Når barnet har det svært

En operation i vente

Sønnen skal opereres, bare sådan en ret standard rutine operation, han skal have fjernet mandler. Men han er bange, han ved ikke hvad det betyder at komme i narkose, han ved ikke hvad det betyder at vågne op efter narkosen, og han er ikke klar over hvor ondt han har bagefter.
Vi har fået nogle fine brochurer med hjem, brochurer som fortæller ham hvordan det er at blive lagt i narkose, nogle som fortæller på barnesprog hvad det vil sige at få lagt drop, at få ilt, blive lagt til at sove, hvordan man vågner, og hvor man vågner, hvem der er der, og hvornår man må spise igen.

Det eneste problem? Hans far vil ikke tage fri til at deltage, meningen var at jeg skulle være der alene, jeg skulle gå igennem det at lægge mit barn i fuld narkose for første gang, helt alene! Det er ikke fair. Det er VORES barn, men når noget bliver svært eller udfordrende, så er han åbenbart kun MIT barn, det er mig der skal kæmpe kampe sammen med sønnen, det er mig der skal være der i de svære stunder, og det er mig der skal støtte. Alt imens kan faren stå på sidelinjen og bare springe til når det hele er let og ligetil. Det er i min verden IKKE sådan det fungerer at være en forælder. At være forælder indebærer at være der i de gode stunder, men det indebærer OGSÅ at være der i de svære stunder.
Man kan ikke bare vælge til og fra som man ønsker, det er ikke sådan det er at være forælder. Hvis man har det sådan, så skal man i min verden faktisk heller ikke deltage i de gode ting. Jeg er ikke engang sikker på at hans far dukker op på hospitalet efterfølgende for at tjekke til ham.
Bare det at jeg bad ham tage en enkelt fridag for at jeg kan starte op på mit nye arbejde, det var jo nærmest for meget at forlange. Samtidig, så brokker han sig faktisk over at han nærmest ikke skal have sit barn i december, jamen no shit, men når man ikke vil tage fri for at passe sit ny opererede barn, så kan man altså ikke også få samvær med sit barn som det lige passer ind.

Heldigvis for mig, og ikke mindst for sønnen, så har jeg nu en kæreste som faktisk ser vores behov, han ser os som en lille cirkel som han selv er en stor del af. Han tager ansvar hvor han faktisk ikke burde og ej helelr behøves, men han gør det uden at blinke, han ser hvor der er et behov for at han støtter noget mere og så står han der. Han er en urokkelig støtte for mig, men han er også blevet en vigtig brik i puslespillet for min søn, en brik vi ikke vil undvære nogen af os.
Det betyder også at han faktisk har taget fri, han tager med når min søn skal opereres, og han er urokkelig, han står der for os hele dagen, og han tager os med hjem dagen efter når vi bliver udskrevet, og han har faktisk tænkt sig at tage lige stor del i at sønnen ikke må være alene efterfølgende. Han skal sove i vores seng, og det var bare det mest naturlige i hele verden for min kæreste, selvfølgelig skulle han det, det var ikke engang til diskussion om så lægen foreskrev det eller ej.

Anyways, så kommer vi igennem den her operation, og imens så vil vi føle os yderst heldige og priviligerede over at have mindst én som faktisk står bag os imens.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv endelig en hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når barnet har det svært