De voksnes ansvar!

Der er mange ting der er de voksnes ansvar, vi skal passe på vores små poder, og det er faktisk det største ansvar vi har. Jeg har skrevet det før, men jeg skriver det igen, voksne mennesker SKAL IKKE projektere deres følelser over på deres barn!
Uanset hvor såret man som et voksent menneske er, så skal man kunne adskille sine følelser, det er okay at være ked af det foran sit barn, men det er ikke okay at fortælle barnet hvor trist man er over noget den anden forældre har taget en beslutning om, slet ikke når det faktisk betyder at man får flere vågne timer med sit barn.

Jeg har taget en egoistisk beslutning ja, men den er taget baseret på kærligheden til mit barn, ja og selvfølgelig også til min kæreste. Men det betyder også at farmand går fra at have ham hveranden uge til at have 3 weekender ud af 4 plus alle helligdage.
Det betyder faktisk at faderen får flere vågne timer med sit barn end han gjorde før.
Før ville han hente ham omkring kl 17 i fritteren og så hjem at lave aftensmad, og så skulle bassen i seng senest 19:30 for at kunne fungere dagen efter. Det giver altså maks 2,5 timers vågen tid med barnet hvoraf meget af tiden skal bruges på praktiske opgaver som lektier og madlavning osv. Opgaver som han ikke magter i det lange løb, det har været meget tydeligt. Lektierne er ikke blevet lavet, og de har fået så mange ens måltider at bassen næsten er ved at kaste op hvis jeg siger vi skal have det derhjemme.

Man skal og må normalvis ikke blande sig i hvad den anden forældre gør, det har man faktisk ifølge statsforvaltningen ikke lov til. Men når det skader barnets fremtid, så er man nødt til at gribe ind og gøre et eller andet. Her har jeg så været nødsaget til at fjerne noget ansvar, og det må være godt det samme, især taget i betragtning af at han nu for alvor forsøger at fortælle vores fællesbarn hvor dum hans mor er over den beslutning. På trods af at manden nærmer sig 40 år, så har han stadig ikke fundet ud af at der er ting man ikke deler med sit barn. Der er ting der hører til voksne imellem, og det at snakke dårligt om den anden forældre, det kan man gøre når barnet ikke er der.

Når man er den onde

Endnu engang havde jeg ting der skulle siges til faderen, ting som jeg allerede inden vidste ville gøre at han ville føle sig angrebet, og det er jo slet ikke det, det handler om, det handler om at passe på vores barn og kende de grænser barnet har. Grænser der nogengange er svære for nogle at overholde.
Grænser der skal overholdes hvis barnet skal have en følelse af selvbestemmelse. Ganske rigtigt, så følte faderen sig en smule angrebet, han mente ikke at vores søn havde fortalt ham de ting, men faktisk var det noget han sagde allerede da vi boede sammen. Det er altså ikke nyt, det er noget der har stået på i nogle år, men alligevel er de grænser ikke blevet overholdt.
Derudover så var der nogle andre ting som vi skulle snakke om, ting som jeg virkelig gerne ville fortælle jer, men af respekt for at det ikke er sket hjemme ved mig, så vælger jeg ikke at gøre det. Men det er noget jeg faktisk er virkelig gal over, ting der sætter mit barns sundhed på spil! Ting der ignoreres og man bare fortsætter med. Hvis det nu bare var fordi barnet ikke får børstet tænder den uge han er ved sin far, at de lever af sodavand og slik, og junk, at han ikke får lavet lektier, at han lever foran iPad og computer. Det kunne man jo NÆSTEN se igennem fingre med. Faktum er at der foregår rigtig meget hos hans far, og det er ting der ikke skal foregå, et barn på knap 9 år skal ikke stå til ansvar for sig selv, han skal hjælpes og guides til at tage nogle gode valg.

Jeg bliver jævnligt kaldt dum og uduelig af mit eget barn, dette fordi man ikke får sodavand og slik på daglig basis i mit hjem, dette også fordi man skal børste tænder to gange om dagen, der er faste sengetider, de rykkes lidt i weekenderne, men det er stadig de voksne der bestemmer hvornår man skal hoppe i seng.

