På vej hjem

Så sidder jeg i lufthavnen og venter på take off. Det er vildt så hurtigt de her knap 5 uger er gået. Det er som om tiden bare er fløjet afsted.
Jeg har ikke fortalt så meget omkring det mere generelle ved min tur, men jeg vil nu også mene at det har været sjovere at læse lidt om hvordan det har været at arbejde herovre.
Nu har den her blog fra starten jo ikke handlet om alle mine indkøb og ture rundt, men mere om min uddannelse og arbejde, og selvom det på skrift kan virke som om man laver det samme hver eneste dag, så er det jo bare SÅ forskelligt, to dage er aldrig ens. 🙂

Jeg har virkelig nydt det herovre, og jeg har været meget beæret over at få den her mulighed.
Dog må jeg også sige at jeg ikke kan vente med at komme hjem og se min søn og min kæreste.

Hospice dag 16

Idag var det en travl dag i Day hospice, vi havde 18 patienter inde, og måtte derfor dele dem op i 2 rum da der ikke var stole nok til alle i det rum de normalt vis bruger. Derfor sad alle damerne i det ene rum, og alle mændende i det andet.

Det betød dog ekstra arbejde for os andre, for der skulle laves dobbelt af alting. Det vil sige at den træning de får som fys assistenten står for, den skulle laves over to gange, ja sådan var det med alt, og der er bare nogen ting som kun den direkte faggruppe må lave herovre.

Jeg tror til gengæld at alle patienterne nød det, der var herresnak i det ene rum og damesnak i det andet, og det gik virkelig godt, jeg synes dog godt at man kunne have tendens til at glemme det ene rum hvis snakken gik virkelig godt i det andet, og det synes jeg måske er synd.

Men så igen, det er jo virkelig tydeligt at mange af dem kun kommer for det sociale i det, og ikke mindst det gratis måltid. 😉

Hospice dag 14

Idag var jeg tilbage i Day Hospice, jeg skulle være i Bereavement drop in, som er en slags sorggruppe for de pårørende der har måttet sige farvel til et nært familiemedlem, altså enten ægtefælle, børn eller forældre.

Det var egentlig meget rart at prøve, men følte mig faktisk lidt malplaceret, især fordi de her mennesker kommer her for at åbne op om deres følelser, og jeg tror ikke helt de var forberedte på at der ville sidde en studerende der.

Det varede kun halvanden time, og så kunne jeg gå hjem igen. Men i den halvanden time nåede jeg at høre mange gode ferieminder fra de pårørendes tid med deres ægtefæller, det var faktisk hovedemnet idag, altså ferier og hvor man tog hen.

Der var en med idag som kun havde været der én gang før, og hun var meget nyslået enke og hun blev nok lidt overvældet over alle de her lykkelige historier, og hun følte sig ikke helt velkommen af de andre i gruppen. Hun valgte at bryde op lidt før tid, mest fordi hun ikke magtede det og derudover fordi hun ikke kunne få sig til at sidde og græde i selskabet fordi alle de andre virkede langt længere i deres sorgproces end hun var.

Det var dog virkelig ærgerligt, for 5 minutter efter hun var kørt begyndte de andre at snakke om hvordan de ofte tog deres pokerface på og smilede udadtil imens de græd som pisket indvendigt. De fortalte om de dage hvor de nærmest ikke kunne komme ud af sengen, de dage hvor de brød grædende sammen over komfuret fordi de nu kun skulle lave mad til dem selv.

De fik snakket rigtig godt, og jeg tænker at det kunne have været rigtig rart for hende at være med til. På den måde ville hun måske føle sig bedre tilpas i gruppen ved at de andre faktisk viste hende at de nok ikke var meget længere i deres sorgproces end hende.

Det var meget rørende at få lov til at være med i denne gruppe, men jeg tillod faktisk mig selv at sidde lidt for mig selv og bare lytte. Normalt er jeg meget fremme og med i samtalerne, men jeg kunne ligesom godt føle på dem at de ikke havde vildt meget brug for en ekstra person som de ikke kendte.

Dag 13 på hospice

Idag var min sidste dag på IPU, og jeg mødte ind til beskeden om at en patient var sovet ind aftenen før, 2 timer efter vi var gået hjem og nattevagterne var mødt ind. Der havde ingen tegn været udover hendes tilstand, der havde ingen forværringer været og derfor havde personalet ikke været opmærksomme på det før de kom ind og fandt hende. Det er altid lidt et chok når det kommer så pludseligt, vi vidste godt at hun var meget dårlig, men hun havde været stabil hele dagen uden udsving, og derfor kom det meget bag på os alle at det var gået så hurtigt.

Desværre havde familien derfor heller ikke haft mulighed for at komme og sige farvel og være der da hun sov ind. De havde dog heldigvis allesammen været der tidligere på dagen og der havde de læst højt for hende af en bog og bare været sammen med hende, og jeg tænker at det for dem har været god terapi.

Det var egentlig sværere end jeg troede da jeg skulle gå derfra idag, jeg har tilbragt ca halvdelen af mine vagter nede på sengeafsnittet, og jeg var faktisk blevet rigtig glad for at arbejde sammen med de sygeplejersker.

Jeg blev dog virkelig glad da en af de ældre sygeplejersker som jeg har arbejdet en del sammen med, kom og stak mig en skriftlig anbefaling. Det var for vildt, det havde jeg virkelig ikke regnet med, og jeg må nok sige at det er den største gave jeg kunne få! At få en anbefaling man ikke har spurgt om eller var klar over man ville få er virkelig fedt, og et kæmpe stort skulderklap.

Jeg fik stor ros for min indsats og for hvor hurtigt jeg faldt ind i rytmen og bare udførte de opgaver jeg fik. Jeg fik ros for at stille uddybende spørgsmål og de havde været meget glade for at have mig der.

Dag 12 på hospice

Endnu en dag på IPU er overstået, og jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med den samme sygeplejerske fra igår, hvilket betød flere opgaver og lidt mere ansvar til mig.

Jeg trives bare lige lidt bedre når jeg får lov at få lidt ansvar i forhold til det arbejde jeg udfører, og derfor er det en ret stor ære for mig at få lov til at have med medicinadministrationen at gøre.

Jeg må selvfølgelig ikke skrive under på de præparater der er kontrollerede, og derfor er vi altid 3 i medicinrummet, der er sygeplejersken og en HCA til at skrive og kontrollere, og så får jeg ellers lov til at lave medicinregning og finde det frem der skal bruges.

En af patienterne er blevet meget dårlig, og vi regner ikke med at hun er her til weekenden, derfor er der rigtig meget arbejde omkring de pårørende, de skal have hjælp til at takle den her situation bedst muligt, især fordi det hele er gået så stærkt. Det kan sommetider være lidt svært at følge med i et sygdomsforløb der går så stærkt som som med den her patient.

Egentlig er der ikke så meget at lave på IPU udover plejeopgaver og medicin, det er meget begrænset hvor mange pårørende der kommer på besøg, jeg tænker det er fordi det er for hårdt at komme på besøg som pårørende når ens mand, kone eller forælder ligger for døden.

Imorgen er min sidste dag på IPU, jeg skal nemlig tilbage til Day Hospice fra næste uge af, og så skal jeg være der resten af tiden jeg er herovre.

Jeg er efterhånden ved at glæde mig rigtig meget til at komme hjem til bassen, jeg savner ham mere end ord kan beskrive, men jeg ville samtidig ikke have været denne oplevelse foruden.