De voksnes ansvar!

Der er mange ting der er de voksnes ansvar, vi skal passe på vores små poder, og det er faktisk det største ansvar vi har. Jeg har skrevet det før, men jeg skriver det igen, voksne mennesker SKAL IKKE projektere deres følelser over på deres barn!
Uanset hvor såret man som et voksent menneske er, så skal man kunne adskille sine følelser, det er okay at være ked af det foran sit barn, men det er ikke okay at fortælle barnet hvor trist man er over noget den anden forældre har taget en beslutning om, slet ikke når det faktisk betyder at man får flere vågne timer med sit barn.

Jeg har taget en egoistisk beslutning ja, men den er taget baseret på kærligheden til mit barn, ja og selvfølgelig også til min kæreste. Men det betyder også at farmand går fra at have ham hveranden uge til at have 3 weekender ud af 4 plus alle helligdage.
Det betyder faktisk at faderen får flere vågne timer med sit barn end han gjorde før.
Før ville han hente ham omkring kl 17 i fritteren og så hjem at lave aftensmad, og så skulle bassen i seng senest 19:30 for at kunne fungere dagen efter. Det giver altså maks 2,5 timers vågen tid med barnet hvoraf meget af tiden skal bruges på praktiske opgaver som lektier og madlavning osv. Opgaver som han ikke magter i det lange løb, det har været meget tydeligt. Lektierne er ikke blevet lavet, og de har fået så mange ens måltider at bassen næsten er ved at kaste op hvis jeg siger vi skal have det derhjemme.

Man skal og må normalvis ikke blande sig i hvad den anden forældre gør, det har man faktisk ifølge statsforvaltningen ikke lov til. Men når det skader barnets fremtid, så er man nødt til at gribe ind og gøre et eller andet. Her har jeg så været nødsaget til at fjerne noget ansvar, og det må være godt det samme, især taget i betragtning af at han nu for alvor forsøger at fortælle vores fællesbarn hvor dum hans mor er over den beslutning. På trods af at manden nærmer sig 40 år, så har han stadig ikke fundet ud af at der er ting man ikke deler med sit barn. Der er ting der hører til voksne imellem, og det at snakke dårligt om den anden forældre, det kan man gøre når barnet ikke er der.

Ferie

Vi snakker ferie herhjemme, vi kan ikke helt finde ud af hvornår vi skal afsted, skal vi rejse til sommer, eller skal vi vente til vinter og så rejse når der bliver rigtig koldt igen? Vi ved det ikke helt, det eneste vi ved er at vi på et tidspunkt skal have en forlænget weekend bare kæresten og jeg, men vi er også helt enige om at vi aldrig kunne drømme om at rejse syd på uden min søn. Det skal han ikke snydes for, den eneste mulighed han har for at komme ud at rejse er sammen med mig, og nu har vi ikke været afsted i et par år, så tænker at sønnen ville blive pænt ked af det hvis jeg rejste uden ham.
Kæresten og jeg er heldigvis enige om at rejser der varer længere end 3 dage, dem skal sønnen deltage i, men at vi gerne vil på diverse storby ferier som måske ikke helt er børnevenlige endnu, så dem holder vi på omkring 3 dage så vi kan tillade os at tage afsted alene.
Det lyder måske åndssvagt for nogen, men det er et princip jeg har haft lige siden jeg fik min søn, han skal ikke opleve de samme svigt som jeg selv har været igennem. Det jeg husker tydeligst fra min barndom er alle de ture mine forældre og søskende har været på, som jeg ikke har deltaget i, og det skal min søn ikke opleve. Han skal ikke sidde som voksen og se tilbage på ting han er gået glip af, han skal se tilbage på de ferier og ture vi har haft som gerne skulle være uforglemmelige for os allesammen.
Vi har mange destinationer som vi snakker om lige nu, både os alle 3, men også dem som vi skal på uden barn. Vi har faktisk rigtig mange steder som vi gerne vil opleve sammen.

Hvor skal i holde ferie henne? Og ikke mindst, hvornår skal i afsted?

Når man er den onde

Endnu engang havde jeg ting der skulle siges til faderen, ting som jeg allerede inden vidste ville gøre at han ville føle sig angrebet, og det er jo slet ikke det, det handler om, det handler om at passe på vores barn og kende de grænser barnet har. Grænser der nogengange er svære for nogle at overholde.
Grænser der skal overholdes hvis barnet skal have en følelse af selvbestemmelse. Ganske rigtigt, så følte faderen sig en smule angrebet, han mente ikke at vores søn havde fortalt ham de ting, men faktisk var det noget han sagde allerede da vi boede sammen. Det er altså ikke nyt, det er noget der har stået på i nogle år, men alligevel er de grænser ikke blevet overholdt.
Derudover så var der nogle andre ting som vi skulle snakke om, ting som jeg virkelig gerne ville fortælle jer, men af respekt for at det ikke er sket hjemme ved mig, så vælger jeg ikke at gøre det. Men det er noget jeg faktisk er virkelig gal over, ting der sætter mit barns sundhed på spil! Ting der ignoreres og man bare fortsætter med. Hvis det nu bare var fordi barnet ikke får børstet tænder den uge han er ved sin far, at de lever af sodavand og slik, og junk, at han ikke får lavet lektier, at han lever foran iPad og computer. Det kunne man jo NÆSTEN se igennem fingre med. Faktum er at der foregår rigtig meget hos hans far, og det er ting der ikke skal foregå, et barn på knap 9 år skal ikke stå til ansvar for sig selv, han skal hjælpes og guides til at tage nogle gode valg.

