En milliard møder!

Føler ikke jeg har lavet andet end at rende til møder den sidste uge, men jeg har nu faktisk lavet andet også. Vi har haft nogle møder, og det føles jo som en milliard, nok mest fordi man ikke er vant til at sidde stille på den måde. Jeg har den sidste uge haft 3 møder, af forskellig varighed, det ene var på næsten 8 timer, og det trak altså tænder ud at sidde stille så længe. Men det var virkelig godt, og lærerigt ikke mindst. Det samme var de andre.
Det her med at have møder om konkrete ting, koblet til en bestemt borger, det giver virkelig noget. Det giver nogle redskaber til at håndtere ting som man ellers kan opleve er svære, det hjælper os til at tolke anderledes på mange ting. Det giver os en hjælp til at give borgeren en bedre hverdag, og det betyder noget for os alle sammen.

Men udover redskaber til os som personale, så åbner de her møder også øjnene på ledelsen, de ser hvad vi står i hver dag, de hører vores frustrationer om de ting vi synes er svære, og de får en indsigt i hvor lang tid vi bruger på lige nøjagtigt de her borgere. Det er sundt for os alle sammen at få en fælles indsigt i hvad der foregår.

Det betyder faktisk at vi får en lettere hverdag med tiden fordi alle ved hvad der skal ske, alle ved hvordan tingene udvikler sig, og det er ret vigtigt.

Fremtiden!

Nogengange kan jeg ikke lade være med at tænke på min fremtid. Jeg ved at jeg ikke kan fortsætte aktivt i plejen, jeg ved at jeg på et tidspunkt ender med et administrativt job, det er jeg tvunget til.
Jeg er født med skæve hofter som har givet slidgigt da jeg ikke har haft de nødvendige hjælpemidler op igennem min opvækst, som blandt andet indlæg i mine sko så jeg ikke havde slidt mine hofter på en skæv måde. Derudover så har jeg rygproblemer, højst sandsynligt som følge af at jeg altid har gået skævt.
For at det så ikke skal være løgn, så kom jeg jo også til skade med mit knæ for 4 år siden, og den skade gør at jeg jævnligt danner væske under min knæskal, væske de ikke vil dræne, da den helt sikkert vil komme tilbage og kun blive værre. Det gør at jeg indimellem har rigtig mange smerter, især efter en lang arbejdsdag.

Jeg holder ud, men kun fordi jeg vil. Hvis ikke jeg elskede det jeg lavede, så ville jeg nok ikke holde den smerte ud, som jeg ofte går igennem efter en arbejdsdag. Jeg ved dog også at det efterhånden er virkelig på lånt tid, enten skal jeg finde noget “på gulvet” hvor jeg ikke skal bruge min krop på samme måde som nu, eller også skal jeg finde et kontorjob. Helt ærligt, så er jeg ikke lun på nogen af idéerne, men jeg skal finde ro i én af dem.

Jeg har så meget at fortælle

Men desværre er der bare rigtig meget af det som jeg ikke kan dele.
Jeg har lyst til at skrige lige nu, nok mest fordi jeg ligger helt alene hjemme og er uden både barn og mand og faktisk har fri fra arbejde. Noget jeg ikke har prøvet meget længe. Både at være alene og have fri fra arbejdet. Jeg føler aldrig jeg sådan rigtig har fri, føler altid at der er noget der halter, noget jeg ikke får gjort færdig.
Det er åbenbart sådan det er lige nu, vi er ramt af sygdom i min afdeling konstant, og det betyder altså at vi hele tiden har opgaver vi ikke får udført til tiden, så hver dag vi møder ind er der ekstra opgaver, og det betyder at vi er nødt til at udskyde andre opgaver. Ved i hvad det betyder for arbejdsmiljøet? Altså at man aldrig bliver færdig?
Det er dræbende for alle, og det giver faktisk flere sygedage i gruppen, netop fordi det giver stress aldrig at blive færdig.

Det er noget vi arbejder på, men når man altid kører på mindste mulighederne, så er det svært at nå det hele. Jeg håber på at det snart bliver anderledes, men jeg kan have mine tvivl.

Indtil da, så hænger vi i og hænger ud, og passer vores arbejde så godt vi kan, men det er ikke uden omkostninger.

Noget jeg ikke forstår?

