Jeg har så meget at fortælle

Men desværre er der bare rigtig meget af det som jeg ikke kan dele.
Jeg har lyst til at skrige lige nu, nok mest fordi jeg ligger helt alene hjemme og er uden både barn og mand og faktisk har fri fra arbejde. Noget jeg ikke har prøvet meget længe. Både at være alene og have fri fra arbejdet. Jeg føler aldrig jeg sådan rigtig har fri, føler altid at der er noget der halter, noget jeg ikke får gjort færdig.
Det er åbenbart sådan det er lige nu, vi er ramt af sygdom i min afdeling konstant, og det betyder altså at vi hele tiden har opgaver vi ikke får udført til tiden, så hver dag vi møder ind er der ekstra opgaver, og det betyder at vi er nødt til at udskyde andre opgaver. Ved i hvad det betyder for arbejdsmiljøet? Altså at man aldrig bliver færdig?
Det er dræbende for alle, og det giver faktisk flere sygedage i gruppen, netop fordi det giver stress aldrig at blive færdig.

Det er noget vi arbejder på, men når man altid kører på mindste mulighederne, så er det svært at nå det hele. Jeg håber på at det snart bliver anderledes, men jeg kan have mine tvivl.

Indtil da, så hænger vi i og hænger ud, og passer vores arbejde så godt vi kan, men det er ikke uden omkostninger.

Jeg stemplede ud!

Jeg valgte simpelthen at lukke ned for alt hvad der hed sociale medier, jeg kunne sq ikke lige overskue det. Jeg har haft den værste jul jeg nogensinde kan huske jeg har haft. Jeg kunne slet ikke finde glæden frem, og jeg har brugt stort set alle juledagene på at arbejde, og når jeg så har haft fri har jeg lagt i fosterstilling under en dyne og grædt. Det lyder måske voldsomt, og det er det også, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har reageret sådan på et savn.
Men efterhånden som jeg er på den anden side, så kan jeg måske godt forstå at det lige er i år og i julen jeg bryder sammen, for mit 2018 har været alt andet end hyggelig faktisk.

2018 var året jeg måtte sige farvel til min elskede mormor.
2018 var året hvor jeg gik fra sønnens far.
2018 var året hvor jeg måtte sande at økonomien som enlig bare ikke var for sjov.
2018 var for mig generelt et år fyldt med ulykkelige begivenheder, og selvom der også var rigtig mange gode stunder og begivenheder, så blev jeg bare så umådelig trist henover julen over at skulle undvære min søn. Nok mest fordi jeg skulle aflevere ham hos hans far før julen startede og fordi jeg først kunne hente ham når julen faktisk var overstået.

Heldigvis har jeg trods alt formået at have nogle gode dage på arbejdet, lige de 8 timer jeg opholder mig der, der formår jeg at skjule alt det der gør ondt. Jeg formår at være noget for andre, men måske det også er grunden til at jeg ikke har kunnet være noget for andre når jeg havde fri. Juledagene blev også der hvor jeg havde min første uenighed med kæresten, og det var ikke engang sådan en rigtig uenighed, det var mere sådan en, jeg er irriteret på dig situation som så udviklede sig lidt mere end det. Vi fik heldigvis snakket ud om det, og vi fik afklaret hvad der var gået galt, og så kunne vi ligesom tage den derfra.

Men julen 2018 er én af dem der får lov at gå fuldstændig i glemmebogen, for jeg har bare slet ikke lyst til at huske den!

Har lyst til at rejse væk

Julestemningen er her slet ikke, jeg skiftevis hyler og går på arbejde, og ikke mindst så bruger jeg ret meget tid på at snakke med min kæreste om hvorfor jeg hyler hele tiden.
Jeg undværede min søn i 5 uger i januar da jeg tog den egoistiske beslutning om at bruge noget af min praktik i England på et hospice, og nu sidder jeg og hyler over at jeg skulle undvære min søn til jul, faktisk i 12 dage, det vil sige at jeg har afleveret ham til sin far inden julen for alvor gik igang, og jeg får ham først tilbage når helligdagene er overstået, det betyder at jeg for første gang nogensinde skal undvære min søn hele julen. Den 24 er egentlig ikke så vigtig for mig, det er hyggen op til og efter den dag der er vigtig for mig, og i år er jeg frarøvet muligheden for at få min søn hjem igen til bare én af juledagene. Det er jeg af den ene grund at jeg skal arbejde den 24 og 25 og den 26 skal han med sin far til fødselsdag, så skal jeg arbejde igen den 27 og 28 og da hans far ikke helt kan forene sig med tanken om at min kæreste “passer” bassen, så er jeg tvunget til at undvære ham indtil den 28 efter arbejde, og det gør ondt!
Så tænker i nok at jeg jo bare kan køre hjem til hans far, og så får et par timer med ham der, men nej det kan jeg faktisk ikke, for det ønsker hans far ikke. Hans far er stadig frustreret og ked af det og bitter over at jeg gik, og det på trods af at det faktisk er ved at være et halvt år siden, jeg havde håbet at vores samarbejde efterhånden var ved at være rigtigt på plads, altså der hvor begge kan deltage i ting uden at det bliver ubehageligt for barnet, tilbage til hvor vi var for 2 år siden inden vi besluttede at give det en chance mere!

