BUM!

Det var så det, halvandet år er gået, og da jeg efter 5 minutter blev kaldt ind i rummet igen af eksaminator sagde hun “Tillykke, du er nu social- og sundhedsassistent”!

Lige der, der begyndte jeg at hyle, af glæde selvfølgelig, og så væltede alle følelser fra de sidste 3 uger ud af mig. Endte sq med et kram af læreren haha, på trods af alt det jeg har været igennem det sidste halve år på privatfronten, så endte jeg med et 10 tal, og jeg er yderst tilfreds. Det er overstået, og efter en weekend hvor jeg har holdt min mormor i hånden istedet for at forberede mig, så er jeg sq ret imponeret over hvad jeg lige kunne hive frem fra allerbagerst i hovedet. Sådan helt ærligt, så har jeg ikke fået læst ret meget, og jeg havde ikke regnet med mere end bare lige at bestå denne gang.
Jeg er glad, og om 3 uger er det helt overstået, så er jeg ikke længere elev, men faktisk en vigtig brik på arbejdsmarkedet igen, og ved i hvad? Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme ud til arbejdet igen og ikke have lektier for, men bare kunne gå på arbejde, passe mine ting og så gå hjem igen.

 

Men den der følelse lige før man går ind, hvor man er lige ved at kaste op, og kroppen ryster, og man ikke kan finde ro eller være i sig selv, den bliver forløst i løbet af de der 20 minutter hvor man sidder og snakker og fører en samtale, og så kommer man ud fra rummet, man aner ikke om man er købt eller solgt. Når så man har været inde og fået sin karakter, så er det som om man rammer en mur, alt bliver tomt, man kan ikke helt forstå det, det er overstået og du skal ikke i skole igen, alt er slut! Det er altså ret surrealistisk er jeg nødt til at sige. Det kan jeg slet ikke forholde mig til, jeg tyllede lige en mokai, og så gik jeg ud for at spise brunch med en veninde og vi blev enige om at en strawberry daiquri var den mest perfekte drik til den her brunch. 😀

For at det så ikke skal være løgn, så kiggede jeg på min søn i eftermiddags og blev enig med mig selv om at is til aftensmad var den bedste menu vi kunne finde idag, og det fik vi, på trods af at farmand ikke var enig. 😀

Sidste eksamen

Nu sidder jeg her, der er knap 24 timer til at jeg kommer ud fra min sidste eksamen. Jeg forsøger at finde hoved og hale i mit oplæg til imorgen, min planche er der styr på, og jeg har sørget for at hvis jeg går død i mit oplæg, at der så er noget til hvert eneste mål på min planche de kan spørge ind til, på den måde kan jeg kontrollere, at jeg bliver spurgt til de ting jeg har helt styr på, og på den måde afholde dem fra at spørge til de ting jeg måske ikke er helt så stærk i.
I en eksamens situation handler det hele tiden om at finde sine styrker og svagheder, og så navigere i dem. Man vil jo helst gerne undgå at blive spurgt til noget man måske ikke har helt styr på. Jeg ville ønske at jeg var helt cool omkring sådan en eksamenssituation, men det er jeg bare ikke, og jeg starter altid dagen med at brække mig, jeg kan ikke spise eller fokusere på noget før det er overstået, jeg forsøger altid at drikke min morgenkaffe, men det er som om noget blokerer og jeg kan bare slet ikke få den ned.

Men nu gælder det den sidste eksamen, og jeg glæder mig til at få det overstået. Den her eksamen har bare været så præget af alt muligt i privaten, mest omkring min mormor, og det har jo taget nogle dage fra min forberedelse, men føler nu at jeg ihvertfald godt kan bestå, så må vi se hvad bedømmelsen bagefter bliver. Jeg glæder mig bare til at få det overstået nu.

