Min kæreste er skruk

Altså som i virkelig skruk, og det er faktisk ret sjovt. Haha.
Han ser små babyer og små søde piger over alt, han er helt forelsket, og jeg bliver lige lidt mere forelsket i ham hver gang. 😉
Han er helt klar over at hvis han virkelig ønsker et barn på sigt sammen med mig, så bliver det ikke verdens nemmeste rute, det bliver ikke som når hans kammerater har haft heldet med sig, det bliver en kamp, og det bliver en kamp vi skal tage sammen, det bliver ikke nemt, men med tiden, så tror jeg faktisk at jeg vil være villig til at give det et forsøg. Det føles rigtigt med ham her, han er en fantastisk mand, han behandler mig rigtigt, vi har de samme drømme og ønsker om fremtiden, vi er hinandens modsætninger på de rigtige punkter, og ens på alle de andre rigtige måder også. Vi er enige om børneopdragelse, han er fantastisk med min søn, og min søn er helt vild med ham.
Faktisk så spørger min søn jævnligt hvornår vi skal flytte ned i hans hus, det vil han virkelig gerne. Det vil jeg også virkelig gerne, men der er flere ting der skal på plads først.
Han har styr på livet, et godt job, og så er han tilpas smart i en fart til at det ikke bliver for meget. 😉 Han kan tæmme mig lidt, men samtidig gøre mig lidt mere løs på andre områder hvor det er tiltrængt. Faktisk gør han bare rigtig meget godt for mig, og efter hvad han siger, så gør jeg også rigtig meget godt for ham.
HVIS, jeg skal have flere børn, så skal det være med ham her.

Indtil den beslutning skal tages endeligt om nogle år, så vil jeg fortsætte med at blive mere og mere forelsket i min kæreste, jeg vil se frem til hvad end fremtiden byder mig med ham her, for det kan kun blive godt. <3

Når tvivlen træder ind!

Igår blev jeg pludselig præsenteret for en ny mulighed, en mulighed jeg overhovedet ikke havde tænkt var her allerede. En mulighed for at ende i en stilling som jeg virkelig gerne vil have på sigt. En mulighed som min chef har åbnet op for. En mulighed der viser hvor stor en tillid min chef har til mig, og nok det største skulderklap jeg nogensinde har fået!

Men jeg er i tvivl, og hvordan kan man overhovedet være i tvivl om, om man skal tage den mulighed? Måske fordi det betyder at, jeg ikke kan skifte stilling, og hvis i kan huske det, så er vi lige nu rimelig meget presset til det yderste når det kommer til beboere. Vi har alt for mange tomme stuer, og vi skal alle afholde alt den ferie som vi overhovedet kan for at få budgetterne til at hænge sammen. Det betyder at jeg skal fortsætte under samme chef, for det er chefen der har åbnet op for muligheden, og hvis jeg skifter arbejdsplads, især hvis jeg rykker til nabokommunen, så mister jeg den mulighed.

Altså det lyder også forkælet, for jeg er jo ikke ked af min stilling, jeg er faktisk rigtig glad for den, det er bare rigtig stressende ikke at vide hvad, og ikke mindst hvor fremtiden er.

Jeg havde en dialog med mig selv, og ikke mindst med ham jeg ser lige i øjeblikket, for hvis der på nogen måde skulle være en fremtid i sigte med ham, så synes jeg egentlig han burde tages med på råd. Derudover, så er han bare ret rationelt tænkende og ser på fakta og tænker ikke helt så meget med følelserne som jeg gør i det her. Som han sagde, jeg har jo endnu ikke fået svar på nogen af de stillinger jeg har søgt, og jeg kunne lade være med at søge flere lige nu, og så se tiden an. Som han sagde, hvorfor ikke give det et års tid og se hvordan det spænder an, om chefen faktisk overholder det der blev sagt, eller om det bare var for at holde på mig. Dog så er han ked af at jeg skal fortsætte i mine aftenvagter, for det kan være svært at ses. Men det er et offer han er villig til at lave på mine vegne hvis det kan bane vejen for drømmejobbet på sigt.

Jeg er som sagt lidt i tvivl, men jeg tænker at jeg lige vil vente lidt, og så se hvad der sker når ansøgningsfristerne udløber på de stillinger jeg har søgt.

Men uanset hvad jeg vælger, så var det her det største skulderklap jeg overhovedet kunne få, og jeg er meget benovet for overhovedet at være udvalgt til den mulighed.

Sidder bare lige her

Og reflekterer lidt med en lækker ansigtmaske på, den sidste tid har taget ret hårdt på min hud, nok mest på grund af stress. Men da jeg stod op imorges og havde verdens største begyndende bums nederst på højre kind, så gik det ligesom op for mig at jeg skulle finde de gode rutiner frem igen.
Anyways så reflekterer jeg vidst mest over mit liv og hvad jeg vil i fremtiden!

