Skal vi lige snakke om?

Mennesker med demens?

Noget omkring medierne undrer mig ved sager om mennesker med demens der går væk, eller bare generelt når ældre mennesker forsvinder fra deres hjem. Medierne er virkelig langsomme til at reagere, de er langsomme til at sende efterlysningerne ud, og når så borgerne er fundet igen, så går der to timer og så kan man nærmest ikke finde artiklerne igen. Er det ikke netop her medierne har deres kræfter? Er det ikke netop lige her medierne kan hjælpe med at sætte fokus på et problem der er ret stort i vores samfund? Mennesker der forsvinder fra deres hjem uden mulighed for at finde hjem igen?

Demens er en sygdom, det er noget man får eller allerede har, det er ikke noget man er, det er ikke en del af ens personlighed, men det er en sygdom der angriber ens personlighed og gør at man ikke længere er som man var før. Men selvom det er en sygdom og en rigtig grim en af slagsen, så er det ikke en sygdom man kan slippe af med igen, når først man har den, så sidder den fast resten af livet, nogen mennesker ender faktisk med at dø af netop den sygdom, nogen får tilstødende sygdomme som følge af at være ramt af demens, nogen stopper med at spise fordi de ikke kan huske hvordan man synker sin mad eller hvordan man bruger bestikket. Demens er en virkelig grim sygdom der angriber hjernen og nedbryder kroppens funktioner én efter én. Som pårørende kan man ikke gøre andet end bare at se til og hjælpe med at det menneske der er ramt af demens får den aller bedste afslutning på livet.

Her kan vi vel alle være enige om, at det ikke er en god afslutning på livet, at gå væk fra sit hjem, og så  blive fundet død eller svært kvæstet? Det er i de tilfælde jeg ikke forstår mediernes tankegang? Vi har så travlt med at spørge hvordan personen overhovedet kunne gå hjemmefra, vi bruger kommentarfeltet på facebook under artiklen til at stille os undrende overfor hvor personalet var henne i situationen, hvorfor ledte personalet ikke mere, hvorfor var de ikke mere opmærksomme, hvorfor har man ikke bare sat en GPS på personen, men det er faktisk ikke så nemt. På de fleste plejehjem idag er personalenomeringen så elendig at der ikke er noget at gøre. Personalet er magtesløse, og hvis man går to i en afdeling med 10-14 beboere i en weekend og måske 3 i hverdagene, for ja, det er faktisk sådan virkeligheden er mange steder idag, så er det svært at være opmærksom på alle beboere hele tiden. Der arbejdes under umenneskelige forhold i nogle tilfælde, og selv beboerne lægger mærke til det.

Der bliver stillet spørgsmålstegn til hvorfor der ikke sættes en GPS på en person med demens som noget af det første, men der er nogle regler, og man skal søge om at sætte sådan en på et andet menneske, og ofte får man afslag. Det er nemlig indtrængen af privatlivet, det er et brud på loven bare at gøre det, alle har selvbestemmelsesret så længe de ikke er umyndiggjort.

Vi er gået ind i et valgår, vi ser politikerne diskutere og fortælle hvad de vil love os danskere, og det er ikke små ting, men kan de så ikke lige være opmærksomme på de ældre og ikke mindst personalet omkring de ældre? Det er her medierne kan være med, for hvis man nu ikke bare fjernede artiklerne omkring dem der går hjemmefra, så ville der være et meget større fokus på det. Hvordan kan det bare gå i glemmebogen?
Da lille Hugo forsvandt, og heldigvis blev fundet i god behold, kom familien i god morgen Danmark og fik en kæmpe eksponering, for det her var jo et barn der var forsvundet, så snart det handler om børn, så er der kæmpe fokus på det hele, men hvor er forskellen på et barn og et ældre menneske? De er begge mennesker, og skal behandles ligeligt, men det bliver de ikke. Når det drejer sig om børn der bliver væk kommer eftersøgningen i medierne med det samme, og helikopteren kommer i vejret, og der er fokus på det flere dage efter. Når det er et ældre menneske der går hjemmefra, så går der flere timer før det offentliggøres, og man venter lige lidt med helikopteren, og så snart personen er fundet, så er artiklerne væk.

Ved et barn vil det være breaking news, men så sent som her i januar hvor en ældre dame gik hjemmefra, der kunne man finde artiklen nærmest nederst på hjemmesiderne, der var ikke noget breaking news over det.

Hvorfor er et barn mere værd end en ældre? Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv ret tit. For hvem bestemmer det? Det er ligeså voldsomt for de pårørende til et ældre menneske, som det er for dem der er pårørende til et barn. Begge dele er traumatiserende for de pårørende.

Demensven

Jeg er nødt til at slå et lille slag for noget som ligger mig meget på sinde kva mit fagområde.

