Optur

Når demente går deres vej

En diskussion der har været virkelig oppe i medierne de sidste par år er omkring de demente der forsvinder fra plejehjem eller fra egen bolig. Der findes ikke noget mere frustrerende for de ansatte end når man står magtesløs overfor en dement borger der bare gerne vil hjem.
Når jeg skriver hjem, så er det fordi at selvom de bor enten i en beskyttet bolig eller på et plejehjem, så er hjem for dem der hvor de har boet hele deres voksenliv med deres ægtefælle og børn.
Vi kan gøre alt for at sikre at borgeren ikke går, vi kan låse yderdøre, vi kan udstyre dem med en GPS (hvis der er givet samtykke til dette) og vi kan være ekstra på arbejde så man kan være mere opmærksom. Men hvad de fleste ikke ved, så er det at en dement borger virkelig ikke er nem at holde tilbage. Ofte reagerer de med vrede og indimellem så slår de også ud efter de ansatte hvis de forsøger at guide dem væk fra at gå. Vi må ikke tvinge dem til at blive, for så bruger vi magt, og laver vi en magtanvendelse, så skal det dokumenteres og indberettes til rette instans, så kommer magtanvendelsen i høring, og bliver den afvist som værende forkert, så får man en påtale og i yderste tilfælde kan man faktisk blive fyret fra sit arbejde. Selvfølgelig skal den være rigtig slem for at man kan miste sit arbejde, og ofte så handler vi efter borgerens bedste, altså vi tænker på borgerens sikkerhed, og hvis vi vurderer at det er farligt for borgeren at gå ud i snevejr uden jakke for eksempel, eller hvis borgeren er på vej ud til en meget befærdet vej, så gør vi hvad vi kan for at beskytte borgeren og sørge for at borgeren bliver inde.
Jeg har oplevet at at borgere er gået, og ved i hvad? Det er den mest ubehagelige følelse man får i kroppen og det eneste der går igennem hovedet på én er at man bare gerne vil finde den her borger så hurtigt som muligt, men man aner ikke hvilken retning borgeren er gået, du ved ikke om borgeren ligger og er faldet et sted, om den er gået ind til nogen tilfældige.
At miste en borger på den måde er noget af det mest ubehagelige man kan komme til at opleve i vores fag, alle de andre ting vi kommer igennem er vi trænet til, men absolut ingen fortæller os hvordan det føles at miste en dement fordi borgeren går sin vej og vi ikke kan formå at holde borgeren tilbage. Heldigvis bliver de fleste fundet i god behold, men det er jo desværre ikke dem vi hører så meget om i medierne. Hver evig eneste dag er der en dement der går fra sin afdeling eller sit hjem, og heldigvis kommer de hjem relativt hurtigt igen. Men så er der også den lille procentdel som bliver væk og som man ikke kan finde, og desværre ender de tilfælde oftest tragiske til stor sorg for både pårørende og de ansatte der var på arbejde da den demente gik.

Jeg kan kun opfordre til at man som pårørende udstyrer den demente borger med et form for smykke hvori borgerens navn, adresse og telefonnummer på nærmeste pårørende (hvis borgeren bor på plejehjem, så skriv nummeret hertil) derudover så skriv at der er tale om en dement. Få det indgraveret i et personligt armbånd, et vedhæng til en halskæde, ja hvad som helst faktisk. Bare man har noget som kan identificere personen hvis man løber ind i vedkommende på gaden. De fleste demente kan nemlig ikke gøre sig særlig forståelige, de fleste glemmer sproget og kan ikke finde rundt i ordene, derfor vil de oftest ikke kunne gøre sig forståelige. Der findes selvfølgelig også de demente der virkelig snyder, altså dem som formår at holde en samtale kørende og ikke på noget tidspunkt snubler i det.
Men lad os nu alle hjælpe hinanden med at passe på de demente.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv endelig en hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Optur