Skal vi lige snakke om?

Mennesker med demens?

Noget omkring medierne undrer mig ved sager om mennesker med demens der går væk, eller bare generelt når ældre mennesker forsvinder fra deres hjem. Medierne er virkelig langsomme til at reagere, de er langsomme til at sende efterlysningerne ud, og når så borgerne er fundet igen, så går der to timer og så kan man nærmest ikke finde artiklerne igen. Er det ikke netop her medierne har deres kræfter? Er det ikke netop lige her medierne kan hjælpe med at sætte fokus på et problem der er ret stort i vores samfund? Mennesker der forsvinder fra deres hjem uden mulighed for at finde hjem igen?

Demens er en sygdom, det er noget man får eller allerede har, det er ikke noget man er, det er ikke en del af ens personlighed, men det er en sygdom der angriber ens personlighed og gør at man ikke længere er som man var før. Men selvom det er en sygdom og en rigtig grim en af slagsen, så er det ikke en sygdom man kan slippe af med igen, når først man har den, så sidder den fast resten af livet, nogen mennesker ender faktisk med at dø af netop den sygdom, nogen får tilstødende sygdomme som følge af at være ramt af demens, nogen stopper med at spise fordi de ikke kan huske hvordan man synker sin mad eller hvordan man bruger bestikket. Demens er en virkelig grim sygdom der angriber hjernen og nedbryder kroppens funktioner én efter én. Som pårørende kan man ikke gøre andet end bare at se til og hjælpe med at det menneske der er ramt af demens får den aller bedste afslutning på livet.

Her kan vi vel alle være enige om, at det ikke er en god afslutning på livet, at gå væk fra sit hjem, og så  blive fundet død eller svært kvæstet? Det er i de tilfælde jeg ikke forstår mediernes tankegang? Vi har så travlt med at spørge hvordan personen overhovedet kunne gå hjemmefra, vi bruger kommentarfeltet på facebook under artiklen til at stille os undrende overfor hvor personalet var henne i situationen, hvorfor ledte personalet ikke mere, hvorfor var de ikke mere opmærksomme, hvorfor har man ikke bare sat en GPS på personen, men det er faktisk ikke så nemt. På de fleste plejehjem idag er personalenomeringen så elendig at der ikke er noget at gøre. Personalet er magtesløse, og hvis man går to i en afdeling med 10-14 beboere i en weekend og måske 3 i hverdagene, for ja, det er faktisk sådan virkeligheden er mange steder idag, så er det svært at være opmærksom på alle beboere hele tiden. Der arbejdes under umenneskelige forhold i nogle tilfælde, og selv beboerne lægger mærke til det.

Der bliver stillet spørgsmålstegn til hvorfor der ikke sættes en GPS på en person med demens som noget af det første, men der er nogle regler, og man skal søge om at sætte sådan en på et andet menneske, og ofte får man afslag. Det er nemlig indtrængen af privatlivet, det er et brud på loven bare at gøre det, alle har selvbestemmelsesret så længe de ikke er umyndiggjort.

Vi er gået ind i et valgår, vi ser politikerne diskutere og fortælle hvad de vil love os danskere, og det er ikke små ting, men kan de så ikke lige være opmærksomme på de ældre og ikke mindst personalet omkring de ældre? Det er her medierne kan være med, for hvis man nu ikke bare fjernede artiklerne omkring dem der går hjemmefra, så ville der være et meget større fokus på det. Hvordan kan det bare gå i glemmebogen?
Da lille Hugo forsvandt, og heldigvis blev fundet i god behold, kom familien i god morgen Danmark og fik en kæmpe eksponering, for det her var jo et barn der var forsvundet, så snart det handler om børn, så er der kæmpe fokus på det hele, men hvor er forskellen på et barn og et ældre menneske? De er begge mennesker, og skal behandles ligeligt, men det bliver de ikke. Når det drejer sig om børn der bliver væk kommer eftersøgningen i medierne med det samme, og helikopteren kommer i vejret, og der er fokus på det flere dage efter. Når det er et ældre menneske der går hjemmefra, så går der flere timer før det offentliggøres, og man venter lige lidt med helikopteren, og så snart personen er fundet, så er artiklerne væk.

