Fremtiden!

Nogengange kan jeg ikke lade være med at tænke på min fremtid. Jeg ved at jeg ikke kan fortsætte aktivt i plejen, jeg ved at jeg på et tidspunkt ender med et administrativt job, det er jeg tvunget til.
Jeg er født med skæve hofter som har givet slidgigt da jeg ikke har haft de nødvendige hjælpemidler op igennem min opvækst, som blandt andet indlæg i mine sko så jeg ikke havde slidt mine hofter på en skæv måde. Derudover så har jeg rygproblemer, højst sandsynligt som følge af at jeg altid har gået skævt.
For at det så ikke skal være løgn, så kom jeg jo også til skade med mit knæ for 4 år siden, og den skade gør at jeg jævnligt danner væske under min knæskal, væske de ikke vil dræne, da den helt sikkert vil komme tilbage og kun blive værre. Det gør at jeg indimellem har rigtig mange smerter, især efter en lang arbejdsdag.

Jeg holder ud, men kun fordi jeg vil. Hvis ikke jeg elskede det jeg lavede, så ville jeg nok ikke holde den smerte ud, som jeg ofte går igennem efter en arbejdsdag. Jeg ved dog også at det efterhånden er virkelig på lånt tid, enten skal jeg finde noget “på gulvet” hvor jeg ikke skal bruge min krop på samme måde som nu, eller også skal jeg finde et kontorjob. Helt ærligt, så er jeg ikke lun på nogen af idéerne, men jeg skal finde ro i én af dem.

Om at være alene i en uge!

Nu er det snart slut, min egoist uge ser enden, og helt ærligt så glæder jeg mig. Jeg er tydeligvis blevet sådan én der ikke kan undvære min partner, jeg sover ikke om natten fordi jeg åbenbart er blevet sådan én der ikke kan sove alene. Altså hvor blev min selvstændighed lige af?
Jeg har aldrig prøvet at have en partner jeg ikke kunne undvære i en uge. Jeg har altid været meget selvstændig, jeg har altid kunnet klare mig selv, og det med at være alene har aldrig været et issue.
Måske det er fordi jeg før i tiden har været vant til at sådan en uge uden kæreste så har budt på et barn istedet, denne gang har jeg ikke engang haft mit barn ved mig, han har været ved sin far. Så det vil sige for første gang nogensinde siden jeg fik min søn har jeg været helt alene, det er altså lidt mærkeligt, det er første gang nogensinde i snart 9 år jeg har været helt alene i en hel uge.
Lad mig bare sige det sådan hér! Det kommer ALDRIG til at ske igen!
Jeg under min kæreste hans rejse mere end nogensinde, han fortjener det, han arbejder hårdt og mange timer, så selvfølgelig skal han have lov til at slappe af, jeg ville bare ønske at jeg var med ham, og det ville han faktisk også selv ønske. Han sagde den anden dag at han ville ønske at han havde “tvunget” mig med. Altså ment på den måde at han ville ønske at han havde presset igennem at han betalte for min billet og den uge jeg skulle holde ferie. Jeg kom nemlig ikke med fordi jeg ikke lige pt kunne finde 10.000kr til en rejse lige nu, især ikke uden bassen og ydermere ikke havde flere feriepenge og derfor skulle betale den uge selv.
Men helt ærligt, det er jo ikke det værd at sidde herhjemme og kun kunne have kontakt på et bestemt tidspunkt på dagen fordi det er der han lige er i nærheden af internet. Men idag begynder han hjemrejsen, og imorgen eftermiddag er han tilbage i DK, og så har jeg ham hjemme igen. 😀

Jeg ser frem til at høre om hans uge, for jeg er sikker på at han har oplevet meget mere end det han allerede har fortalt mig. <3

Imens han har været afsted har jeg passet mit arbejde, eller ihvertfald forsøgt på det, set én veninde en enkelt gang, og ellers har jeg brugt tiden hjemme. Jeg skal vidst til at tage mig lidt sammen og komme ud blandt mennesker igen, men det er som om det er nemmere at komme ud når man ved kæresten venter når man kommer hjem? Eller skal jeg bare virkelig tage mig sammen? Haha.

Vi har taget en beslutning

Bassen trives ikke i skolen, han ønsker at komme på en ny, han bliver mobbet og har det generelt ret svært hvor han er nu. Derfor har vi taget vores forhold skridtet videre, vi flytter sammen, det gør vi fordi at bassen jo alligevel gerne ville skifte skole, og samtidig så er vi træt af at bo halvt ved mig og halvt ved kæresten, så derfor tager vi skridtet. Det føles rigtigt, og bassen glæder sig, han ser virkelig frem til at få en have at lege i igen, et sted at spille bold og et sted hvor der er ro.
Derfor flytter vi midt i april, og vi glæder os allesammen.
Nu skal vi igang med at gøre bassens nye værelse klart, han ønsker sig en væg med farve, og det skal han selvfølgelig have, så først skal vi lige have lavet en hvid base farve og så skal der males med farve, derefter skal der lægges nyt gulvtæppe og så er vi klar til at rykke ind.
Vi er allerede enige om hvilke møbler der skal bruges, både af hans og mine, det er aldrig nemt at lægge to hjem sammen til et, men vi har en ret ens boligstil, så det bliver forholdsvist nemt at kombinere vores ting.