Jeg bliver jævnligt kaldt dum og uduelig af mit eget barn, dette fordi man ikke får sodavand og slik på daglig basis i mit hjem, dette også fordi man skal børste tænder to gange om dagen, der er faste sengetider, de rykkes lidt i weekenderne, men det er stadig de voksne der bestemmer hvornår man skal hoppe i seng.

At sætte grænser og opdrage, det er altså en forælders arbejde, det er den fornemste opgave man får tildelt når man bliver forældre. Men når det kun er den ene der sætter grænser, så giver det nogle gnidninger, for barnet vil i starten automatisk søge efter den der ikke sætter grænser, men med tiden bliver det for ustruktureret og så vil barnet søge tilbage til der hvor grænserne sættes.

Indtil da, så tager jeg de sorger og knubs det giver og jeg vil for altid kæmpe for at mit barn vokser op under de bedste forhold.

Børns ret til selv at bestemme.

Hvem er vi som voksne at bestemme hvilke billeder der skal ligge online af vores børn?
Er der en grænse?
Hvornår skal børnene selv bestemme?
Skal det være en bestemt alder, eller skal vi forældre bare helt lade være med at dele?
Burde vi ikke sætte et eksempel op for vores børn? Skal vi ikke vise vores børn at man skal respektere de grænser vi hver især har?
Betyder det at vi helt skal lade være med at dele vores børn, altså uanset hvor gamle de er?

NEJ! Vi skal selvfølgelig ikke stoppe med at dele, men vi skal tænke over hvad vi deler. Når man deler noget om eller af sit barn, så skal vi alle lige tænke os om og bruge to minutter på, at overveje om det er noget der vil følge dem resten af livet, behøver vi virkelig fortælle hvor stor en røvbanan barnet har været til 10.000 følgere eller hvor mange man nu har? Behøver vi virkelig dele det der billede der viser barnet fra en knap så god side? Ville vi selv være glade for at billeder af os selv i sådanne tilstande/situationer lå offentligt tilgængeligt?
Derudover så skal vi altså respektere vores børn og deres holdninger, hvis barnet siger nej, så skal vi ikke dele, vi skal give vores børn valget når de bliver gamle nok. Nu er jeg selv mor til en på knap 9 år, og han har en klar mening om hvad der må deles af ham, han forventer at blive spurgt, han vil have lov til at godkende det, og det synes jeg faktisk er helt okay. Han har en mening om hvad han vil have andre ser af ham.

Jeg respekterer hans grænse, og jeg kunne ikke finde på at dele noget online af ham uden han har godkendt det først, og jeg kan mærke at det betyder meget for ham.

Har i nogensinde spurgt jeres børn om de vil deles på de sociale medier? Ville i respektere hvis de sagde nej?

Jeg har selvfølgelig også før i tiden delt noget af min søn som han måske ville sige nej til idag, heldigvis så har han efterfølgende set det jeg har delt igennem tiden, og han siger faktisk ja til at det meste må blive liggende. Jeg har faktisk slettet billeder som han har sagt han ikke vil have der.

Men kan vi alle sammen lige tænke over hvad vi for eftertiden deler af vores børn? Måske også børnebørn, for bedsteforældre er faktisk ikke meget bedre end forældrene. 😉

Jeg stemplede ud!

Jeg valgte simpelthen at lukke ned for alt hvad der hed sociale medier, jeg kunne sq ikke lige overskue det. Jeg har haft den værste jul jeg nogensinde kan huske jeg har haft. Jeg kunne slet ikke finde glæden frem, og jeg har brugt stort set alle juledagene på at arbejde, og når jeg så har haft fri har jeg lagt i fosterstilling under en dyne og grædt. Det lyder måske voldsomt, og det er det også, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har reageret sådan på et savn.
Men efterhånden som jeg er på den anden side, så kan jeg måske godt forstå at det lige er i år og i julen jeg bryder sammen, for mit 2018 har været alt andet end hyggelig faktisk.

2018 var året jeg måtte sige farvel til min elskede mormor.
2018 var året hvor jeg gik fra sønnens far.
2018 var året hvor jeg måtte sande at økonomien som enlig bare ikke var for sjov.
2018 var for mig generelt et år fyldt med ulykkelige begivenheder, og selvom der også var rigtig mange gode stunder og begivenheder, så blev jeg bare så umådelig trist henover julen over at skulle undvære min søn. Nok mest fordi jeg skulle aflevere ham hos hans far før julen startede og fordi jeg først kunne hente ham når julen faktisk var overstået.

Heldigvis har jeg trods alt formået at have nogle gode dage på arbejdet, lige de 8 timer jeg opholder mig der, der formår jeg at skjule alt det der gør ondt. Jeg formår at være noget for andre, men måske det også er grunden til at jeg ikke har kunnet være noget for andre når jeg havde fri. Juledagene blev også der hvor jeg havde min første uenighed med kæresten, og det var ikke engang sådan en rigtig uenighed, det var mere sådan en, jeg er irriteret på dig situation som så udviklede sig lidt mere end det. Vi fik heldigvis snakket ud om det, og vi fik afklaret hvad der var gået galt, og så kunne vi ligesom tage den derfra.

Men julen 2018 er én af dem der får lov at gå fuldstændig i glemmebogen, for jeg har bare slet ikke lyst til at huske den!