Forskellen på England og nu, det er at da jeg var i England facetimede jeg med bassen dagligt, det gør jeg ikke nu.

Jeg savner helt ind i knoglerne, og jeg kan ikke lade være med at græde bare lidt hver dag.

Jul uden bassen

Bassen blev afleveret hos sin far igår, og skal være der helt ind til den 27 december. Det er ret længe, og jeg er ikke helt sikker på at jeg kan finde ud af at undvære ham så længe. Jeg er faktisk heller ikke helt sikker på at bassen kan finde ud af at undvære mig så længe. Men lad os se hvordan det går. Efter 14 dage hvor vi bare har været bundet ind i hinanden nærmest, så er det måske meget sundt med lidt tid hvor vi kan nå at savne. Men det bliver mega hårdt at undvære ham juleaften, også selvom jeg skal arbejde og faktisk ikke engang selv skal holde jul. Mine svigerforældre har dog sagt at de sikkert ikke engang er gået igang med at åbne gaver når jeg får fri, så de håber på at jeg kigger op. Så kan jeg også lige nå at sige god jul til min kæreste inden den 24 er ovre. Det er faktisk meget rart at tænke på.
Anyways, så glæder vi os til at få bassen hjem igen, og vi glæder os til at vi skal fejre nytårsaften sammen, det er jo med at finde de positive ting frem og så huske os selv på dem når det hele bliver for træls, og lige nu synes jeg faktisk det er træls at skulle nå at undvære mit barn i 11 dage før jeg skal se ham igen.

Jul uden bassen er bare ikke jul. Men det er jo meget godt at jeg kan flygte på arbejde og så være der. Der er jo heldigvis nogen der skal hygges om og som skal have en dejlig aften selvom de ingen pårørende har.

Nyopereret

Når man er ny opereret i halsen og så samtidig er en lille smule forkølet, så kan det komme til at gøre lidt ekstra ondt, især hvis man kommer til at nyse. Det har bassen gjort et par gange, og det gør lige ondt hver gang. Det er så der står tårer ud af øjnene på ham.
Han blev opereret i fredags som den allerførste, han var på opvågningen ved 10 tiden og fik lige et skud smertestillende mere der, direkte i hans venflon fordi han vågnede med smerter. Tænker han reagerer ligeså dårligt på morfin som hans mor, det har nemlig heller ikke den store effekt på mig. Fredag og lørdag gik egentlig okay indtil omkring aftenstid lørdag, der fik han pludselig ret ondt, og med smerter følger høj puls, og lige nøjagtig høj puls skal vi gøre hvad vi kan for at undgå, for en høj puls øger risikoen for blødninger, og dem vil vi overhovedet ikke have.

Anyway, så gik det hele rigtig fint, ihvertfald da han endelig fik masken at sove på, istedet for noget direkte i venflonen, de kunne nemlig ikke stikke i ham, det gjorde så ondt på ham at han skreg så højt at min kæreste kunne høre ham ude i venteværelset, så efter to forsøg valgte de at bruge masken istedet. Det viste sig at være en god beslutning, for det tog ca 10 sekunder og så sov han, og derefter kunne de så stikke i ham uden at han opdagede det. Lige knap 2 timer senere vågnede han jo så og havde ondt.
Så gik det ellers som det kunne forventes indtil lørdag hvor han pludselig fik ret ondt og jeg måtte ringe ind på afdelingen for at høre omkring smertestillende. Bassen vejer nemlig lige et par kg for lidt til at få en hel tablet paracetamol, men samtidig så vejer han for meget til at kunne nøjes med en halv tablet af gangen. Han lå lige midt i den kurve for hvorfor man skal have en halv og en hel, og på trods af at jeg er uddannet til at håndtere medicin og dosis, men her blev jeg alligevel i tvivl, og måtte konferere med en anden fag person, og det var faktisk rigtig rart, for det viste sig at hun var i tvivl omkring dosis som jeg var. Men vi blev enige om at sætte ham lidt op i dosis i nogle dage, mest fordi at smerter ikke er godt, og slet ikke på et barn. Derudover havde han indtil igår heller ikke rigtig villet spise eller drikke, og der blev taget tilløb hver gang der skulle noget ned igennem halsen også selvom det var drikkelse. Han kunne godt tage en mundfuld, men han sad længe med det i munden, det er som om det er lidt bedre idag.

Men indtil han igen er ovre smerterne og føler sig tryg, så nyder vi nærheden og samsovningen og de lange dage under dynen som bare forsvinder alt for hurtigt. Idag har vi sendt kæresten på arbejde, og han var faktisk ikke meget for at køre fra os, men arbejdet skal passes, også selvom vi ligger herhjemme. Men han er bare så god til at passe på os <3