Nu skal vi bare have overstået alle de praktiske ting og have solgt de ting vi ikke skal bruge, det håber vi på kommer til at gå forholdsvist smertefrit.

Startede året ved lægen

Jeg måtte mellem jul og nytår have fat på lægehuset, mit blodtryk steg lige pludselig, og der, midt på arbejdet stod jeg med spontan næseblod. Når man lige er startet på p-piller, som jeg er for 3 måneder siden, så er lægerne altså ekstra opmærksomme på lige netop dette. Derfor startede jeg årets første hverdag med at sidde i venteværelset, og vente på at mit navn blev kaldt op.
Mit blodtryk er lidt forhøjet, og jeg skal derfor måle det i 3 dage, og så kontakte lægen igen hvis det bliver ved med at lægge samme sted som det har gjort de sidste dage her.
Jeg skal fortsætte med mine p-piller, ihvertfald en pakke mere, lægen mener nemlig at det også bare kan være at kroppen skal vænne sig til at den pludselig får tilført noget kunstigt, det har den trods alt ikke prøvet i virkelig mange år. Jeg håber lægen har ret, for ellers skal vi forsøge at behandle på en anden måde. Det er nemlig ret vigtigt for både lægerne og jeg at min cyklus bliver nogenlunde stabil og tilregnelig. Både for nu, men også for fremtiden. Det er nemlig som om at de her planer man lægger for sig selv ret hurtigt kan ændre sig, og inden jeg mødte min nuværende kæreste havde jeg afskrevet det at få flere børn, jeg tænkte at det nok ikke var mig der skulle have lov til at få flere små fødder til at rende rundt, jeg begyndte at acceptere det, det gjorde ondt, men jeg begyndte at acceptere min skæbne. Men så møder jeg den her mand, og vi forventningsafstemmer med det samme, jeg informerer ham om hvor svært det kan blive, og at hvis han største drøm er at få sine egne børn, så skulle han ikke starte på noget med mig, og han var indforstået, for børn var aldrig noget han havde drømt om. Nu står vi her 3 måneder senere, og ja det er ret hurtigt, men alt føles anderledes med ham end det har gjort før, og gæt engang hvem der er skruk, det er min kæreste. 😉 Han ser små babyer overalt og han synes de er de sødeste, han falder i svime over små piger på 1-3 år fordi de bare er så nuttede og pludselig drømmer han om sin egen lille baby. Så vi måtte have snakken igen, men denne gang med åbningen for at der faktisk er en mulighed for et fælles barn om nogle år, bestemt ikke nu!
Det bedste er faktisk også at lægen igår samtidig med at han sad og tappede mig for blod også lige fik informeret mig om at, der faktisk er en mulighed for at blive gravid uden reagensglas, det er nemlig almindelig kendt blandt læger at diabetes medicinen metformin faktisk kan hjælpe kvinder med PCO til at blive gravid.
Så nu må vi se hvad fremtiden bringer med sig.

At have sit barn med på arbejde

Det kan være lidt af en udfordring når man arbejder på plejehjem og generelt har ret travl på sin arbejdsdag, men egentlig så krævede det i mit tilfælde ikke en helt masse. Det krævede mest bare en kæmpe madpakke og lidt få regler omkring hvad man måtte og ikke mindst hvornår. Der var klare regler om at bassen skulle blive i fællesarealerne imens jeg udførte personlig pleje, men efterfølgende måtte han gerne gå ind og sige hej.
Bassen skulle jo med på arbejde fordi han ikke måtte komme i skole i 14 dage efter sin operation, og jeg må tage hatten af for hvordan han har taklet det, han har virkelig været dygtig. Han har respekteret de ting jeg sagde, og han har været god til at holde sig selv underholdt med fjernsynet. Ellers har han snakket med de ældre der sad ude i fællesarealerne, og specielt én var ret ked af at fredag var sidste gang han var med.
Dagene blev dog lidt lange indimellem, og her hjalp det lidt at plejehjemmet er pænt langt, der er ca 300 meter fra den ene ende til den anden, altså nogle gode lange gange, og dem blev han sendt ud at løbe på indimellem.
Fredag var bassen så heldig at aktivitetsmedarbejderen var der for at bage julesmåkager sammen med beboerne, og det fik bassen selvfølgelig lov til at deltage i. Ydermere fik han faktisk lov til at få de kager med hjem som han selv bagte, han syntes det var virkelig hyggeligt. Så selvom han torsdag formåede at fortælle at han ALDRIG skulle arbejde med gamle mennesker, for det var da virkelig kedeligt. Så fik han nu en rigtig god dag fredag, med en rigtig god afslutning på den uge. 🙂

Vil jeg tage ham med igen?
JA, det ville jeg uden at tøve, han var virkelig god til at overholde og respektere de aftaler vi lavede, og helt ærligt, hvorfor bruge barn syg hvis han ikke er så dårlig at han kan smitte og man nu har muligheden for at tage ham med på job?