Jeg kan forstå at man ifølge protokoller har nogle bestemte præferencer der skal følges. Her blandt andet om man skal have den ene eller anden slags permanent urin kateter.
Hvor jeg står af, det er når den ene slags faktisk virker, der er ingen infektioner, og har ikke været så længe patienten har haft den slags kateter. Kateteret har fungeret fuldstændig som det skal, med fast skifteinterval, det har været tilstoppet 2 gange på et år, altså 2 gange er det skiftet med kortere tidsinterval end ellers, men fortsat uden infektioner, patienten har ikke haft urinvejsinfektioner, der har ingen blødning eller anden form for irritation af blæren været.

Så HVORFOR vil man pludselig til at lave et indgreb for at sætte et andet slags kateter ind? Et kateter hvor man skal ind og perforere huden og lave direkte adgang til blæren. Altså et indgreb der gør at man skal være endnu mere forsigtig hygiejne mæssigt, da det faktisk er et direkte hul i huden som fører direkte ind til organer.
Et indgreb der placeret kateter røret lige omkring bukselinningen, fremfor ved urinrøret, jeg ved godt at det ved kvinder kan være ubehageligt at sidde på, og ved mænd skal man sørge for at penis peger op af, og det kan tydeligvis være svært for mange. Men hvorfor skal det gå udover en patient som ikke har haft komplikationer med sit blære kateter?
Vi har andre der har haft kateter i meget længere tid end lige den her patient som jeg refererer til, men som fortsat får lov at have sit blærekateter og som ikke skal tvinges ud i et topkateter som det hedder så snart man begynder at anlægge et kateter udenfor direkte blære adgang.
Men lige nøjagtig den her bliver presset. Jeg ser ingen faglige argumenter for at ændre kateter adgangen, udover at der er en chance for infektion, men det er der altså også med den anden slags. Nok er jeg stadig forholdsvis ny i mit fag, men holdninger dem har jeg, og hvis man ikke fagligt kan argumentere for noget, så har jeg altså svært ved at se hvorfor man presser folk til noget som de faktisk ikke vil.

År 2019

Mit håb for dette år er at jeg får en masse gode oplevelser, at jeg kommer ud på nogle flere rejser, gerne med både kæreste og barn, men også bare kæresten og jeg.
Mit liv kommer til at tage en drejning i løbet af året, og jeg glæder mig, jeg ser virkelig frem til det. Derudover så står den på en masse arbejdsrelaterede kurser, kurser som jeg ser frem til at få.
Jeg kæmper for et bedre arbejdsmiljø i min afdeling, og jeg giver ikke op, jeg kæmper for mere struktur og bedre planlægning.
Dog er vi endnu engang ramt af en opsigelse i den afdeling hvor jeg lige er blevet ansat, de andre havde dog set den komme, de vidste det inden det overhovedet skete. Så lige nu venter vi på at en ny bliver ansat, og det håber vi sådan set kommer til at ske ret hurtigt, for vi kan ikke rigtigt undvære en mand i vores afdeling.
Året har fået en hård start for min arbejdsplads´ vedkommende, et tragisk dødsfald som var meget uventet. Et dødsfald der berører personalet på plejehjemmet meget dybt. Det er altid hårdt når noget sker uventet, men det her topper det hele. Mest fordi vi ikke var forberedte. Men året 2019 startede på præcis samme måde som året 2018 startede på den arbejdsplads, med et tragisk dødsfald.

Vi er dog klar til at starte på en frisk, og lægge det her bag os så godt som man nu kan når noget tragisk sker, men vi kan jo ikke dvæle ved det, vi har et arbejde der skal passes uanset hvad der sker, og selvom det gør ondt, så står vi der jo alligevel. Men alle er mærkede, det kan ikke undgåes, vi forsøger at snakke om det, give plads til at være kede af det, men samtidig er vi dem der skal skabe en hverdag for beboerne. En hverdag som de kan genkende, en hverdag hvor personalet ikke er kede af det. Det er det vi skal, det er det der forventes, og fordi det forventes, så er det lige nøjagtigt det vi gør.

 

Men med denne triste start, så kan 2019 kun blive bedre herfra. Vi må da have taget den modgang livet kan give allerede nu, det skulle man ihvertfald mene. Jeg ved også godt at livet ikke fungerer sådan, livet har sin egen vej, og vi kan kun følge med. Men jeg vil håbe at 2019 bliver en del bedre end 2018.