Autorisation

Idag fik vi udleveret en vejledning i hvordan vi søger vores autorisation og det måtte jo næsten fejres. Altså med at søge den. 😉
SÅ, jeg har altså søgt min autorisation idag så den gerne skulle være klar den dag jeg er færdig.
Det begynder altså at være alvor nu, lige om lidt skal jeg faktisk ud og være autoriseret personale, og det er lidt vildt!
Halvandet år er snart gået siden jeg startede og jeg kan ikke vente med at komme ud på den anden side og kan koncentrere mig om mit arbejde istedet for både arbejde og lektier.
Det er en læreproces der varer hele livet, men om lidt er det altså mig der står med ansvaret, det er mig der skal ud at tage nogle beslutninger, og det er mig der hver dag på mit arbejde kan sætte min autorisation over styr ved en forkert beslutning.
Om 12 dage skal jeg op til min afsluttende eksamen og det er slet ikke til at forstå, om 12 dage er jeg færdig med skole for denne gang, og der går altså lige noget tid før jeg sætter mig på skolebænken igen! Men tilbage, DET kommer jeg. Jeg drømmer stadig om en bachelor indenfor sundhedsområdet, og den skal jeg nok få når den tid er.

Afsluttende projekt

Så er jeg efterhånden snart færdig med det afsluttende projekt, vi har indtil videre haft en uge til at skrive i, og vi har faktisk indtil på mandag, men allerede nu har vi i min gruppe nået maksimum tegn vi må benytte.
Det betyder at vi enten skal fjerne noget eller ikke skrive mere, og det skal vi se på imorgen. Jeg er ikke helt sikker på at vi er inde over alt det vi skal, og det kan kun tiden vise, vi kan skrive en hel masse og så alligevel ende med at have for lidt med af det vi skal.
Jeg tænker dog at vi så nok skal fange bolden når vi skal fremlægge. Det er nemlig sådan at vi skal fremlægge det her projekt først for at opnå en standpunktskarakter i vores fagspecifikke fag, og derefter skal vi op at forsvare det til eksamen for vi skal op i vores kompetencemål.
Det giver lidt sved på panden, for det betyder jo at vi skal skrive en opgave som kan dække 2 forskellige slags mål. Vi har de specifikke fagmål, og så har vi vores kompetencemål og det er bare ikke helt det samme. Nok er kompetencemålene en sammenfatning af vores fagmål, men det efterlader altså lidt større krav til os.

Men nu er vi snart færdig, og om 15 dage har vi dimission og så er det slut med skole herfra. Ihvertfald for en stund.

Eksamensangst

Så er jeg tilbage på skolen for at komme til eksamen, jeg havde min første eksamen ud af de to afsluttende i sidste uge. Faget der var udtrukket var sundhedspædagogik og kommunikation.
Jeg startede med at synes at det da var det letteste i hele verden og at den skulle jeg nok klare som ingenting, men jeg blev da lige kastet tilbage i sædet, for den var faktisk slet ikke så nem som først antaget.
Jeg havde forventet det ville være nemt at gå til eksamen i et fag hvor der ikke er noget facit, altså come on, det er kommunikation det drejede sig om, og jeg var sikker på at jeg sagtens kunne score højt på den!
Det kunne jeg IKKE må jeg indrømme, jeg har aldrig i mit liv været så bange for en eksamen som da jeg stod på skolen den morgen lige inden jeg skulle ind og præstere. Jeg endte med et 7 tal og det er jo rigtig flot, det er over middel, men for pokker hvor var jeg ked af det. Ikke så meget over karakteren, men over min egen præstation derinde. Jeg var SÅ nervøs at jeg brugte halvdelen af tiden med tårer der løb ned af kinderne på mig, og det er ikke rart skulle jeg lige hilse at sige. Det må det heller ikke have været for lærer og censor, for de var vidst lidt nervøse for mig på et tidspunkt. Men jeg kom igennem den, og jeg er blevet lovet en samtale inden jeg skal op til den sidste eksamen for at finde ud af hvor det hele går galt for mig, og så skal jeg vidst have fundet ud af at forebygge lidt inden næste eksamen, for det er jo den afsluttende og den ville jeg da helst gerne ende med et godt resultat i.