Ved et barn vil det være breaking news, men så sent som her i januar hvor en ældre dame gik hjemmefra, der kunne man finde artiklen nærmest nederst på hjemmesiderne, der var ikke noget breaking news over det.

Hvorfor er et barn mere værd end en ældre? Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv ret tit. For hvem bestemmer det? Det er ligeså voldsomt for de pårørende til et ældre menneske, som det er for dem der er pårørende til et barn. Begge dele er traumatiserende for de pårørende.

Noget jeg ikke forstår?

Jeg kan forstå at man ifølge protokoller har nogle bestemte præferencer der skal følges. Her blandt andet om man skal have den ene eller anden slags permanent urin kateter.
Hvor jeg står af, det er når den ene slags faktisk virker, der er ingen infektioner, og har ikke været så længe patienten har haft den slags kateter. Kateteret har fungeret fuldstændig som det skal, med fast skifteinterval, det har været tilstoppet 2 gange på et år, altså 2 gange er det skiftet med kortere tidsinterval end ellers, men fortsat uden infektioner, patienten har ikke haft urinvejsinfektioner, der har ingen blødning eller anden form for irritation af blæren været.

Så HVORFOR vil man pludselig til at lave et indgreb for at sætte et andet slags kateter ind? Et kateter hvor man skal ind og perforere huden og lave direkte adgang til blæren. Altså et indgreb der gør at man skal være endnu mere forsigtig hygiejne mæssigt, da det faktisk er et direkte hul i huden som fører direkte ind til organer.
Et indgreb der placeret kateter røret lige omkring bukselinningen, fremfor ved urinrøret, jeg ved godt at det ved kvinder kan være ubehageligt at sidde på, og ved mænd skal man sørge for at penis peger op af, og det kan tydeligvis være svært for mange. Men hvorfor skal det gå udover en patient som ikke har haft komplikationer med sit blære kateter?
Vi har andre der har haft kateter i meget længere tid end lige den her patient som jeg refererer til, men som fortsat får lov at have sit blærekateter og som ikke skal tvinges ud i et topkateter som det hedder så snart man begynder at anlægge et kateter udenfor direkte blære adgang.
Men lige nøjagtig den her bliver presset. Jeg ser ingen faglige argumenter for at ændre kateter adgangen, udover at der er en chance for infektion, men det er der altså også med den anden slags. Nok er jeg stadig forholdsvis ny i mit fag, men holdninger dem har jeg, og hvis man ikke fagligt kan argumentere for noget, så har jeg altså svært ved at se hvorfor man presser folk til noget som de faktisk ikke vil.

Børns ret til selv at bestemme.

Hvem er vi som voksne at bestemme hvilke billeder der skal ligge online af vores børn?
Er der en grænse?
Hvornår skal børnene selv bestemme?
Skal det være en bestemt alder, eller skal vi forældre bare helt lade være med at dele?
Burde vi ikke sætte et eksempel op for vores børn? Skal vi ikke vise vores børn at man skal respektere de grænser vi hver især har?
Betyder det at vi helt skal lade være med at dele vores børn, altså uanset hvor gamle de er?

NEJ! Vi skal selvfølgelig ikke stoppe med at dele, men vi skal tænke over hvad vi deler. Når man deler noget om eller af sit barn, så skal vi alle lige tænke os om og bruge to minutter på, at overveje om det er noget der vil følge dem resten af livet, behøver vi virkelig fortælle hvor stor en røvbanan barnet har været til 10.000 følgere eller hvor mange man nu har? Behøver vi virkelig dele det der billede der viser barnet fra en knap så god side? Ville vi selv være glade for at billeder af os selv i sådanne tilstande/situationer lå offentligt tilgængeligt?
Derudover så skal vi altså respektere vores børn og deres holdninger, hvis barnet siger nej, så skal vi ikke dele, vi skal give vores børn valget når de bliver gamle nok. Nu er jeg selv mor til en på knap 9 år, og han har en klar mening om hvad der må deles af ham, han forventer at blive spurgt, han vil have lov til at godkende det, og det synes jeg faktisk er helt okay. Han har en mening om hvad han vil have andre ser af ham.

Jeg respekterer hans grænse, og jeg kunne ikke finde på at dele noget online af ham uden han har godkendt det først, og jeg kan mærke at det betyder meget for ham.