At sætte grænser og opdrage, det er altså en forælders arbejde, det er den fornemste opgave man får tildelt når man bliver forældre. Men når det kun er den ene der sætter grænser, så giver det nogle gnidninger, for barnet vil i starten automatisk søge efter den der ikke sætter grænser, men med tiden bliver det for ustruktureret og så vil barnet søge tilbage til der hvor grænserne sættes.

Indtil da, så tager jeg de sorger og knubs det giver og jeg vil for altid kæmpe for at mit barn vokser op under de bedste forhold.

Det at have et delebarn!

At dele sit barn i en 7/7 ordning, det kræver at man er enige om tingene, at man har ens værdier og at man kan snakke om de ting man er uenige omkring, og det formår vi bare slet ikke.
Jeg fik min søn hjem den 27/12, og de to første dage brugte jeg med et barn der havde udpræget sukkerabstinenser, et barn der kun kunne koncentrere sig om sin iPad, han kunne slet ikke forholde sig til andre mennesker. Han har været ved sin far siden den 16/12, og da jeg afleverede ham der gik han direkte i køleskabet efter en sodavand, for så bagefter at hente is og slik frem, og jeg var mildest talt chokeret, hos hans far får han lov at gøre som det passer ham, om så det er at spise slik til morgenmad. Når jeg snakker med hans far om de lidt mere usunde valg, og at de måske mere hører til i weekenderne, så får jeg at vide at jeg ikke skal blande mig i hvordan tingene kører hos ham og at jeg ikke har noget at sige i forhold til hvad der sker hos ham, og han har jo ret, juridisk set har jeg ingen bestemmelsesret over hvordan tingene kører hos ham, men kan det virkelig passe at jeg skal bruge 2 dage på at få min søn af med abstinenser?
Det kan det tydeligvis, jeg har intet at sige what so ever omkring hvad mit barn indtager og ikke indtager hos sin far, men jeg kan dog gøre én ting, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Samværet skal ændres. Ikke kun på grund af kosten, men fordi mit barns mest basale behov bliver overset, han får ingen opmærksomhed, han sidder og spiller konstant, han kan for pokker ikke engang finde ud af at spise aftensmad med andre, han kan slet ikke agere i et samspil med andre mennesker, og sådan skal det ikke være. Men det kan også undre mig over hvordan man på så få dage kan formå at ødelægge så meget.
Barnet begynder jo også at syntes der er stor forskel på at være hos mor og far, og med den alder han har lige nu, så vil han til enhver tid vælge at være hos den uden regler og rutiner, fremfor at være hos den der faktisk opretholder de her regler og rutiner.
Jeg er måske lidt streng, men i hverdagene skal sengetiderne overholdes, og man får ikke sukkerholdig morgenmad, man kan godt få en lille god ting med i madpakken, men den vil som oftest være fyldt med sunde ting. Jeg går ret meget op i det, og det er af den simple grund at jeg faktisk selv har problemer med vægten så snart jeg tager usunde valg, og jeg ønsker ikke at mit barn skal kæmpe med de samme problemer som jeg selv har. Jeg giver heller ikke saftevand med i drikkedunken, for jeg syntes faktisk ikke det hører sig til!
Derudover så er det en forældres ret at bestemme over sit barn, det skal vi, også selvom det kræver en smule uenigheder mellem forældre og barn, man skal bare efterfølgende kunne have en dialog med sit barn omkring det som barnet mener er uretfærdigt, og så skal man kunne begrunde sine valg ordentligt.
Men at få en basse hjem der meget tydeligt ikke har fået børstet sine tænder i 11 dage, og som så samtidig har fået så rigelige mængder sukker. Derudover så havde han render under øjnene som viste at søvn også havde været en mangelvare, og han kravlede jo nærmest op på skødet af mig inden vi var ude af bilen.

Jeg føler mig lettere rådvild, og jeg har faktisk ikke lyst til at aflevere ham til sin far den 1/1, men det er hans uge, og indtil der bliver lavet om på det, så må jeg bide tænderne sammen.

Jeg stemplede ud!