Men faktisk også over hvad jeg har lige nu og her.
Jeg har så mange gode ting i mit liv lige nu, og jeg skal virkelig lære at værdsætte dem noget mere. Jeg har verdens sødeste og mest velopdragne dreng, og det bedste jeg ved lige nu er når han er hos mig, og jeg kan putte mig ind ved siden af ham i min seng. Jeg elsker den dreng, og selvom mit liv formede sig fuldstændig anderledes end jeg havde forventet, da jeg så de to streger dengang, for 10 år siden, så har jeg ham at takke for mange ting. Han har lært mig SÅ meget om livet, og hvordan man lever. Man tror man lever sit liv, lige indtil den dag man får børn og man ser hvordan de bare går til den og gør lige som de vil. Det kan man selvfølgelig ikke altid som voksen, men vi kan virkelig lære at tage tingene lidt mere som de kommer af de kære små.
At jeg så endte i en helt anden retning end jeg havde tænkt dengang jeg blev student, det er en helt anden sag. Dengang havde jeg altid troet at jeg skulle have et stillesiddende arbejde, have fine lange negle lavet hveranden uge, gå i pumps og suit og altid være tynd. Well, life happened, og jeg endte som skrevet i en helt anden retning. Da jeg fik min søn ændredes mine værdier sig fuldstændig, det handlede ikke længere om at tage så høj en uddannelse som muligt, for at få den højeste løn muligt, nu handlede det om noget helt andet, jeg havde en ekstra mund der skulle have mad, men jeg havde også et ansvar for at vise min søn at man skal følge sine drømme, man skal ende der hvor man faktisk har det godt med sig selv, både når man møder ind på arbejde, men så sandelig også når man går hjem.

Derudover så er jeg beriget med de mest fantastiske folk i mit liv, jeg har virkelig taget et aktivt valg om at være positiv og se livet som det er. For livet er et bakkelandskab, det SKAL gå op og ned, ellers lever du det jo ikke? Hvis du bare går lige ud hele vejen, er det så fordi du bare følger mængden? Eller er det fordi du er bange for at livet vil gøre for ondt hvis du skifter kurs og går op over bakken?
Jeg har bestiget mange bakker i mit liv, også bakker som slet ikke burde være der, men det var de nu engang, og jeg har kæmpet hele mit teenage liv for at komme over nogle få bakker, men da jeg så endelig kom på den anden side, og jeg fik tænkt over de ting der var sket, jeg fik lukket op for sluserne, jeg fik snakket om det, det hjalp, og ved i hvad? Man kan overleve rigtig mange ting igennem livet, det handler oftest om hvordan man formår at råbe om hjælp! Jeg råbte om hjælp, flere gange faktisk, og det tog da nogle forsøg før der rent faktisk var nogen der hørte mig, men SÅ fik jeg også hjælpen. Hvis man skal kæmpe imod systemet, så handler det om aldrig at give op, det handler om at kæmpe videre, men man skal gøre det af de rigtige grunde, man skal gøre det fordi man har et håb om at det kan hjælpe én selv, man skal ikke gøre det for andre.
Som voksen har jeg også bestiget bakker, men de har været knapt så stejle som da jeg var barn og teenager, men de var der.

Forskellen er at jeg som voksen har haft et bagland der har hjulpet mig over bakkerne, det havde jeg ikke som teenager. Jeg er blevet meget stærkere med årerne, men jeg har også lært rigtig mange ting om mig selv.
Jeg trives fint alene, men elsker selskab. Jeg finder mig ikke i noget fra nogen, og slet ikke når det er mit barn det går udover. Jeg har helt styr på mine værdier, og jeg ved hvad der gør mig glad og giver mig overskud. Jeg har lært at se på de positive sider af mit liv, det øger forudsætningerne for at arbejde med de negative. Der er ting og mennesker jeg aldrig kommer til at tilgive, og der er mennesker der aldrig kommer tilbage ind i mit liv, mest fordi der simpelthen ikke er plads til de vibes de frigiver når de har været her.

Jeg ved hvor jeg gerne vil være om 5 år, men jeg ved også hvor jeg gerne vil være om 10 år. Mine drømme er intakte, og det håber jeg de vil være for altid. Jeg håber at jeg kan lære min søn at det er sundt at have drømme og mål, og at det er helt normalt at man ikke altid får det hele på én gang. Man skal kæmpe for de mål og drømme man har, de går ikke i opfyldelse af sig selv.

En lille drøm

Eller helt lille er den faktisk ikke. 😉
Jeg har en lille drøm i maven om at hive teltpælene op sammen med min familie og evt rykke til Norge. Mine arbejdsmuligheder er meget bedre deroppe, de danske sosu’er er så meget mere eftertragtede deroppe end herhjemme, for ikke at sige bedre aflønnet.
Alt skal ikke handle om løn, men når man i forvejen laver det man elsker til en ret lav løn, så må man vel godt tænke lidt på det, må man ikke?
Min kæreste vil også have gode arbejdsmuligheder deroppe, og Norge er bare meget mere børnevenlig for både forældre og børn. Det er en ret stor drøm og jeg håber den kan gå i opfyldelse, men det kræver jo ret meget, blandt andet at både mand og barn er med på den ide.
Det er helt sikkert noget der arbejdes videre på, vi har drøftet det herhjemme, og manden var ikke afvisende, så tænker da at det kan blive aktuelt på et tidspunkt. 🙂
Der er dog mange ting der skal afdækkes først, såsom priser på bolig, lidt mere reelle priser på fødevarer osv. Så tænker da at jeg inden for en overskuelig fremtid skal have fundet ud af hvad de forskellige ting koster deroppe.