Har i nogensinde spurgt jeres børn om de vil deles på de sociale medier? Ville i respektere hvis de sagde nej?

Jeg har selvfølgelig også før i tiden delt noget af min søn som han måske ville sige nej til idag, heldigvis så har han efterfølgende set det jeg har delt igennem tiden, og han siger faktisk ja til at det meste må blive liggende. Jeg har faktisk slettet billeder som han har sagt han ikke vil have der.

Men kan vi alle sammen lige tænke over hvad vi for eftertiden deler af vores børn? Måske også børnebørn, for bedsteforældre er faktisk ikke meget bedre end forældrene. 😉

At være en dårlig ven!

Det har jeg nok været de sidste par år, først så tog uddannelsen rigtig meget af min tid, dernæst kom min mormors sygdomsforløb som tog rigtig hårdt på mig, og som ikke mindst slugte alt den fritid som jeg havde.
Da jeg så kom på den anden side af min mormors sygdom og begravelse, så skulle uddannelsen færdiggøres, og derefter var det direkte i et fast arbejde. Altså ramte virkeligheden med ca 180 km/t og jeg elsker hverdagen, jeg elsker de muligheder et job giver mig i fremtiden. Jeg elsker mit fag og føler at jeg giver noget hver dag.
Men det er nok også der problemet er, for jeg giver SÅ meget af mig selv hver dag når jeg er på arbejde, men der er også forventninger til mig når jeg kommer hjem. Selvfølgelig er der det!
Det betyder også at mange af mine venskaber er blevet en smule “glemt” de sidste par år, og det vil jeg bare rigtig gerne lave om på, det er bare svært, for hvor starter man?
De venskaber der egentlig har været rigtig godt vedligeholdt de sidste par år er dem hvor modparten har holdt kontakten, og det er nok ikke helt fair, men når man står midt i noget man gerne vil gøre til perfektion og samtidig ender i sit livs krise, så er det altså svært at holde overskuddet på toppen og bruge en masse tid på alle andre end én selv og sin familie.
Ja og så endte jeg jo som i nok ved med at gå fra min søns far her for nu 3 måneder siden, og det tager jo selvfølgelig også lidt hårdt på det hele i og med at vores samarbejde bestemt godt kunne være en del bedre end det er lige nu. Vi kører lige nu efter devisen at mindst muligt kontakt er det bedste, og så snakker vi kun sammen omkring sønnen. Vi kan simpelthen ikke andet lige nu. Det fordrer jo så nok heller ikke samarbejdet ret meget at jeg nu ser en ny, og at sønnens far har rigtig svært ved at acceptere det. Mest fordi han vidst er bange for at blive erstattet i forhold til sin søn, og selvom jeg virkelig har forsøgt at snakke med ham om det, så kan jeg ikke ændre hans følelser. Det er dog lidt mærkeligt at han ikke har haft den følelse tidligere, altså før vi overhovedet var kærester, der var jeg jo gift med en anden mand, og her har han aldrig haft tanken om at være erstattet.

Anyways, så tænker jeg at det skal være min mission i november, altså at få set nogle af de veninder som jeg har forsømt de sidste par år, og så faktisk holde det ved lige. 😀

Jobsamtale

Jeg er simpelthen kaldt til min første jobsamtale i så lang tid som jeg kan huske, de jobs jeg har haft indtil videre har været jobs der er kommet til mig, og det er jo egentlig ret fedt, men det gør det også lidt nervepirrende at skulle til sin første sådan rigtige jobsamtale.
Der skal tænkes over tøj, frisure og generelt fremstråling, der skal også tænkes over hvad jeg kan tilbyde arbejdspladsen, altså hvad bringer jeg ind i huset når jeg kommer. Jeg skal også lige huske hvad jeg selv forventer af dem, altså hvad de skal kunne tilbyde mig, både nu og her, men også i det lange løb. Kan de tilbyde mig det jeg har af ønsker for min egen fremtid?
Derudover skal jeg lige finde ud af hvad jeg er værd, altså skal der måske lige forhandles lidt til lønningsposen, eller skal jeg gå efter nogle kurser? Jeg er lidt i tvivl, men jeg har weekenden til at finde ud af hvad jeg vil lægge vægt på.

Men først så skal weekenden bruges på en masse dejlige ting. 😀