Demente fylder efterhånden rigtig meget på både plejehjem og i deres egne hjem. Der er demente overalt, nogen er bedre til at skjule det end andre og man kan blive helt i tvivl om de virkelig ER demente eller ej. Der hvor jeg arbejder har vi faktisk et klassisk eksempel på dette, borgeren var så god til at snakke at jeg faktisk troede det var en pårørende indtil det gik op for mig at borgeren faktisk boede i vores skærmede demensafsnit! Her er der tale om en borger der op til flere gange har formået at praje en taxa og blive kørt “hjem”.
Derfor er det også bare så vigtigt at vi er budbringere af et budskab der er så stort som dette, det er vigtigt at vi passer på vores demente for på den måde at sørge for at vi minimere de sager hvor de forsvinder. Dem vil vi jo helst ikke have, det er så forfærdelig når en dement går sin vej og ikke kan finde hjem igen, og op til flere gange har vi jo desværre set at de ikke bliver fundet i live, enten fordi de forsvinder om vinteren eller fordi de falder i vandhuller, de kommer til skade og ikke kan flytte på sig, og oftest har de heller ikke for meget tøj på når de forsvinder, for de husker altså ikke altid jakken!

At blive demensven er et aktivt valg man selv tager. Man behøver ikke lægge det helt store i det, men det vil jeg da bestemt håbe at i gør. Jeg håber at i vil gå ind og melde jer til og være med til at sprede ordet omkring det her, det er så vigtigt at gøre en forskel, og det kan vi virkelig gøre her.
Demens er en svær størrelse, både som pårørende og ansat, men prøv at forestille dig at du står op om morgenen, men du kan ikke huske hvordan du tager tøj på, du kan ikke huske hvordan du børster dine tænder, du kan ikke huske hvordan du skal smøre din mad og ikke mindst kan du ikke huske hvordan du skal spise den! Demens er en forfærdelig sygdom, og jeg ville ikke ønske at se min værste fjende blive ramt af det!

I kan tilmelde jer lige HER og så bestemmer i selv hvor meget tid i vil lægge i det.

Når demente går deres vej

En diskussion der har været virkelig oppe i medierne de sidste par år er omkring de demente der forsvinder fra plejehjem eller fra egen bolig. Der findes ikke noget mere frustrerende for de ansatte end når man står magtesløs overfor en dement borger der bare gerne vil hjem.
Når jeg skriver hjem, så er det fordi at selvom de bor enten i en beskyttet bolig eller på et plejehjem, så er hjem for dem der hvor de har boet hele deres voksenliv med deres ægtefælle og børn.
Vi kan gøre alt for at sikre at borgeren ikke går, vi kan låse yderdøre, vi kan udstyre dem med en GPS (hvis der er givet samtykke til dette) og vi kan være ekstra på arbejde så man kan være mere opmærksom. Men hvad de fleste ikke ved, så er det at en dement borger virkelig ikke er nem at holde tilbage. Ofte reagerer de med vrede og indimellem så slår de også ud efter de ansatte hvis de forsøger at guide dem væk fra at gå. Vi må ikke tvinge dem til at blive, for så bruger vi magt, og laver vi en magtanvendelse, så skal det dokumenteres og indberettes til rette instans, så kommer magtanvendelsen i høring, og bliver den afvist som værende forkert, så får man en påtale og i yderste tilfælde kan man faktisk blive fyret fra sit arbejde. Selvfølgelig skal den være rigtig slem for at man kan miste sit arbejde, og ofte så handler vi efter borgerens bedste, altså vi tænker på borgerens sikkerhed, og hvis vi vurderer at det er farligt for borgeren at gå ud i snevejr uden jakke for eksempel, eller hvis borgeren er på vej ud til en meget befærdet vej, så gør vi hvad vi kan for at beskytte borgeren og sørge for at borgeren bliver inde.
Jeg har oplevet at at borgere er gået, og ved i hvad? Det er den mest ubehagelige følelse man får i kroppen og det eneste der går igennem hovedet på én er at man bare gerne vil finde den her borger så hurtigt som muligt, men man aner ikke hvilken retning borgeren er gået, du ved ikke om borgeren ligger og er faldet et sted, om den er gået ind til nogen tilfældige.
At miste en borger på den måde er noget af det mest ubehagelige man kan komme til at opleve i vores fag, alle de andre ting vi kommer igennem er vi trænet til, men absolut ingen fortæller os hvordan det føles at miste en dement fordi borgeren går sin vej og vi ikke kan formå at holde borgeren tilbage. Heldigvis bliver de fleste fundet i god behold, men det er jo desværre ikke dem vi hører så meget om i medierne. Hver evig eneste dag er der en dement der går fra sin afdeling eller sit hjem, og heldigvis kommer de hjem relativt hurtigt igen. Men så er der også den lille procentdel som bliver væk og som man ikke kan finde, og desværre ender de tilfælde oftest tragiske til stor sorg for både pårørende og de ansatte der var på arbejde da den demente gik.

Jeg kan kun opfordre til at man som pårørende udstyrer den demente borger med et form for smykke hvori borgerens navn, adresse og telefonnummer på nærmeste pårørende (hvis borgeren bor på plejehjem, så skriv nummeret hertil) derudover så skriv at der er tale om en dement. Få det indgraveret i et personligt armbånd, et vedhæng til en halskæde, ja hvad som helst faktisk. Bare man har noget som kan identificere personen hvis man løber ind i vedkommende på gaden. De fleste demente kan nemlig ikke gøre sig særlig forståelige, de fleste glemmer sproget og kan ikke finde rundt i ordene, derfor vil de oftest ikke kunne gøre sig forståelige. Der findes selvfølgelig også de demente der virkelig snyder, altså dem som formår at holde en samtale kørende og ikke på noget tidspunkt snubler i det.
Men lad os nu alle hjælpe hinanden med at passe på de demente.