Jeg valgte simpelthen at lukke ned for alt hvad der hed sociale medier, jeg kunne sq ikke lige overskue det. Jeg har haft den værste jul jeg nogensinde kan huske jeg har haft. Jeg kunne slet ikke finde glæden frem, og jeg har brugt stort set alle juledagene på at arbejde, og når jeg så har haft fri har jeg lagt i fosterstilling under en dyne og grædt. Det lyder måske voldsomt, og det er det også, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har reageret sådan på et savn.
Men efterhånden som jeg er på den anden side, så kan jeg måske godt forstå at det lige er i år og i julen jeg bryder sammen, for mit 2018 har været alt andet end hyggelig faktisk.

2018 var året jeg måtte sige farvel til min elskede mormor.
2018 var året hvor jeg gik fra sønnens far.
2018 var året hvor jeg måtte sande at økonomien som enlig bare ikke var for sjov.
2018 var for mig generelt et år fyldt med ulykkelige begivenheder, og selvom der også var rigtig mange gode stunder og begivenheder, så blev jeg bare så umådelig trist henover julen over at skulle undvære min søn. Nok mest fordi jeg skulle aflevere ham hos hans far før julen startede og fordi jeg først kunne hente ham når julen faktisk var overstået.

Heldigvis har jeg trods alt formået at have nogle gode dage på arbejdet, lige de 8 timer jeg opholder mig der, der formår jeg at skjule alt det der gør ondt. Jeg formår at være noget for andre, men måske det også er grunden til at jeg ikke har kunnet være noget for andre når jeg havde fri. Juledagene blev også der hvor jeg havde min første uenighed med kæresten, og det var ikke engang sådan en rigtig uenighed, det var mere sådan en, jeg er irriteret på dig situation som så udviklede sig lidt mere end det. Vi fik heldigvis snakket ud om det, og vi fik afklaret hvad der var gået galt, og så kunne vi ligesom tage den derfra.

Men julen 2018 er én af dem der får lov at gå fuldstændig i glemmebogen, for jeg har bare slet ikke lyst til at huske den!

Har lyst til at rejse væk

Julestemningen er her slet ikke, jeg skiftevis hyler og går på arbejde, og ikke mindst så bruger jeg ret meget tid på at snakke med min kæreste om hvorfor jeg hyler hele tiden.
Jeg undværede min søn i 5 uger i januar da jeg tog den egoistiske beslutning om at bruge noget af min praktik i England på et hospice, og nu sidder jeg og hyler over at jeg skulle undvære min søn til jul, faktisk i 12 dage, det vil sige at jeg har afleveret ham til sin far inden julen for alvor gik igang, og jeg får ham først tilbage når helligdagene er overstået, det betyder at jeg for første gang nogensinde skal undvære min søn hele julen. Den 24 er egentlig ikke så vigtig for mig, det er hyggen op til og efter den dag der er vigtig for mig, og i år er jeg frarøvet muligheden for at få min søn hjem igen til bare én af juledagene. Det er jeg af den ene grund at jeg skal arbejde den 24 og 25 og den 26 skal han med sin far til fødselsdag, så skal jeg arbejde igen den 27 og 28 og da hans far ikke helt kan forene sig med tanken om at min kæreste “passer” bassen, så er jeg tvunget til at undvære ham indtil den 28 efter arbejde, og det gør ondt!
Så tænker i nok at jeg jo bare kan køre hjem til hans far, og så får et par timer med ham der, men nej det kan jeg faktisk ikke, for det ønsker hans far ikke. Hans far er stadig frustreret og ked af det og bitter over at jeg gik, og det på trods af at det faktisk er ved at være et halvt år siden, jeg havde håbet at vores samarbejde efterhånden var ved at være rigtigt på plads, altså der hvor begge kan deltage i ting uden at det bliver ubehageligt for barnet, tilbage til hvor vi var for 2 år siden inden vi besluttede at give det en chance mere!

Forskellen på England og nu, det er at da jeg var i England facetimede jeg med bassen dagligt, det gør jeg ikke nu.

Jeg savner helt ind i knoglerne, og jeg kan ikke lade være med at græde bare lidt hver dag.