En tur til lægen

Veninder

Det er ikke noget jeg har haft mange af igennem min opvækst. Nu er jeg 28 og jeg har nogle få stykker som jeg er virkelig tæt med, og så har jeg en lille håndfuld udover det som jeg ser jævnligt.
Når man som jeg vokser op i et hjem der ikke helt er som de andres, så er det flovt at have legekammerater med hjem, de skal jo helst ikke se hvad jeg ser. Jeg har aldrig holdt en fødselsdag for min klasse, ja faktisk har jeg aldrig holdt en fødselsdag som barn der inkluderede andre end mine søskende og forældre. Noget der står rigtig tydeligt for mig fra min barndom er da jeg er omkring 9-10 år gammel og en pige fra klassen siger til mig, at hvis jeg ikke inviterer til en fødselsdag så skal hun sørge for at jeg aldrig bliver inviteret med til de andres igen. Dén gjorde ondt!
Selvfølgelig blev jeg inviteret med til de andres efterfølgende, men vi boede i et meget lille samfund og alle vidste hvad der foregik hjemme hos mig, det var flovt!
Jeg har ofte ikke deltaget i fødselsdage fordi jeg havde fået stuearrest for ikke at rydde op på mit værelse, eller fordi det havde taget mig 10 minutter ekstra at cykle hjem fra skole.

Anyways, tilbage til det med veninder. Jeg har altid haft svært ved at knytte mig til andre mennesker, det er ofte kommet til udtryk i at jeg trækker mig når noget bliver for seriøst, det gælder også mine kæresteforhold. Derfor har jeg igennem årene fået skræmt en del mennesker væk fra mig, både af det ene og det andet køn, der er få der har klaret den og holdt ved igennem årene og som stadig holder ved, nogengange kan det undre mig hvad jeg har gjort for at fortjene, at der faktisk er nogle der finder sig i at jeg engang imellem har behov for at trække mig, at jeg er dårlig til at holde kontakten i perioder, og at jeg indimellem bliver så overstimuleret af mennesker at jeg faktisk også bliver lidt en snerpe.

Så kan man undre sig over hvordan jeg kan arbejde med mennesker hver dag, men faktisk så nyder jeg det arbejde, jeg kan give det jeg vil af mig selv uden at forvente noget tilbage, altså er det forventningen om det der skal komme retur der skræmmer mig, mange ældre har ikke lyst til den store snak, de vil bare gerne have et knus eller en pæn bemærkning. Jeg kan dog engang imellem have svært ved at forholde mig til mine kollegaer og trækker mig lidt i baggrunden, men de ældre er så nemme at omgåes, de er bare taknemmelige for at man er der.

Jeg har én veninde som jeg har kendt siden vi var 7 år gamle, og hun hænger ved, vi har også lidt haft den samme turbulente opvækst, det har bare været på hver sin måde. Udover hende er det fleste af dem jeg har idag, mennesker jeg har mødt efter jeg blev mor, eller i forbindelse med uddannelser.
Jeg snakker altså ikke med nogen af dem fra min barndom ellers.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv endelig en hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tur til lægen