsat uden infektioner, patienten har ikke haft urinvejsinfektioner, der har ingen blødning eller anden form for irritation af blæren været.

Så HVORFOR vil man pludselig til at lave et indgreb for at sætte et andet slags kateter ind? Et kateter hvor man skal ind og perforere huden og lave direkte adgang til blæren. Altså et indgreb der gør at man skal være endnu mere forsigtig hygiejne mæssigt, da det faktisk er et direkte hul i huden som fører direkte ind til organer.
Et indgreb der placeret kateter røret lige omkring bukselinningen, fremfor ved urinrøret, jeg ved godt at det ved kvinder kan være ubehageligt at sidde på, og ved mænd skal man sørge for at penis peger op af, og det kan tydeligvis være svært for mange. Men hvorfor skal det gå udover en patient som ikke har haft komplikationer med sit blære kateter?
Vi har andre der har haft kateter i meget længere tid end lige den her patient som jeg refererer til, men som fortsat får lov at have sit blærekateter og som ikke skal tvinges ud i et topkateter som det hedder så snart man begynder at anlægge et kateter udenfor direkte blære adgang.
Men lige nøjagtig den her bliver presset. Jeg ser ingen faglige argumenter for at ændre kateter adgangen, udover at der er en chance for infektion, men det er der altså også med den anden slags. Nok er jeg stadig forholdsvis ny i mit fag, men holdninger dem har jeg, og hvis man ikke fagligt kan argumentere for noget, så har jeg altså svært ved at se hvorfor man presser folk til noget som de faktisk ikke vil.